Tallene er pustet op af undersøgelsens metode.
»Næsten hver anden adspurgte kvinde har været udsat for seksuel grænseoverskridende adfærd eller krænkelser inden for de seneste to år.«
Sådan skriver Ritzau i en artikel, flere danske medier har bragt efter offentliggørelsen af rapporten Samvær og kultur i ungdomspolitiske fællesskaber, som Sex & Samfund og Børns Vilkår har udarbejdet på initiativ fra Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).
Ritzau-artiklen, som blandt andre Kristeligt Dagblad og Ekstra Bladet har bragt, bærer overskriften ‘Mange kvinder i ungdomspartier har oplevet seksuelle krænkelser’.
Lagt sammen med informationen om, at næsten hver anden kvinde har været udsat for seksuel grænseoverskridende adfærd eller krænkelser inden for de seneste to år, er det som læser svært at få andet indtryk, end at kvinder nærmest ustandseligt udsættes for seksuelle krænkelser i ungdomspartierne.
Men sådan forholder det sig heldigvis ikke. Dykker man ned i den 125 sider lange rapport, opdager man, at rapporten slår forskellige typer adfærd sammen for at komme frem til det høje samlede tal.
Det er en metode, som vinder indpas mange steder, hvor man undersøger diskrimination og krænkelser. Hvor man før spurgte direkte ind til det, man undersøgte, for eksempel sexchikane, splitter man nu fænomenet op i en række delspørgsmål og lægger de bekræftende svar sammen til sidst. Har du svaret ja til en af eksempelvis otte delspørgsmål, tæller du med i det samlede tal.
Metodens fordel er, at den skaber et større tal, som er egnet til at få omtale i medierne. Det er en bedre historie, at næsten hver anden kvinde har været udsat for krænkelser, end at fire procent har.
Metodens ulempe er, at den risikerer at overrapportere. Jo flere delspørgsmål, man stiller, des større er sandsynligheden for, at respondenten på et tidspunkt svarer bekræftende. Og da ét bekræftende svar er nok til at tælle med i det samlede tal, bliver sidstnævnte uforholdsmæssigt højt.
En anden ulempe er, at metoden ofte anvendes til at sidestille alvorlige og bagatelagtige hændelser. Er du blevet truet med en kniv? Har nogen skubbet dig? Har nogen hevet dig i håret? Et ja til det ene vejer lige så tungt som et ja til det andet.
En tredje ulempe er, at de, der anvender metoden, ofte gør sig skyldige i at bruge uklare formulering og spørge til flere forskellige ting i samme spørgsmål, hvilket øger sandsynligheden for et bekræftende svar, men gør det uklart, hvad det bekræftende svar dækker over.
Metoden er ikke nødvendigvis forkert eller dårlig. Det direkte spørgsmål, fx »Har du inden for de seneste 12 måneder været udsat for sexchikane?«, forudsætter, at respondenten ved, hvad sexchikane er. Ved at operationalisere begrebet og stille en række delspørgsmål, som omhandler konkrete hændelser, kan man være mere sikker på, at man får alle tilfælde af sexchikane med. Det er positivt, men metoden er ikke uden risiko. Passer man ikke på, risikerer man af de grunde, der er nævnt ovenfor, at producere et for højt tal.
Det er et problem, da medierne sjældent har øje for deltaljen. Selv om rapporterne fortæller, hvordan de har splittet fænomenerne op, og hvor mange der har svaret på de enkelte delspørgsmål, er det det samlede tal, som viderebringes i avisernes overskrifter.
Dermed bliver metoden et glimrende værktøj for organisationer, som gerne vil fortælle, at noget er et stort problem, men knap så glimrende et værktøj for borgere, der gerne vil vide, hvordan det faktisk forholder sig.
Graver man sig ned i tallene bag overskriften ‘Mange kvinder i ungdomspartier har oplevet seksuelle krænkelser’, opdager man, at en stor del af tallet kommer fra kvinder, der har svaret ja til spørgsmålet:
»Tænk på de sidste to år. Hvis du har været medlem i under to år, tænk da på den tid, hvor du har været medlem. Har du oplevet, at nogen har stillet dig spørgsmål, er kommet med kommentarer eller har fortalt vittigheder med seksuelle undertoner, som du fandt ubehagelige eller grænseoverskridende?«
Det svarer 26 procent af de adspurgte kvinder ja til. Betyder det, at de har været udsat for en seksuel krænkelse, sådan som mediernes dækning giver indtryk af? Nej, naturligvis ikke. En blondinevittighed er ikke en seksuel krænkelse.
