21. november, 2024

KVINFO-direktør: Betal journalister for at bruge kvindelige kilder

Direktør for KVINFO, Henriette Laursen, i dagens udgave af mediemagasinet Presselogen. Billede: Screenshot af video af fjernsyn.

KVINFO-direktør Henriette Laursen mener, medier bør belønne journalister, der vælger kvindelige kilder.

Opdateret 14/2-2021, 12:34.

Journalisters brug af kvindelige kilder bør påvirke deres løn.

Det mener direktør for KVINFO, Danmarks videnscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed, Henriette Laursen.

Synspunktet gav hun udtryk for i dagens udgave af mediemagasinet Presselogen på TV 2 News.

En del af løsningen

I programmet blev det diskuteret, hvordan medierne kan opnå en mere lige kønsfordeling blandt deres kilder, da Henriette Laursen bød ind med sit forslag.

– Prøv at mål og tæl jeres medarbejdere, indledte Henriette Laursen.

– I kunne jo putte det ind som noget mere transparent i deres performance, fortsætte hun.

– I kunne aflønne dem, som én del af det, man aflønner efter, om man kan finde ud af at skabe mangfoldighed i kilderne, sagde KVINFO-direktøren.

Henriette Laursen fremkom også med andre forslag, blandt andet at medierne skal blive bedre til at moderere deres kommentarspor.

Ikke første gang

Det er ikke første gang, Henriette Laursen peger på penge som et værktøj i kampen for resultatlighed.

Så sent som i oktober foreslog KVINFO-direktøren i et debatindlæg, at den økonomiske støtte til ungdomspartier skulle afhænge af det.

– Ud over vores forslag til grundlæggende betingelser for at få driftstilskud foreslår vi også at lade størrelsen af driftstilskuddet påvirke af ungdomspartiets evne til at skabe ligestilling og mangfoldighed i egen organisation, skrev Henriette Laursen.

– Helt konkret foreslår vi at belønne de ungdomspartier, som opnår ligelig repræsentation af køn i sin medlemsskare og blandt landsdækkende og lokale bestyrelsesmedlemmer. Evne til at skabe mangfoldighed i forhold til f.eks. social baggrund og etnicitet kan desuden indgå i udmåling af tilskud, uddybede KVINFO-direktøren.

91 procent kvinder, 9 procent mænd

Da Henriette Laursen fremkom med ønsket om at »lade størrelsen af driftstilskuddet påvirke af ungdomspartiets evne til at skabe ligestilling og mangfoldighed« i oktober, havde KVINFO en kønsfordeling blandt sine medarbejdere på 90 procent kvinder og 10 procent mænd.

En optælling på KVINFO’s hjemmeside i dag viser, at det tal ikke har forandret sig væsentligt siden. Tre af KVINFO’s 32 medarbejdere er mænd, mens 29 er kvinder. Det giver en kønsfordeling på 9 procent mænd og 91 procent kvinder.

Skulle KVINFO’s driftstilskud betinges af den samme type krav, som Henriette Laursen stiller til ungdomspartierne og nu også ønsker stillet til journalister, ville KVINFO således ende med et betydeligt mindre budget, end KVINFO har i dag.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview