Det ikke er ligegyldigt for den offentlige debat om køn og ligestilling, at de danske medier evner at sondre mellem gætværk og viden.
I søndagens udgave af TV2NEWS-programmet Presselogen udtalte chefredaktør for Jysk Fynske Medier Troels Mylenberg to gange, at vi ved, at der sker tusindvis af voldtægter i Danmark hvert år, som ikke bliver anmeldt.
Det er ikke korrekt.
Man kan med udgangspunkt i den eksisterende viden sige, at vi har grund til at tro, at det forholder sig sådan, men man kan ikke sige, at vi ved det.
Ifølge estimatet i den seneste udgave af den hyppigst citerede rapport om voldtægter i Danmark, Det Kriminalpræventive Råds årlige Offerundersøgelse, finder der årligt 4.200 tvangssamlejer og forsøg på tvangssamlejer sted i Danmark.
Et tal, som kan sammenholdes med, at det årlige antal af voldtægtsanmeldelser i Danmark mange år stabilt har ligget og svinget omkring 500.
Det er et stort spænd.
Men man kan ikke på baggrund af det slutte, at vi ved, at der sker tusindvis af voldtægter i Danmark hvert år, som ikke bliver anmeldt.
Det skyldes tre simple forhold.
For det første er tvangssamlejer og voldtægter ikke det samme, hvorfor tallene ikke kan overføres en til en. Dette forhold understreges i rapporten.
For det andet er estimatet behæftet med stor usikkerhed på grund af rapportens metode, i særdeleshed det meget lave antal af respondenter, 420 personer, estimatet baserer sig på. Også dette forhold understreges i rapporten.
For det tredje, og på en og samme tid mest banalt og mest centralt, er der netop tale om et estimat, altså en vurdering, et skøn, et gæt.
Samlet set er tallet på 4.200 altså en vurdering, som er behæftet med betydelig usikkerhed, og som handler om noget, der ikke er det samme som voldtægt.
Hertil kommer yderligere nuancer, som gør tallet på 4.200 tvangssamlejer og forsøg på tvangssamlejer vanskeligt at forholde sig til i en diskussion om antallet af voldtægter i Danmark.
Værd er det således at notere sig, at næsten halvdelen, 47 procent, af ofrene i rapporten svarer, at de ikke mener, at det, de har været udsat for er ulovligt. 40 procent af dem svarer, at de har været udsat for »en forkert, men ikke kriminel handling«, mens 7 procent af dem svarer »bare noget, der sker« om det, de har været udsat for. Efter kvindernes egen vurdering er det således højst tvivlsomt, om der i næsten halvdelen af tilfældene er tale om voldtægter.
Værd at det også at notere sig, at mere end halvdelen af ofrene i rapporten, 53 procent, har været udsat for forsøg på tvangssamleje, ikke tvangssamleje. Ikke fordi forsøg på tvangssamleje ikke skal regnes for alvorlige overgreb, for det skal de bestemt, men fordi Mylenberg taler om voldtægter, ikke forsøg på voldtægter.
Når det er nødvendigt at understrege, at Troels Mylenberg tager fejl, skyldes det, at det ikke er ligegyldigt for den offentlige debat om køn og ligestilling, at de danske medier evner at sondre mellem formodninger og viden.
Debatten kan i sidste ende påvirke ligestillingspolitikken i Danmark, og derfor bør den føres på et sagligt grundlag. Det har alle medier i Danmark ansvar for at bidrage til, og mediernes redaktører bør sikre, at det sker.
Det gør man ikke ved, som Mylenberg gjorde to gange i Presselogen, at sammenblande gætværk og viden.
Tværtimod gør man det modsatte.
I bedste fald bidrager man til forvirring. I værste fald til mytedannelse.
Troels Mylenberg bør enten korrigere sin udtalelse eller trække den tilbage. Alternativt må det forventes, at Mylenberg fremviser dokumentation for, at udtalelsen er rigtig.
Løsagtig omgang med sandheden, herunder sammenblanding af viden og ikke-viden, risikerer at forhindre, at vi skaber den bedst mulige forebyggelse på voldtægtsområdet.
Den risiko skal vi ikke acceptere.
Derfor skal vi være præcise, når vi diskuterer voldtægt.