Antallet af storke kan godt falde i takt med antallet af fødsler, uden at det gør storke medskyldige i den demografiske udvikling.
Dette indlæg er en udløber af en debat på Altinget, hvor Roger Buch, ph.d. i statskundskab og centerleder ved Danmarks Journalisthøjskole, skrev et indlæg, som jeg svarede på, hvorefter Buch svarede igen. Jeg skrev endnu et svar, men Altinget vurderede, at tre indlæg om den sag var nok, hvorfor det fjerde indlæg i stedet bringes her. De tre første indlæg er, i hvert fald i skrivende stund, at læse på Altinget uden betalingsmur.
1. ‘Kvinderne har allerede tabt EU-valget’
2. ‘Sociolog til Roger Buch: Du har et ensidigt syn på ligestilling’
3. ‘Roger Buch svarer sociolog: Der er ingen facitliste for, hvornår ligestillingen er i mål’
Det er prisværdigt, at forskere og andre eksperter tager sig tid til at svare, når nogen udfordrer deres indlæg i den offentlige debat. Tak til Roger Buch for at ulejlige sig med at gøre det.
Desværre er svaret ikke et, som bringer os ret meget nærmere sagens kerne. I tre trin redegør Buch for sin position, hvilket er fint. Men han springer den afgørende mellemregning over.
Buch indleder med at redegøre for forskellen mellem formel og reel ligestilling. Herefter fastslår han, at ”ligestilling er, når de formelle rettigheder bliver reelle. Det vil sige, når uformel forskelsbehandling og diskrimination ikke længere forhindrer realisering af de formelle rettigheder.” Endelig, som det tredje, hævder han, at det ikke er sket endnu:
”De mange tal og undersøgelser, som viser, at kvinder er underrepræsenterede på elitepositioner i det danske samfund, er indikatorer for, at der stadig sker forskelsbehandling og diskrimination trods den formelle ligestilling,” skriver han.
Vi har altså formel ligestilling, men ikke reel ligestilling, og det får vi først, må vi forstå, når kvinder ikke længere er underrepræsenterede på elitepositioner i det danske samfund.
Buchs logik baserer sig på en implicit antagelse om, at mænd og kvinder vil træffe de samme valg, hvis de præsenteres for de samme muligheder. Det er derfor, forskelle i repræsentation i Buchs øjne er ”indikatorer for, at der stadig sker forskelsbehandling og diskrimination.” Det er Buchs forventning om ens valg, der får ham til at tolke forskelle i udfald som tegn på urent trav.
Man kan ikke udelukke, at Buch har ret. Det er muligt, at mænd og kvinder ønsker præcis det samme i alle livets forhold. At de har de samme drømme og de samme ambitioner. Der er bare ikke meget, der tyder på det. Nærmest uanset hvor man kigger hen, vil man se forskelle i mænd og kvinders smag, interesser, sympatier, præferencer, prioriteter med videre. Og det meste af tiden vil man ikke konkludere, at disse forskelle skyldes forskelsbehandling og diskrimination.
Eksempelvis vil de færreste mene, at forskelle i mænd og kvinders valg af litteratur er udtryk for en forskel i adgangen til bøger. Eller at pigers overtal i sportsgrene som ridning og gymnastik skyldes, at drenge systematisk afvises ved døren på rideskolerne og i idrætshallerne. Det meste af tiden anerkender de fleste af os, at der findes gennemsnitlige kønsforskelle, og at disse forskelle manifesterer sig i de små og store valg, mænd og kvinder løbende træffer.
Så når Buch lægger det modsatte til grund, skylder han en forklaring på hvorfor. Hvad er det ved lige præcis elitepositioner, der gør, at der for dem gælder helt andre logikker, end der gør for snart sagt alt andet? Hvorfor er det, at man på forhånd kan udelukke, at forskelle i resultater inden for dette område kan have noget som helst med forskelle i interesser, præferencer og prioriteter at gøre? De manglende svar på de spørgsmål er Buchs missing link.
Det nærmeste, Buch kommer, er den korrelation, Buch peger på, når han taler om ”de mange tal og undersøgelser” om kvinders repræsentation i eliteposition, der i hans øjne er ”indikatorer for, at der stadig sker forskelsbehandling og diskrimination.” Men som Buch naturligvis ved, er korrelation og kausalitet to forskellige ting. Antallet af storke kan godt falde i takt med antallet af fødsler, uden at det gør storke medskyldige i den demografiske udvikling. Tilsvarende kan kvinders andele være lavere end mænds, uden at det skyldes diskrimination og forskelsbehandling. Man kan ikke sige: ”Der er færre kvinder her, ergo diskrimineres kvinder.” Mener man, at diskrimination finder sted, må man påvise det. En kønsfordeling i sig selv er ikke et bevis.
Til sidst en præcisering. Buch anfører, at jeg ”ofte fremhæver” politikere fra LA. Det er korrekt, at jeg fra tid til anden gør det. Årsagen er, at LA-politikere ofte er ideologisk ”rene” og derfor fungerer godt som eksempler. Det betyder ikke, at de besidder en særlig autoritet eller altid har ret.