27. juli, 2024

Norge sagsøges for diskrimination af mænd

Norge skal for EFTA-domstolen i en sag, der kan koste den norske stat 800 millioner NOK om året. Frihandelsorganisationen EFTA tæller foruden Norge Island, Liechtenstein og Schweiz. Billede: Arkivfoto.

Norges ligestillingsminister, Linda Hofstad Helleland, forsvarer forskelsbehandlingen med, at den gavner ligestillingen.

I Norge har mænd ikke samme ret til betalt barsel som kvinder, og det får nu ESA, EFTA’s overvågningsorgan, til at trække Norge i retten for diskrimination.

Ifølge ESA’s præsident, norske Bente Angell-Hansen, er der ingen tvivl om, at Norge overtræder reglerne i EØS-aftalen, der forpligter underskriverne på at følge aftalens grundprincip om ligestilling.

– For os er dette en enkel sag. Kernen er, at der stilles særlige krav til far, for at han skal få barsel, uden at der stilles tilsvarende krav til mor. Denne praksis er diskriminerende, siger hun til Dagens Næringsliv.

– Når norske myndigheder systematisk og ulovligt forskelsbehandler kvinder og mænd, er det ESA’s job at stille dem til ansvar, tilføjer Bente Angell-Hansen.

Det giver bedre ligestilling

Den norske ligestillingsminister, Linda Hofstad Helleland, forsvarer forskelsbehandlingen med, at den gavner ligestillingen.

– Aktivitetskravet støtter op om at få mor ud i arbejde og giver bedre ligestilling både hjemme og i arbejdslivet, siger hun til Dagens Næringsliv.

Linda Hofstad Helleland sætter samtidig spørgsmålstegn ved, om de norske barselsregler er omfattet af bestemmelserne i EFTA’s ligestillingsdirektiv.

– Der foreligger ingen EØS-retslig pligt til at udbetale barselsbidrag. Når Norge alligevel tilbyder en så gavmild ordning som betalt barsel i op til 59 uger, så bør vi have ret til selv at bestemme, hvilke krav og vilkår som skal indfries, for at nogen kan få betalt barsel, siger hun.

Uenigheden mellem EFTA og Norge har stået på siden 2015, og den norske ligestillingsminister har i hele forløbet holdt fast ved, at Norge ikke gør noget galt.

– Det er ikke diskriminerende, har hun sagt om Norges nuværende system.

Særlige krav til mænd

Når EFTA mener, Norge diskriminerer mænd, skyldes det, at norske mænd for at få barsel skal leve op til to krav, som norske kvinder ikke skal leve op til. Krav, som betyder, at omkring 6.000 norske fædre hvert år ikke har ret til barsel.

For det første har norske fædre kun ret til barsel, hvis moderen til barnet har været i arbejde i seks af de sidste 10 måneder.

For det andet har norske fædre kun ret til at tage noget af den fælles barsel, hvis moderen til barnet arbejder eller uddanner sig i den givne periode.

Ingen af disse krav om partneres arbejds- og uddannelsesadfærd gælder for mødre, og det er denne forskel i kravene til fædre og mødre, EFTA opfatter som diskriminerende.

Kan koste 800 millioner NOK om året

Sagen forventes at komme for EFTA-domstolen sidst på året. Taber Norge, kan det komme til at koste den norske stat op mod 800 millioner norske kroner om året.

Hertil kan komme yderligere omkostninger i form af erstatninger til fædre, der selv har betalt den barsel, den norske stat har »snydt« dem for.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview