Lovtekst: Har du været udsat for vold, trusler om vold eller samlivskrise, får du hjælp, hvis du er en kvinde, men ikke hvis du er en mand.
Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold har for nylig udsendt en ny lovbekendtgørelse af serviceloven (bekendtgørelse af lov om social service, LBK nr 150 af 16/02/2015 ). Lovens formål er:
1) at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale
problemer,
2) at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan
have et forebyggende sigte, og
3) at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller særlige sociale problemer.
Nu kunne man tro, at en lov som serviceloven behandlede borgerne ens uanset køn, men det gør den ikke. Det fremgår af lovens § 109 (mine fremhævninger):
§ 109. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold
i boformer til kvinder, som har været udsat for vold,
trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie eller
samlivsforhold. Kvinderne kan være ledsaget af børn,
og de modtager under opholdet omsorg og støtte.
Stk. 2. Optagelse i boformen kan ske anonymt ved egen
henvendelse eller ved henvisning fra offentlige myndigheder.
Stk. 3. Lederen træffer afgørelse om optagelse.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde støtte og vejledning
fra en familierådgiver til kvinder med børn på boformer
efter denne bestemmelse. Rådgivningen gives i forhold
til bolig, økonomi, arbejdsmarked, skole, daginstitutioner,
sundhedsvæsen m.v. og skal understøtte de enkelte dele i
kommunalbestyrelsens øvrige tilbud. Rådgivningen iværksættes,
når forberedelsen til udflytning fra boformen påbegyndes,
og indtil kvinden og børnene er etableret i egen bolig.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde psykologbehandling
til alle børn, som ledsager moderen under dennes
ophold i boformer efter denne bestemmelse. Behandling
skal have et omfang på mindst fire timer og op til ti timer
afhængigt af barnets behov. Behandlingen skal udføres af en
autoriseret psykolog. Pligten til at tilbyde psykologbehandling
gælder uanset opholdets varighed. Tilbuddet skal iværksættes
under selve opholdet eller i umiddelbar forlængelse
heraf.
Det er især § 109’s indledende sætning, der viser, at paragraffen forskelsbehandler på køn: »Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie eller samlivsforhold.« Hvad loven siger er dette:
- Person 1: Mand, har været udsat for vold, trusler om vold eller krise i relation til familie eller samlivsforhold. Kommunalbestyrelsen skal: Ingenting.
- Person 2: Kvinde, har været udsat for vold, trusler om vold eller krise i relation til familie eller samlivsforhold. Kommunalbestyrelsen skal: Tilbyde midlertidigt ophold i boformer til kvinder.
To personer, der har været udsat for nøjagtig det samme, behandles således meget forskelligt – alene på baggrund af hvilket køn de har.
Samme øvelse kan laves med paragraffens styk 4: »Kommunalbestyrelsen skal tilbyde støtte og vejledning fra en familierådgiver til kvinder med børn på boformer efter denne bestemmelse (…) Rådgivningen iværksættes, når forberedelsen til udflytning fra boformen påbegyndes, og indtil kvinden og børnene er etableret i egen bolig.«
- Person 1: Mand med børn. Kommunalbestyrelsen skal: Ingenting.
- Person 2: Kvinde med børn. Kommunalbestyrelsen skal: Tilbyde støtte og vejledning fra en familierådgiver.
Og endelig kan øvelsen gentages med styk 5: »Kommunalbestyrelsen skal tilbyde psykologbehandling til alle børn, som ledsager moderen under dennes ophold i boformer efter denne bestemmelse.«
- Person 1: Barn, der ledsager faderen. Kommunalbestyrelsen skal: Ingenting.
- Person 2: Barn, der ledsager moderen. Kommunalbestyrelsen skal: Tilbyde psykologbehandling.
§ 109 betyder således dels, at det er en fordel at være en kvinde frem for en mand, hvis man har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie eller samlivsforhold, dels at det er en fordel som barn at ledsage sin mor og ikke sin far.
Ministeriet for ligestilling?
Det er påfaldende, at en lovbekendtgørelse fra netop Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold stiller mænd og kvinder så forskelligt i forhold til deres rettigheder, når de har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie eller samlivsforhold. Selv om kvinder formentlig udsættes oftere for vold og trusler om vold i parforhold, altså »i relation til familie eller samlivsforhold«, er problemet ikke forbeholdt kvinder.
Forskning i partnervold har i mange år fokuseret ensidigt på mænds vold mod kvinder, men flere eksperter peger på, at kvinder er lige så voldelige mod deres partnere, som mænd er, og nogle undersøgelser tyder endda på, at kvinder i parforhold er voldeligere end mænd. Ligestillingsministeriets egen rapport Unge og Kærestevold i Danmark, som handler om unge mellem 16 og 24 i parforhold viser dog det modsatte, nemlig at 10% af de unge kvinder i parforhold har været udsat for partnervold, mens det kun gælder 4% af de unge mænd i parforhold.
Uanset fordelingen er der imidlertid ingen tvivl om, at vold og trusler om vold i relation til familie og samlivsforhold også er noget, der rammer mænd. I det lys er det både besynderligt og beklageligt, at Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold i serviceloven tildeler borgere forskellige rettigheder på baggrund af deres køn.
Vold mod mænd i parforhold har længe været et tabu, da manden traditionelt er blevet opfattet som »den stærke« i parforholdet. Det tabu bidrager serviceloven til at fastholde, når den tilbyder hjælp til voldsramte kvinder, men ikke til voldsramte mænd. Manden må således fortsat være “den stærke”, der ikke får hjælp udefra, når han udsættes for vold.
Den klare opfordring herfra er, at Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold ved førstkommende lejlighed ligestiller mænd og kvinder, der har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie eller samlivsforhold. Vold gør ondt uanset køn, og samfundet bør se med samme alvor på vold mod mænd som på vold mod kvinder.