Størrelsen af ungdomspartiernes driftstilskud bør ifølge KVINFO afhænge af »evnen til at skabe ligestilling og mangfoldighed i partiet.«
Tag penge fra ungdomspartier uden ligelig fordeling af mandlige og kvindelige medlemmer og bestyrelsesmedlemmer.
Så klart er budskabet fra Danmarks videnscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed, KVINFO, som blander sig i debatten i kølvandet på TV 2-dokumentaren ‘Partiernes skjulte overgreb’, som vises på TV 2 i aften klokken 20.00 og allerede kan ses på TV 2 Play.
– En grundbetingelse for at modtage driftstilskud bør være, at ungdomspartiet aktivt bekæmper seksuelle overgreb og kønskrænkende adfærd. Derudover bør størrelsen af driftstilskuddet afhænge af evnen til at skabe ligestilling og mangfoldighed i partiet, skriver KVINFO-direktør Henriette Laursen i Politiken.
Beløn lige repræsentation
Det skal ganske enkelt koste ungdomspartierne penge, hvis et flertal af deres medlemmer og bestyrelsesmedlemmer er af samme køn, mener Henriette Laursen.
– Ud over vores forslag til grundlæggende betingelser for at få driftstilskud foreslår vi også at lade størrelsen af driftstilskuddet påvirke af ungdomspartiets evne til at skabe ligestilling og mangfoldighed i egen organisation, skriver hun.
– Helt konkret foreslår vi at belønne de ungdomspartier, som opnår ligelig repræsentation af køn i sin medlemsskare og blandt landsdækkende og lokale bestyrelsesmedlemmer. Evne til at skabe mangfoldighed i forhold til f.eks. social baggrund og etnicitet kan desuden indgå i udmåling af tilskud, uddyber KVINFO-direktøren.
Ville koste KVINFO penge
KVINFO’s forslag om at udmåle støtte efter evnen til at skabe lige repræsentation af køn står i kontrast til KVINFO’s egen evne til at gøre det samme.
KVINFO har aldrig været i nærheden af lige repræsentation af køn blandt sine ansatte og er det heller ikke i dag.
En optælling foretaget på KVINFO’s hjemmeside i morges viser, at KVINFO har 30 medarbejdere, hvoraf 27 er kvinder, og tre er mænd. Altså en kønsfordeling på 90 procent kvinder og 10 procent mænd.
Videnscentret, der mener, at ungdomspartiernes driftstilskud bør »afhænge af evnen til at skabe ligestilling og mangfoldighed i partiet«, ville således stå til at miste en del af sit eget driftstilskud, hvis det skulle leve op til de krav, det stiller til ungdomspartierne.