21. november, 2024

Marie Bjerre ligestillingsminister igen

Marie Bjerre. Billede: Ft.dk, fotograf: Steen Brogaard.

Mia Wagner (V) udtræder af regeringen på grund af helbredsproblemer. Marie Bjerre (V) indtræder på ny som ligestillingsminister.

Efter kun to uger på posten som digitaliserings- og ligestillingsminister udtræder erhvervskvinden Mia Wagner af regeringen. Det sker som følge af helbredsproblemer. I hendes sted træder Marie Bjerre, som Mia Wagner overtog ministerposterne fra for to uger siden.

Marie Bjerre er født og opvokset i Viborg, uddannet jurist fra Københavns Universitet og University of California, Berkeley, og blev første gang valgt til Folketinget i 2019. Hun var minister for digitalisering og ligestilling fra december 2022 til november 2023 og altså igen per dags dato.

Grundet Mia Wagners helbredsmæssige situation vil der ikke ske en ministeroverdragelse i forbindelse med ministerudskiftningen. Det meddeler Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Nogle gange må man give slip med begge hænder

På Instagram fortæller Mia Wagner om sin udtrædelse af regeringen.

– Nogle gange må man give slip med begge hænder, tabe sig selv for at finde fodfæste et nyt sted, indleder Mia Wagner.

– Jeg er selvfølgelig ærgerlig over situationen, for som så mange af jer har skrevet til mig, så har det været min oplevelse, at netop minister for digitalisering og ligestilling var det perfekte match for mig, uddyber hun lidt efter, inden hun sætter ord på sine helbredsproblemer og forklarer, at situationen var uholdbar.

–  Jeg ved ikke, hvornår jeg er klar igen. Jeg synes hverken regeringen, Venstre eller jeg selv er i en sund position med en ministerstol uden minister på ubestemt tid, skriver Mia Wagner.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview