6. oktober, 2024

Også danske kvinder fravælger børn med det forkerte køn

Abortturisme: Forskelle mellem abortreglerne i Danmark og Sverige giver danske kvinder mulighed for at få foretaget kønsaborter på den anden side af Øresundsbroen.

De seneste dage har budt på heftig debat, efter det kom frem, at en britisk feminist valgte at få foretaget en abort, da hun fandt ud af, at hun skulle have en dreng.

Det diskuteres nu, om historien er sand, eller om den blot er et veludført scam for at generere trafik på den ukendte blog, hvor hovedpersonen – som måske, måske ikke er opfundet til lejligheden – fortalte om sin beslutning.

Uanset sin rigtighed genrejser historien diskussionen om kønsaborter og abortturisme. I Danmark er abort tilladt indtil 12. uge, og da barnets køn først med sikkerhed kan konstateres i 14. uge, er kønsaborter – altså abort alene på grund af barnets køn – ikke mulige i Danmark.

Få fjernet drengen i Malmö

Det er de til gengæld i Sverige, hvor abort er tilladt indtil 18. uge – uanset årsag og statsborgerskab. Danske kvinder kan således tage over Øresundsbroen og få fjernet børn, der har det forkerte køn. Også England har lempeligere abortregler end Danmark. Her er aborter tilladt helt frem til 24. uge.

Debatten om abortturisme blussede senest op i efteråret 2012. Dengang udtalte speciallæge og medlem af Abortrådet Birgit Petersson følgende:

“Den slags sager har været gennemgående igennem mange år efterhånden. Den veluddannede del af befolkningen tager meget let til udlandet for at få lavet de her aborter, fordi det jo er tilgængeligt og let at komme til Sverige, og jeg tror ikke, at det kan stoppes. Det er min opfattelse, at det vil stige, fordi der er en utrolig forkælelse i forhold til, hvordan barnet skal være og hvilket barn, man gerne vil have.”

Siden er diskussionen stort set gået i sig selv, selv om abortturismen fortsætter. Socialdemokrat og daværende EU-politiker Britta Thomsen beskrev i 2014 problematikken således:

“Ikke alle mener, at fænomenet forekommer i Danmark, men flere læger har i enkelte tilfælde haft en forøget mistanke om, at par har fået foretaget en abort i Sverige efter, at den danske screening har påvist fosterets køn.

Abortankenævnet rapporterer også om en håndfuld sager, hvor der er mistanke om, at visheden om fosterets køn er den direkte årsag til ønsket om at få foretaget en abort efter den tilladte abortgrænse.

Selvom omfanget af den dansk/svenske ”abortturisme” er uklar, er der ingen tvivl om, at muligheden findes. Selvom det ligger fjernt fra de skandinaviske kulturelle normer, må vi ikke lukke øjnene for, at fænomenet også kan forekomme i Danmark.”

Men heller ikke Britta Thomsens omtale af abortturismen førte til ændrede regler på området.

Vrede kvinder

Historien om den britiske feminist, der fik fjernet sit barn, fordi det var en dreng, har som nævnt indledningsvis vakt enorm harme, ikke mindst blandt kvinder.

Tænker man tilbage på DR’s noget farvede udlægning af nethad i efteråret 2014 – som stred imod forskning på området ved at anlægge det fokus, at kvinder er særligt udsat for nethad – må man sige, at kvinderne i denne debat ikke lader mændene noget tilbage, hvad angår hårde kommentarer.

Følgende er eksempler er fra to debattråde om den britiske feminist, og alle eksempler er skrevet af kvinder:

  • Hallo dø med dig so.. En lille dreng eller lille pige, op i røven!! Et barn er Guds gave!! *arrigt ansigt*!!!
  • “Tumpe!!! Hvor fanden tror hun en sædcelle kommer fra??!!
  • Håber da aldrig nogensinde at hun kan få børn igen..sådan en møgkælling..:(
  • Hun skulle simpelthen ha så mange flade. Magen til utaknemmeligt menneske skal man fandeme lede længe efter !!
  • Alle skulle have en chance for at leve! Men jeg håber ikke hun får chancen for at blive gravid igen
  • hber da aldrig nogen side un får et barn… møjso
  • hun burde tvangsteriliseres.
  • det eneste monster der er, er nok hende !
  • Hun skulle steriliseres, så det ikke går ud over flere.
  • Dum kælling håber du kommer aldrig til at være mor har selv 4 dreng og er meget stolt af dem
  • Føj hvor jeg væmmes – jeg håber at indgrebet har gjort hende steril for et menneske med sådan en klam indstilling bør aldrig få muligheden for at kalde sig mor… Et barn er en gave uanset køn.. Håber Karma rammer dig… Hårdt
  • Sindssyge og vanvittig er den kælling.
  • Latterlige klamme møgsæk!
  • Dum kælling.
  • Psykiater påkrævet!
  • Syge kælling, hun skulle s…. ha en syngende lussing
  • Syge kælling hun fortjener ikke lykken ved at opleve et barn.
  • Hun er syg i hovedet og burde tvangsteriliseres
  • Hun er ikke andet end en morder, som må og skal stå til regnskab. Hun fortjener ikke at blive forældre!

Enkelte kvinder i trådene forsvarer feministens ret til at få foretaget aborten, men det store flertal har holdninger, som minder om de ovenstående.

Er det ok?

Selv om det er let at lade sig forarge af såvel den britiske feminist som af andre kvinder, der får foretaget abort alene på grund af barnets køn, må man spørge sig selv, hvilken ret man egentlig har til at blande sig i deres bevæggrunde.

Når loven tillader abort uden krav om begrundelse frem til 12. uge i Danmark og 18. uge i Sverige, så må det ene grundlag regnes for lige så godt som det andet. Kvinderne skylder ikke omverdenen en moralsk rigtig årsag til beslutningen; faktisk skylder de slet ikke nogen en forklaring. Når loven tillader, at de kan gøre, som de vil, må man også acceptere, at de gør det. Det er deres krop, deres (og faderens) barn og deres beslutning.

Dermed ikke sagt, at kønsaborter og abortturisme ikke er et problem. Men problemet er de forskelle i landenes lovgivning, der muliggør disse former for aborter. Ikke at kvinder inden for lovens rammer træffer beslutninger, Hr. og Fru Danmark ikke bryder sig om.

Går man ind for fri abort, må man respektere den enkelte kvindes valg – også når det er baseret på værdier, der ligger langt fra ens egne.

Da abort er et meget kontroversielt emne og for at forebygge misforståelser, vil jeg gerne tilføje følgende: Jeg støtter på ingen måde den britiske feminists beslutning (hvis historien om hende er sand) om at få fjernet sit barn, fordi det var en dreng. Jeg støtter heller ikke andre, der alene på grund af barnets køn får foretaget abort. Det er i min verden et helt forkert grundlag at træffe beslutningen på, og jeg kan udmærket forstå de kvinder og mænd, der reagerer meget voldsomt på historierne om kønsaborter og abortturisme. Men det må i sidste ende være op til det enkelte par og ultimativt den enkelte kvinde at foretage valget. Det er deres eller hendes beslutning, ikke din eller min.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview