Skandaløst ringe rapport rejser flere spørgsmål, end den besvarer

Rapporten ‘Under indflydelse: Veje ind i ekstreme digitale fællesskaber gennem køn og maskulinitet’ er et ideologisk og uvidenskabeligt makværk.

Hvis de sidder og griner hos de profeministiske organisationer Cybernauterne og DareGender, forstår jeg dem godt.

Organisationerne, hvis repræsentanter betragter sig selv som aktivister, har netop udgivet en rapport om deres politiske modstandere. Og ikke nok med det: Rapporten er finansieret af den danske stat gennem PET.

Tænk at have det sådan. Tænk ikke bare at få mulighed for at nedsable dem, man er uenig med, men oven i købet at få penge for at gøre det. Jo, jeg forstår udmærket, hvis de griner. Ja, jeg forstår ikke, hvis de gør andet.

Rapporten, og det vil man kun kalde den, hvis man er flink, for der er ikke tale om en rapport i nogen videnskabelig forstand, men snarere en dårligt skrevet skriftlig opgave på gymnasieniveau, er 26 sider lang, forside og litteraturliste inkluderet.

Den baserer sig angiveligt på en undersøgelse af 12 millioner kommentarer på YouTube, men undersøgelsen nævnes ingen andre steder end i forbifarten, og hverken dens data eller de beregninger, de måtte have ført til, fremlægges, hverken som tal, figurer eller i teksten. Det nærmeste, man kommer dokumentation, er citater fra fem anonyme personer, som er løftet ud af den sammenhæng, de er indgået i.

Rapporten sætter desuden navn på mange af de farlige mennesker, man kan møde på YouTube. Flere af dem er gamle kendinge, og rapportens forfattere føler sig ikke for fine til at nævne psykologiprofessor Jordan Peterson, der blandt andet har undervist på Harvard, i samme sætning som »nynazisten Richard Spencer« (p. 17). Det hele hænger jo sammen, må vi forstå, så hold dig hellere fra Peterson, hvis du ikke vil ende som nynazist.

Rapportens budskab er, at internettets mørke kroge er farlige for unge mænd, som risikerer at blive suget ind i kvindefjendske fællesskaber. En pointe, som, selv om den er meget forsimplet, givetvis har noget på sig, men hverken er ny eller original. Er man interesseret i digitale fællesskaber og deres tiltrækningskraft for unge mænd, kan man med fordel læse Center for Digital Pædagogiks 48 sider lange rapport ‘Vrede unge mænd: Viden om ekstreme onlinefællesskaber’. Den adskiller sig ikke ideologisk fra Cybernauterne og DareGenders rapport og indeholder derfor de samme begrænsninger i sin forståelse af sit genstandsfelt, men den er grundigere, bedre skrevet og mere velunderbygget.

Problemet ved ‘Under indflydelse: Veje ind i ekstreme digitale fællesskaber gennem køn og maskulinitet’ er således ikke, at den påpeger, at YouTube-algoritmer kan få selv den bedste på afveje, eller at forestillinger om køn undertiden anvendes af ekstreme grupper på jagt efter nye medlemmer. Alt det er kendt stof og forholdsvis ukontroversielt.

Nej, problemet er, at rapporten ikke forholder sig til sit eget udgangspunkt og derfor automatisk betragter det som et problem, at nogen kan finde på at mene, at feminisme ikke er Guds gave til menneskeheden.

På den måde har rapporten et slægtskab med professor i idéhistorie Mikkel Thorups nye bog ‘Antifeminisme – Kvindehad i lighedens tidsalder’, i hvilken den erklærede feminist Thorup ligeledes fuldstændig afholder sig fra at granske sit eget grundlag. Et slægtskab, som underbygges af, at ‘Under indflydelse: Veje ind i ekstreme digitale fællesskaber gennem køn og maskulinitet’ eksplicit nævner Thorup og hans begreb ‘kønschauvinistiske fællesskaber’ i sin indledning (p. 6).

Det er denne blindhed over for eget fundament, som er årsagen til, at ‘Under indflydelse: Veje ind i ekstreme digitale fællesskaber gennem køn og maskulinitet’ uden undtagelse betragter det som et problem, hvis en ung mand tiltrækkes af holdninger, der er kritiske over for feminisme. Rapportens forfattere kan ikke forestille sig, at der kan findes legitim kritik af feminisme, som ikke har rødder i kvindehad eller undertrykkende mandeidealer, men slet og ret i den simple påstand, at feminismens bærende antagelser ikke tåler en nærmere sammenligning med virkeligheden.

