3. december, 2024

Kommuner tager hensyn til kønsforskelle

Mænd på motorcykelture og kvinder i strikkeklubber. Danske kommuner tænker kønsforskelle ind i nye kommunale tilbud.

Et nyt netværk bestående af syv kommuner – Aalborg, Aarhus, Silkeborg, Odense, Svendborg, Nyborg, Hvidovre og København – skal være med til at sætte fokus på, hvordan kommuner i hele landet i fremtiden kan blive bedre til at indrette den kommunale service, så både mænd og kvinder får glæde af den. Det skriver Ministeret for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold på sin hjemmeside.

Motorcykeltyre og strikkeklubber

De syv kommuner i netværket har udviklet tilbud, der tager højde for, at mænd og kvinder har forskellige ønsker og interesser, og det er erfaringerne fra disse tilbud, andre kommuner i fremtiden skal have glæde af. Ministeriet giver følgende eksempler på, hvordan man kan tage hensyn til kønsforskelle i praksis:

De mandlige beboere på et plejehjem i Hvidovre kan få en motorcykeltur eller komme til fodboldkamp som alternativ til at strikke eller lave perleplader. I Aarhus kan unge, ofte enlige mødre uden job og uddannelse være med til at drive en frokostcafé. Og i Nyborg kan mænd med arrangementet ”Grill for gutter” få øjnene op for sund grillmad og en sundere livsstil.

Ligestillingen i de kommunale tilbud i de syv netværkskommuner handler altså ikke om at behandle mænd og kvinder ens, men forskelligt.

Mænd og kvinder har forskellige behov

Minister Manu Sareen er positiv over for kommunernes tiltag og understreger vigtigheden af at erkende, at mænd og kvinder er forskellige. Sareen udtaler:

Det er det fedt at se, at fx ældre bliver tilbudt både motorcykelture og strikkeklub på et plejehjem. Det giver livskvalitet, og sådan nogle tilbud skal vi have mange flere af i hele landet. For mænd og kvinder har forskellige behov, og derfor er det enormt vigtigt, at kommunerne tager højde for dem, når de laver tilbud til deres borgere. Ellers risikerer vi at tabe nogle af dem, som tilbuddene er tiltænkt.

Netværksprojektet er resultatet af ligestillingsredegørelserne, som har undersøgt kønsperspektiver og kønsforskelle i forhold til ældre, sundhed, forebyggelse, beskæftigelse og aktivering. Redegørelserne kan findes på ministeriets hjemmeside.

Ligestilling med respekt for forskelle

Det er positivt at erfare, at landets kommuner tænker ligestilling og kønsforskelle sammen. Uanset holdning til de offentlige budgetters størrelse er det i alles interesse, at pengene bruges på den måde, der skaber mest værdi – ikke mindst for de borgere, der skal have glæde af indsatsen.

At forsvare en rigid ligestillingsopfattelse – at alle skal tilbydes det samme – ville stå i vejen for det mål og skabe ydelser, som hverken ville være til glæde for borgerne eller kommunerne.

Det er samtidig værd at notere sig, at der er tale om forskelsbehandling, ikke særbehandling. Altså forskellige tilbud til de to køn, ikke tilbud til det ene på bekostning af det andet. Det er en tanke, som med fordel kan bringes videre, ikke bare i resten af det kommunale system, men også i ligestillingsdebatten.

Kommunerne har vist, at det ikke behøver være et problem, at der er forskel på mænd og kvinder. Med den nødvendige respekt for begge køn kan hensynet til forskellene blive en styrke.

Især hvis det gøres på en måde, så den enkelte borgers ønsker ikke overses. For det kunne jo være, at der også var en mormor, der ville med på motorcykeltur.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview