Interview med Rasmus Brygger: Feminisme er andet end bestyrelseskvoter

Kan man være mand, feminist og liberal på én gang? Ja, mener Rasmus Brygger, som jeg har stillet seks spørgsmål om feminisme og ligestilling.

Opdateret 24/1-2016.

Jeg er kritisk over for den feministiske ideologi, som, mener jeg, ikke blot står i vejen for opnåelsen af reel ligestilling i Danmark, men også er bygget op omkring et forældet begrebsapparat og et forkert syn på, hvad ligestilling er.

Men det betyder ikke, at jeg ønsker at lukke munden på feministerne. Tværtimod ser jeg det som et af mine formål at bringe feministerne i tale og på den måde rykke diskussionen om køn og ligestilling.

Interview med Rasmus Brygger

Derfor har jeg kontaktet Rasmus Brygger, der er selverklæret feminist, og stillet ham seks spørgsmål om feminisme og ligestilling. Brygger er 24 år gammel, tidligere landsformand for Liberal Alliances Ungdom og ivrig deltager i den offentlige debat.

1. Feminisme er en bred betegnelse, som sjældent er særlig præcist defineret. Du har for nylig erklæret, at du er feminist. Hvad er feminisme for dig?

– Min klare baggrund er liberal og derfor er min feminisme også taget ud fra et liberalt perspektiv. For mig er feminisme en frihedskamp, en tanke der alene handler om, at alle, både mænd og kvinder, skal have så mange muligheder i livet som muligt. Kvinder skal frit kunne vælge, om de vil føre kunne karriere, gå derhjemme og passe barn og hus eller alt derimellem – og det samme gælder mænd. Mens vi, med få undtagelser, har ligestilling på papiret, så kan der stadig eksistere kulturelle barrierer, der kan stå i vejen for at kvinder f.eks. fører karriere eller mænd passer børn. Det er hvad den feministiske kamp handler om for mig.

2. Man behøver ikke være feminist for at kæmpe for ligeværd mellem mænd og kvinder og ligestilling mellem kønnene. Jeg er fx kritisk over for den feministiske ideologi, men støtter ligeværd og ligestilling. Hvorfor har du valgt at blive feminist?

– Problemet med termer som “feminist” er at de kan være vildt brede – ligesom f.eks. alt mellem anarkokapitalister og velfærdsstatsforkæmpere kalder sig liberale. Nu har liberale været forbundet med den feministiske kamp – den såkaldte first wave feminisme – og derfor ser jeg det som oplagt at kalde mig feminist. Mit mål er at fortælle, at feminismen er andet end bestyrelseskvoter og øremærket barsel.

3. Du er tidligere landsformand for Liberal Alliances Ungdom. Den feministiske ideologi bygger i høj grad på marxistiske teorier – altså teorier, man normalt skal ud på venstrefløjen for at finde tilslutning til. Det gælder fx patriarkatteorien og begreber som heteronormative strukturer. Hvordan forener du to så forskellige tænkemåder?

– Lad mig starte med at nævne, at jeg ikke er enige hele vejen med alle feminister ift. begreber som patriarkatet – et ord jeg heller ikke selv bruger i mine debatter. Jeg er åbenlyst ikke marxist og jeg køber ikke marxistiske præmisser for samfundsordenen, men som liberal, er der absolut intet galt i at tale om kulturelle strukturer – heteronormative om du vil – der kan holde mennesker tilbage. Det har liberale gjort historisk, men det sidste århundrede, har man dog overladt debatten om samfundsstrukturer til venstrefløjen fordi man associerede det med marxisme og lovgivning. Men der er absolut intet i liberalistisk ideologi, der står i vejen for at man tager de kulturelle kampe – så længe man selvsagt ikke ønsker at lovgive sig til lighed.

4. For nylig var du imod forskningspuljen YDUN, som udelukkende tildelte kvindelige forskere midler, mens mange andre feminister jublede over puljen. Kan du ikke være bange for, at andre feminister opfatter dig som lidt af en “wannabe”, når kalder dig feminist uden at købe “hele pakken”?

– Folk må opfatte mig som de vil. Jeg må indrømme at jeg faktisk er taget bedre imod af det feministiske miljø end jeg havde forventet, men jeg gør det også klart at mens vi til dels kan være enige om målene – f.eks. at der skal nedbrydes barrierer for kvindelige forskere – så mener jeg, at deres midler overtræder nogle helt klart principielle grænser for hvad man kan bruge staten til.

5. Du har tidligere skrevet, at du er lidt træt af, at ligestillingsdebatten ofte kører i ring omkring spørgsmålet om, hvorvidt der allerede er ligestilling eller ej i lande som Danmark. Du vil hellere forsøge at påvirke kulturen. Hvad mener du med det? (Det skrev du i et svar her: https://reelligestilling.dk/opsig-nu-dit-medlemskab-rasmus-brygger/).

– Der er utallige eksempler på at mænd og kvinder er forskellige sted i samfundet. Man kan så mene at de mange forskelle alene skyldes biologiske forskelle og præferencer, men jeg køber ikke, at virkeligheden er så simpel. Jeg mener, at det er virkelighedsfjernt at tro, at vi har komplet ligestilling i Danmark, præcis ligesom vi heller ikke har fået udryddet racisme, homofobi og anden diskrimination. Der behøver ikke være tale om direkte diskrimination, men kan være noget så simpelt, som at vi opdrager små piger til at lege med dukker og små drenge til at lege vildt udenfor.

– Når jeg så siger, at jeg mener, at vi skal påvirke det her kulturelt, er det fordi, jeg ikke mener, at jeg har nogen som helst ret til eksempelvis at bestemme hvordan andre menneskers børn bliver opdraget. I stedet, vil jeg igennem debat og oplysning forsøge at skubbe grænser.

6. Et stort kritikpunkt mod feminismen er dens insisteren på grupperettigheder frem for individrettigheder og resultatlighed frem for mulighedslighed. Feminismen siger, at jeg er medlem af gruppen “mænd”, og at fx mine chancer på arbejdsmarkedet skal reguleres i forhold til dette “medlemskab”, fx igennem tiltag som ‘kvinder i ledelse’, der forpligter virksomheder til at forholde sig til, hvor mange af hver gruppe de ansætter. Det, synes jeg, er et brud på min ret til at blive betragtet som individ. Kan du forstå, at mænd finder det urimeligt, at de bliver sorteret fra til jobs, de er kvalificerede til, alene fordi de er mænd, og fordi virksomheden på grund af en politisk dagsorden skal ansætte flere kvinder?

– Ja, det kan jeg fuldt ud forstå. Diskrimination er ikke acceptabelt – uanset om det er positiv eller negativ diskrimination. Som liberal, er jeg på alle måder imod lovgivning baseret på grupper og ikke individer. Når det så er sagt, så er det ift. en samfundsmæssig og kulturel debat, relevant at inddrage samfundsgrupper, hvis der er tale om at de står over for forskellige udfordringer. Det gør vi i forvejen ift. racisme og homofobi – og det mener jeg, er ligeså relevant, når det gælder sexisme.

– Jeg køber i øvrigt ikke præmissen om, at “feminismen” siger noget særligt ift. lovgivning. Feminisme er ikke en homogen ideologi, der udsætter principper ift. lovgivning, hvorfor man derfor både kan være socialistisk feminist, liberal feminist og apolitisk feminist.