Den næststørste bidragsyder til det samlede tal er spørgsmålet:
»Tænk på de sidste to år. Hvis du har været medlem i under to år, tænk da på den tid, hvor du har været medlem. Har du oplevet, at nogen har tilnærmet sig dig på en seksuel måde, som du fandt ubehagelig eller grænseoverskridende?«
Det svarer 18 procent af kvinderne ja til. Her nærmer vi os seksuelle krænkelser, om end spørgsmålet efterlader et stort rum for fortolkning. Hvad betyder »tilnærmet sig dig på en seksuel måde«, og hvordan skal Jonas på forhånd vide, om Marie finder tilnærmelsen ubehagelig eller grænseoverskridende? Det afhænger af, om Marie er interesseret i Jonas, og det kan Jonas kun finde ud af ved at tilnærme sig hende.
Nummer tre på listen over de spørgsmål, det samlede tal består af, lyder:
»Tænk på de sidste to år. Hvis du har været medlem i under to år, tænk da på den tid, hvor du har været medlem. Har du oplevet, at nogen har spredt seksuelle rygter om dig?«
Det svarer 12 procent ja til, og igen må man spørge, om der er tale om en seksuel krænkelse. Rygter kan være ubehagelige, men er en irriterende vandrehistorie om en hændelse ved en fest en krænkelse på linje med en fuldbyrdet voldtægt? Formentlig ikke.
Først herefter går spørgsmålene i retning af egentlige seksuelle krænkelser. De sidste fire spørgsmål lyder:
»Tænk på de sidste to år. Hvis du har været medlem i under to år, tænk da på den tid, hvor du har været medlem. Har du oplevet, at nogen har:
– Forsøgt at tvinge dig til seksuelle handlinger som du ikke havde lyst til? (5 procent)
– Presset dig til at være nøgen? (4 procent)
– Udsat dig for et seksuelt overgreb? (3 procent)
– Blottet sig for dig? (2,4 procent)
De sidste fire spørgsmål omhandler de seksuelle krænkelser, medierne skriver om. Men som det tydeligt fremgår, at det ikke »næsten hver anden« kvinde i ungdomspartier, der har været udsat for dem. Heldigvis. Det er langt færre. For mange, ja, men langt færre end hver anden.
Og det er ikke kun mediernes skyld. Rapporten vægter selv det samlede tal. »Næsten hver anden kvinde (46 %) har oplevet grænseoverskridende adfærd eller krænkelser mindst én gang i løbet af de sidste to år,« lyder det i resuméet til afsnit 1.3: ‘Seksuelle grænseoverskridelser og krænkelser’, som er det afsnit de ovenstående spørgsmål og tal figurerer i. Medierne citerer altså blot, hvad rapportens forfattere skriver.
I debatten om køn og ligestilling opfattes metodisk kritik ofte som et forsøg på at afspore diskussionen. Det er ikke min hensigt. Seksuelle krænkelser skal tages alvorligt, også i ungdomspartierne. Det kan der ikke være to meninger om.
Men den anvendte metode rummer nogle problemer, det er rimeligt at påpege. Dels risikerer den at skabe for højt et samlet tal. Dels risikerer det høje samlede tal at dominere i mediedækningen og skabe et forkert indtryk af problemernes karakter og omfang.
Hvis der er danskere, der efter at have hørt rapportens tal omtalt i medierne tror, at næsten hver anden kvinde i ungdomspartierne udsættes for seksuelle krænkelser, så er der gået noget galt. Enten i rapporten, i medierne eller begge steder.
For heldigvis er det ikke tilfældet. De fleste af de kvinder, der tæller med i »næsten hver anden« kvinde i ungdomspartierne, har oplevet noget, som de gerne så var anderledes, for eksempel en dum kommentar eller en kvindenedgørende vittighed, men er hverken blevet presset til sex eller på anden vis blevet udsat for noget, man meningsfuldt kan betegne som en seksuel krænkelse.
Det er væsentligt at få frem, og det bør være muligt at påpege, uden at det udlægges som et forsøg på at bagatellisere de seksuelle krænkelser, der finder sted. De hører ikke hjemme nogen steder, og ungdomspartierne skal naturligvis forebygge, at de forekommer, og reagere, hvis de sker.