10. december, 2024

Kritikken hagler ned over DR-serien ‘Hvorfor hader alle feminister?’

Standupkomiker Ane Høgsberg er vært i serien 'Alle hader feminister'. Billede: Screenshot, dr.dk.
Standupkomiker Ane Høgsberg er vært i serien ‘Alle hader feminister’. Billede: Screenshot, dr.dk.

»Ensidig, forudsigelig og under DR’s public service-niveau«, skriver en anmelder. »Ingen modsigelse, ingen debat, ingen kritisk refleksion«, skriver en anden.

‘Hvorfor hader alle feminister?’ er en DR2+-serie i foreløbig fem afsnit på hver små 30 minutter.

Seriens hovedperson er standupkomikeren Ane Høgsberg, der ifølge DR’s beskrivelse »kaster sig ud i en indre og ydre kamp for feminismen«, hvilket har »store personlige konsekvenser: For kan man gøre det cool at være feminist i en verden, hvor alle hader feminister?«

Hader alle feminister?

At alle hader feminister, som seriens titel påstår, dokumenterer Ane Høgsberg aldrig. Faktisk taler hun slet ikke med nogen, der har den opfattelse.

I stedet taler hun med en lang række mennesker, hun er enig med.

Blandt dem er CEO for Women Deliver, Katja Iversen, CBS-professor Sara Louise Murh, erhvervsleder Stine Bosse, Dansk Kvindesamfunds forkvinde, Ulla Müller, Enhedslistens politiske leder, Pernille Skipper, professor, dr.phil. Birgitte Possing og lektor Anja K. Søndergaard.

Alle som en bekræfter de Ane Høgsberg i det, hun mener i forvejen: Feminisme er godt, og jo mere feministisk verden bliver, jo bedre bliver det for alle.

Under DR’s public service-niveau

Blandt anmelderne er det så som så med begejstringen over DR’s nye satsning.

– (…) da Ulla Müller, forkvinde i Dansk Kvindesamfund, kommer på banen, kammer det over. Hun påstår, at vi i Danmark diskuterer, om kvinder har ret til fri abort, men hvor finder den diskussion sted? Jeg har ikke hørt om den, skriver Thea Torp i sin anmeldelse på Ekkofilm.dk.

– Hun påstår også, at staten reducerer kvinder til fødemaskiner – et postulat, der skriger til himlen. Ane Høgsberg sluger det ikke bare råt, men kommer også selv med temmelig tåbelige påstande, tilføjer hun.

Også seriens mangel på indspark fra personer, der faktisk hader feminister, er et problem, mener Thea Torp.

– Det kunne også have været interessant at gå i clinch med de mennesker, der angiveligt hader feministerne. Men i stedet får vi DR-arkivbilleder fra monopoltiden, hvor mænd siger gakgak-ting om kvinder, skriver hun.

Samlet set efterlader det seerne med en serie, som ikke lever op til det niveau, man med rimelighed kan forvente af en serie på DR, fastslår Ekkofilms anmelder.

– Det journalistiske talent mangler i ‘Alle hader feminister’, og derfor bliver dokumentarserien af Pineapple Entertainment ensidig, forudsigelig og under DR’s public service-niveau, konkluderer Thea Torp, der giver serien tre af seks mulige stjerner.

At anmelde serien bør medføre et smudstillæg

Heller ikke Berlingske-anmelder, historiker og forfatter Bent Blüdnikow, er glad for, hvad han har set.

Faktisk er ‘Alle hader feminister’ ifølge Blüdnikow »så slapt tænkt intellektuelt, at man bør få smudstillæg for at anmelde serien.«

Indledningsvis oplister Berlingske-anmelderen en række eksempler på de mange kvinder i serien, som bekræfter Høgsberg i, at feminisme er fantastisk.

I den forbindelse konstaterer han tørt, at seriens mange påstande om manglende ligestilling aldrig dokumenteres.

– Ane giver det indtryk, at kvinder behandles hårdere i det offentlige rum end mænd, men uden at dokumentere påstanden, skriver han.

Og ligesom Thea Torp savner Bent Blüdnikow modspil fra nogle af de personer, der hævdes at hade feminister.

– På intet tidspunkt, bortset fra et lille pip fra Ane Høgsbergs kæreste, er der stemmer, der modsiger hendes holdninger. Første sæson afsluttes med en klar opfordring til de kvindelige seere om at blive feminister, skriver han.

– Her er ingen modsigelse, ingen debat, ingen kritisk refleksion, blot en række påstande om systematisk kvindediskrimination, som bærende for samfundet – ganske som Black Lives Matter og #MeToo-bevægelsen påstår, at racisme og kvindeundertrykkelse er systematisk indbygget i alle samfund, og at også du, hvis du altså er en hvid mand, er både racist og kvindeundertrykker, tilføjer Bent Blüdnikow.

Kun én stjerne bliver det til fra Berlingske-anmelderen, der bemærker, at den bredere betydning af serier som ‘Alle hader feminister’ overses af de borgerlige partier på Christiansborg.

– Mens de borgerlige kæmper for at profilere sig, så kaprer DR nye stemmer til venstrefløjen ved woke-udsendelser som ‘Alle hader feminister’. De borgerlige har med undskyldning om armslængdeprincippet, men i virkeligheden af banal angst, ikke turdet røre DRs programpolitik, skriver han.

– I USA er den unge woke-generation, oplært af gamle 68-professorer, stormet ind i medierne og styrer nu den politiske udvikling. Det samme er ved at ske i Danmark, og det har de borgerlige kun sig selv at takke for, afslutter Bent Blüdnikow.

Også en positiv anmeldelse

En enkelt anmelder adskiller sig fra strømmen og kalder ‘Alle hader feminister’ »forbilledlig public service.«

Det er anmelderen på Soundvenue, Freja Dam, som blandt andet roser serien for at være »så pædagogisk, at alle kan være med.«

– Jeg vil gerne udfordre enhver, der mener, at vi da allerede har ligestilling i Danmark, at feminister er nogle skrigeskinker, eller at debatten bare er irriterende og ligegyldig, til at se serien og genoverveje sit standpunkt, skriver Freja Dam i sin anmeldelse.

– Som Anna-Sophie Hartvigsen og Emma Due Bitz fra investeringsforummet Female Invest påpeger, er vi forhåbentlig alle sammen feminister i Danmark – for at være feminist betyder blot, at man går ind for social, politisk og økonomisk ligestilling. Ikke at man hader mænd, fortsætter hun.

– Prøv at sige det højt: »Jeg er feminist«. Det er slet ikke så farligt, afslutter Soundvenue-anmelderen.

At en lang række fremtrædende feminister, her svenske Zara Larsson, eksplicit har ytret, at de hader mænd, forholder Freja Dam sig ikke til.

Men det er selvfølgelig også lettere at gå i Ane Høgsbergs fodspor og fremsætte påstande uden at dokumentere dem. Især, når det, man siger, ikke har skyggen af hold i virkeligheden.

De første fem afsnit af ‘Alle hader feminister’ kan ses på dr.dk.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview