SF vil indføre straf for ‘uagtsom voldtægt’ i Danmark. Men det er tvivlsomt, om det vil have en gavnlig effekt.
Ved en høring om voldtægter 3. december på Christiansborg fremsatte SF et forslag om at indføre en paragraf i straffeloven om ‘uagtsom voldtægt’. Det fortæller Kristeligt Dagblad.
Kun tre af ti voldtægtsanklager kommer for en dommer
Forslaget kommer på baggrund af tal fra Det Kriminalpræventive Råd, som viser, at der begås ca. 2.900 voldtægter eller voldtægtsforsøg om året i Danmark. Heraf anmeldes kun hver syvende, og halvdelen af anmeldelserne stopper ved politiet. Samlet set betyder det, at syv ud af ti anklager om voldtægt aldrig kommer for en dommer.
Det vil SF’s retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt ændre på med forslaget om at straffe ‘uagtsom voldtægt’. Hun udtaler:
“Først og fremmest er det en god idé, fordi det ville kunne holde hånden under de værste frifindelser. Man ser i dag, at et rystende lavt antal af voldtægtssager ender med en dom.”
Det er en udtalelse, vi skal vende tilbage til.
Hvad er ‘uagtsom voldtægt’?
‘Uagtsom voldtægt’ skal forstås som tilfælde, hvor gerningsmanden ikke har haft et bevidst ønske om at voldtage, men er ‘kommet til det’, fordi han har misforstået kvindens signaler. Det fortæller advokat Jytte Lindgård til Kristeligt Dagblad:
“For at forstå hvad uagtsom voldtægt er, må man først forstå begrebet forsætlig voldtægt. Og det dækker over, at gerningsmanden går ind til situationen for at voldtage. Man vil voldtage. Normalt i dansk ret straffer man faktisk kun ting, der er forsætlige. Men jeg synes, der er et behov for at kunne blive dømt for uagtsom voldtægt i de tilfælde, hvor gerningsmanden ikke har udvist den rette form for agtpågivenhed i situationen ved ikke at lytte til kvindens signaler, der har sagt nej til samleje.”
‘Uagtsom voldtægt’ dækker altså over misforståelser. Hvis manden ved, at kvinden ikke ønsker at have sex, er der tale om forsætligt voldtægt. Hvis manden ikke ved det, og kvindens signaler ikke får ham til at vide det, er der tale om ‘uagtsom voldtægt’. Hvordan en sådan situation i praksis skulle opstå, fortæller hverken SF eller advokat Jytte Lindgård noget om.
SF uden hoved eller hale
Lad os vende tilbage til Karina Lorentzen Dehnhardts udtalelse. Den var:
“Først og fremmest er det en god idé, fordi det ville kunne holde hånden under de værste frifindelser. Man ser i dag, at et rystende lavt antal af voldtægtssager ender med en dom.”
En række spørgsmål melder sig hurtigt. Mest bekymrende er det, at SF’s retsordfører bruger ordet “voldtægtssager” i stedet for “voldtægtsanmeldelser”. Dermed bryder hun med princippet om, at man er uskyldig til det modsatte er bevist.
Her må man sætte foden ned og sige stop. Den anklagedes ret til at blive betragtet som uskyldig indtil andet er bevist skal ikke tilsidesættes under nogen omstændigheder. Heller ikke selv om den forbrydelse, han anklages for, er modbydelig.
Tilsvarende er det beskæmmende, at SF’s retsordfører bruger et udtryk som ‘de værste frifindelser’. Det giver det indtryk, at nogle frifindelser er bedre end andre. Det er de ikke. Er man frifundet, er man frifundet.
I det hele taget forekommer SF i denne sag at have svært ved at skelne mellem præmis og konklusion. Udgangspunktet fra Det Kriminalpræventive råd er, at kun 30% af voldtægtsanklagerne kommer for en dommer – og at endnu færre fører til dom. På den baggrund konkluderer SF, at for få bliver dømt. Men en anden konklusion kunne være, at for mange bliver anmeldt.