Tilgangen er dog naturligvis også ideologisk begrundet. Kan man affeje sin modstander ved at koble ham til overgreb og terrorisme, slipper man for at diskutere med ham på argumenter. Det er et ofte brugt greb, som mange kender under betegnelsen ‘guilt by association’.

Da jeg havde læst rapporten, og det tog ikke lang tid, undersøgte jeg, hvem der stod bag den. Det gør jeg ofte, når jeg læser noget, for det er ikke uinteressant, hvem der finansierer den viden og de synspunkter, den offentlige debat hviler på.

Til min store overraskelse var donoren ingen ringere end Politiets Efterretningstjeneste, PET.

Helt præcist er det Partnerskabet Alliancen, der har finansieret rapporten, men dette partnerskab, som foruden PET består af Nationalt Center For Forebyggelse af Ekstremisme (NCFE), Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), Medierådet for Børn og Unge samt Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Børns Vilkår, Skolelederforeningen og Efterskoleforeningen, ledes og drives af PET.

Det fremgår af PET’s hjemmeside, hvor man kan læse, at »PET driver sekretariatet for partnerskabet og står for den daglige drift, herunder screening af projektansøgninger, indstilling af projektansøgninger til bevillingsstøtte i styregruppen og administration af igangværende projekter.«

Jeg måtte videre ned i kaninhullet og læste formålet for Partnerskabet Alliancen igennem. Det lyder som følger:

»Formålet er at identificere, udvikle og drive initiativer, der forebygger radikalisering ved at styrke borgeres herunder ikke mindst børn og unges modstandsdygtighed over for voldelige ekstremistiske budskaber og fællesskaber samt at bidrage til viden om internettets rolle i forhold til radikalisering og rekruttering.

For at opnå den fælles målsætning har partnerskabet listet tre delformål:

• at styrke borgernes – ikke mindst børn og unges – digitale modstandsdygtighed over for radikalisering og udfordre lukkede ekstremistiske fællesskaber og budskaber på internettet og sociale medier.
• at bidrage til en større viden om internettets dynamikker og faldgruber i forhold til radikalisering og rekruttering til voldelige ekstremistiske fællesskaber.
• at svække voldelige ekstremistiske miljøers appel og tiltrækningskraft gennem medborgerskab og sammenhængskraft ved at støtte borgernes – herunder særligt børn og unges – muligheder for at bidrage til det danske samfund og deltage i åbne demokratiske fællesskaber.«

Jeg læste også kriterierne for støtte igennem. Af dem fremgår det blandt andet af det andet af i alt 10 punkter, at »Ansøgerorganisationen har legitimitet og rækkevidde i forhold til den målgruppe projektet søger at ramme.«

Og hvem er målgruppen? Jeg måtte lede lidt, men den er især unge mellem 10 og 25:

»Målgruppen for disse projekter kan i princippet være alle borgere i Danmark, men projekterne må gerne særligt rette sig mod børn og unge mellem ca. 10-25 år for at skabe modstandsdygtighed over for ekstremistiske fortællinger, og mod unge der kan være i risiko for rekruttering til voldeligt ekstremistiske fællesskaber. Målgruppen kan også være forældre eller relevant frontpersonale, der arbejder med unge.«

Normalt ville jeg på dette tidspunkt kontakte donororganisationen og stille den en række spørgsmål.

I dette tilfælde ville jeg blandt andet have spurgt, hvorfor det efter Partnerskabet Alliancens opfattelse er en god idé at sætte feminister til at skrive en rapport om deres ideologiske modstandere, og i hvilken forstand Partnerskabet Alliancen mener, at Cybernauterne og DareGender lever op til kravet om legitimitet og rækkevidde i forhold til målgruppen. Hvor mange mellem 10 og 25 klikker sig ind og læser rapporten på en uge? Mere end tre?

Men jeg skal være helt ærligt og sige, at det gjorde jeg ikke her. Jeg kan ikke forestille mig, at PET vil lade sig interviewe til en tilfældig hjemmeside – som det her jo trods alt er – og så derfor ingen grund til at spilde båndbredden eller min tid på en forespørgsel.

Det bliver derfor ikke mig, der afdækker, hvorfor PET har betalt to profeministiske organisationer for at skrive en skandaløst ringe rapport om personer og organisationer, de er i politisk konflikt med.

Men jeg har da hermed gjort opmærksom på, at det er sådan, det forholder sig. Hvilket er værd at vide, især hvis man ellers kun kender til rapporten gennem Politikens rosende omtale af den, i hvilken finansieringen ikke nævnes med så meget som ét ord.