Skillevægge i svømmehaller, fitnesscentre og badelandes omklædningsrum vinder frem i hele landet. »Stigende blufærdighed«, siger de ansvarlige. Eller rettere: uansvarlige.
Hvis der er situationer, du ikke bryder dig om at befinde dig i, er der to måder at håndtere det på. Enten kan du arbejde med dig selv, så du lærer at tackle situationerne, eller også kan du undgå at bringe dig selv i dem.
Det sidste er ofte det letteste. Lider du af flyskræk, så lad være med at flyve. Kan du ikke lide gysere, så lad være med at se dem. Det er en simpel og effektiv metode, og forskellige varianter af den anvendes under betegnelsen kognitiv adfærdsterapi til behandling af blandt andet misbrug. Hvis alkoholikeren kan lære at identificere risikosituationer, bliver det lettere for ham eller hende ikke at ’falde i’, fordi bevidstheden om risikosituationerne gør det muligt ikke at havne i dem.
Men hverken kognitiv adfærdsterapi eller almindelige fravalg løser selve problemet. Din flyskræk forsvinder ikke af, at du altid tager toget – noget jeg, som ikke-flyvende mand med adskillige togture til Sydeuropa og London på CV’et, kan sige med afgrundsdyb sikkerhed. Frygten forsvinder ikke af selv nok så mange undvigemanøvrer, og det gør årsagerne til den heller ikke.
Det må og kan man i nogle tilfælde leve med. For misbrugeren er det altafgørende at komme ud af misbruget og holde sig clean, og her kan kognitiv adfærdsterapi være det rette valg – i hvert fald i første omgang – også selv om det ikke løser de mere grundlæggende problemer.
Men undvigelse må ikke blive en standardløsning. Det er nødvendigt at udfordre sig selv, også når det er lidt ubehageligt. Gør man ikke det, udvikler man sig ikke.
Og dermed til sagen.
Svømmehaller, fitnesscentre og badelande i hele landet dropper de fælles baderum og opstiller skillevægge mellem bruserne. Det fortæller Berlingske.
– Vores gæster er blevet mere blufærdige, og det bliver hele tiden sværere at få især unge mennesker til at gå i brusebad, inden de går i svømmehallen, siger en af de ansvarlige, idrætsinspektør i Svømmestadion Danmark i Esbjerg, Henrik Due, til avisen.
– Vi kan ikke vinde over pigernes blufærdighed, og vi tror ikke på, at den vil ændre sig lige foreløbig. Derfor har vi valgt at tage action på blufærdigheden ved at lukke af mellem hver bruser, så vores badegæster kan bade i fred og ro og på egen hånd,« siger en anden, souschef i Slotssøbadet i Kolding, Edvard Køhrsen.
– Vi hører, at det er dejligt ikke at skulle stå til skue, tilføjer han.
Og ja, det er givetvis dejligt ikke at skulle »stå til skue«, hvis man ikke bryder sig om det. Det siger sig selv. Men betyder de unges umiddelbare well-being, at det er en god ide at indføre skillevægge i omklædningsrummene? Næppe.
For det første er det rimeligt at spørge, hvor grænsen skal gå, hvis det, at noget er ubehageligt, skal til at fungere som rettesnor. Hvad med skolernes eksaminer for eksempel? Eksamensangst er jo et udbredt problem.
– Vi hører, at det er dejligt ikke at skulle til eksamen, ville en skoleinspektør givetvis hurtigt kunne berette, hvis man droppede eksaminer.
Men betyder det, at det ville være en god ide at gøre det? Eller er det sådan, at langt de fleste lærer noget af at blive presset en smule? Finder ud af, at det ikke var så farligt alligevel, for eksempel? At de kan mere, end de troede? Opnår større selvsikkerhed?
For det andet gør man de unge en bjørnetjeneste, når man lader dem gemme sig fra hinanden i omklædningsrummene. For hvor skal de så opdage, at de er mere normale, end går rundt og forestiller sig? At de andres kroppe heller ikke er perfekte, og at det er ok ikke at ligne en supermodel?
Det er ikke for meget at sige, at omklædningsrummet og fællesbadet af de grunde har en dannende funktion i forhold til kroppen. Det er høj grad her, man lærer, hvordan mennesker faktisk ser ud uden tøj på.
Det er en viden, som er nødvendig for at forstå andre former for nøgenhed. For eksempel den, man ser i porno, reklamer og film. Her er nøgenheden altid iscenesat, men det er man jo kun netop klar over, fordi man ved, hvordan det uiscenesatte, nøgne menneske ser ud. Gør man ikke det, kan det blive svært at skelne mellem fiktion og virkelighed.
For det tredje tilbyder man de unge den lette løsning på et problem, de ville have større gavn af at lære at tackle.
Som nævnt indledningsvis bør undvigelse ikke være en standardløsning, man tyer til, hver gang man møder noget, man finder ubehageligt. Slet ikke, hvis undvigelsen indebærer en betydelig risiko for at forværre problemet. Og det synes at være tilfældet her.
– Vi kan ikke vinde over pigernes blufærdighed, og vi tror ikke på, at den vil ændre sig lige foreløbig. Derfor har vi valgt at tage action på blufærdigheden ved at lukke af mellem hver bruser, så vores badegæster kan bade i fred og ro og på egen hånd, siger souschef i Slotssøbadet i Kolding, Edvard Køhrsen.
Det hænger ikke sammen. Regner den gode souschef med, at blufærdigheden bliver mindre af, at man gør det muligt at dyrke den? Kan han ikke se, at han bidrager til at gøre problemet større, når han efterkommer pigernes ønske om at gemme sig?
De ansvarlige handler i denne sag uansvarligt. Her tænker jeg primært på de af lederne, som står i spidsen for offentlige anlæg. For selv om problemet er det samme i eksempelvis fitnesscentrene, må man acceptere, at private virksomheder tilbyder kunderne, hvad de efterspørger.
Når man opstiller skillevægge, adskiller man ikke kun kroppe, men også erfaringer. Omklædningsrummet er fra en tidlig alder det eneste sted, hvor vi ser hinanden nøgne i en ikke-seksuel sammenhæng. Det har en værdi, man ikke skal undervurdere. Vi har brug for at kende det nøgne menneske. Mennesket, som det er.