Fakta om voldtægtsanmeldelser
Det Kriminalpræventive Råd skønner som nævnt tidligere, at der sker 2.900 voldtægter eller voldtægtsforsøg om året i Danmark. Af disse anmeldes ca. 400. Ca. 300 af anmeldelserne fører til sigtelse. Ca. 70 af sigtelserne fører til dom.
Ifølge tal fra Justitsministeriet er ca. 7,3% af voldtægtsanklagerne falske. Det svarer til ca. 29 om året. Dette tal dækker over indrømmelser, sigtelser og domme for falsk anmeldelse. Ud af det samlede antal falske anmeldelser fører kun 32% til dom, selv om straffelovens §164 og §165 entydigt forbyder falske anmeldelser og giver mulighed for op til seks års fængselsstraf.
Det bør bemærkes, at Justitsministeriets tal dækker over årene 2000-2002, samt at andre opgørelser peger på, at antallet af falske voldtægtsanklager er betydeligt højere. I de tidligere politikredse Gladsaxe, Frederiksberg og Helsingør vurderede politiet for perioden 2005-2006, at over 20% af anklagerne var decideret falske. Yderligere over 50% af anklagerne angik forhold, der ikke var voldtægt i straffelovens forstand.
De hyppigste årsager til falske voldtægtsanmeldelser er ifølge Justitsministeriets rapport:
- Opmærksomhedsbehov (18%)
- Dække over andet, fx pinlig opførsel eller løgn over for forældre (17%)
- Hævn/vrede (15%)
- Psykisk syg (9%)
- Dække over utroskab/seksuelt forhold (6%)
I 33% er opgivet betegnelserne “andet” og “uklart”, mens 2% af de falske anmeldelser viste sig ikke at være falske.
Politiets vurdering sammenholdt med tallene fra Det Kriminalpræventive Råd
Politiets vurdering i Gladsaxe, Frederiksberg og Helsingør i 2005-2006 viste, at 26% af anmeldelserne drejer sig om voldtægt, idet 20% var falske og 54% ikke handlede om voldtægt i straffelovens forstand.
Voldtægter
Sammenholder man de 26% – andelen af anmeldelserne, politiet vurderer er voldtægter – med det årlige antal anmeldelser for voldtægt på 400 fra Det Kriminalpræventive Råd, kommer man frem til, at 104 burde føre til dom. Det faktiske tal er 70.
Når SF’s Karina Lorentzen Dehnhardt siger: “Man ser i dag, at et rystende lavt antal af voldtægtssager ender med en dom“, har hun dermed ret procentuelt. Ca. 50% flere af voldtægtsanmeldelserne bør føre til dom, hvis der skal være overensstemmelse mellem politiets vurdering af antallet af faktiske voldtægter og antallet af domme for voldtægt.
Gør man problemet op nominelt, handler det om 34 domme ‘for lidt’ om året.
Falske anmeldelser for voldtægt
Laver man tilsvarende øvelse med antallet af falske anmeldelser, kommer man frem til følgende. Der er 80 falske anmeldelser for voldtægt om året ifølge politiets vurdering, og 2% af det samlede antal voldtægtsanmeldelser fører ifølge Justitsministeriet til dom, altså 8.
Skulle man bruge SF’s retsordfører retorik, måtte man på den baggrund konkludere, at det er et rystende lavt antal falske anmeldelser, der fører til dom. For antallet af domme skal stige med over 900%, før der er balance mellem antallet af falske anmeldelser og antallet af domme for falske anmeldelser.
I tal er der her 72 domme ‘for lidt’ om året.
Justitsministeriets tal
Selv hvis man tager udgangspunkt i Justitsministeriets konservative skøn i rapporten for årene 2000-2002, er problemet stort. Kun 8 dømmes om året for falsk anmeldelse af voldtægt, selv om der indgives 29 falske anmeldelser om året. Antallet af domme skal stige med over 250%, før der er balance.
I tal viser det konservative skøn, at der er 21 domme ‘for lidt’ om året.
Hvad siger tallene om SF’s konklusion?
Når SF siger, at der bliver dømt for få for voldtægt, så har de ret. Men om 70 i stedet for 104 året er et “rystende lavt antal”, kan man diskutere. For lavt er det i hvert fald.
Hvad SF ikke forholder sig til er problemet med falske voldtægtsanmeldelser. Forskellene mellem gerning og dom er her betydeligt større, end de er ved voldtægter.
SF’s konklusion – at for få bliver dømt – er rigtig. Men den udelukker ikke den anden konklusion: at for mange bliver anmeldt. Tværtimod tyder tallene på et dobbelt problem: For få voldtægter fører til dom for voldtægt, og for få falske voldtægtsanmeldelser fører til dom for falsk anmeldelse.
På den ene side går nogle gerningsmænd altså fri, som burde dømmes (34 om året), og på den anden side anmeldes andre mænd, som er uskyldige, uden at det fører til dom for falsk anmeldelse (mellem 21 og 72).
Vil straf for ‘uagtsom voldtægt’ hjælpe?
En paragraf om ‘uagtsom voldtægt’ eksisterer allerede i Norge, og SF vil nu have den indskrevet i den danske straffelov. Men vil en sådan paragraf overhovedet gavne?
Lad os starte med at slå fast, at enhver voldtægt naturligvis skal straffes. Derfor er der grund til at se på, hvorfor for få bliver straffet, når tallene viser, at det er tilfældet.
Men lad os samtidig fastslå, at enhver falsk anmeldelse bør straffes. Ikke kun fordi det er i strid med straffeloven at indgive en falsk anmeldelse, men også fordi det kan have voldsomme konsekvenser for dem, der anmeldes for noget, de ikke har gjort. I årene 2000-2002 blev omkring 40 mænd sigtet for voldtægt af politiet på baggrund af falske anmeldelser. De er 40 for mange.
Det må være udgangspunktet. Vil SF’s forslag om at straffe ‘uagtsom voldtægt’ hjælpe i forhold til de to problemer?
Erfaringerne fra Norge
Om de norske erfaringer siger Lorentzen Dehnhardt:
“I Norge har man set, at paragraffen også bevirker, at flere anmelder voldtægtsforbrydelser. Det vil selvfølgelig både føre til flere frifindelser og flere domme (…)”
Hvis det bliver konsekvensen, løser paragraffen hverken problemet med antallet af voldtægtsdomme eller antallet af domme for falsk anmeldelse. Ikke procentuelt i hvert fald. Flere vil blive dømt for voldtægt, men flere vil også blive frifundet. Flere vil blive dømt for falske anmeldelser, men flere vil også indgive dem uden at blive dømt.
Begrebet ‘uagtsom voldtægt’
Samtidig er der hele problemet med formuleringen af ‘uagtsom voldtægt’. Hvis advokat Jytte Lindgårds ord står til troende, så forekommer definitionen at være problematisk. Lad os tage den igen:
“Men jeg synes, der er et behov for at kunne blive dømt for uagtsom voldtægt i de tilfælde, hvor gerningsmanden ikke har udvist den rette form for agtpågivenhed i situationen ved ikke at lytte til kvindens signaler, der har sagt nej til samleje”
For det første er “lytte til kvindens signaler” næppe noget, der skal indskrives i nogen dansk lov. Det skal ikke til at være ulovligt at være mindre god til at tyde kvinders signaler. At formuleringen samtidig er nedværdigende over for kvinder, gør den ikke bedre. Man får uvægerligt det indtryk, at kvinder er forsvarsløse væsner, der ikke evner at gøre sig forståelige i tale og handling, og som derfor alene kan tydes gennem deres “signaler”. Det er ikke bare en respektløs beskrivelse af kvinder, det er også noget sludder.
For det andet er formuleringen “den rette form for agtpågivenhed i situationen” svær at forstå og åben for tolkning. Betyder det, at nogle situationer kalder på mindre agtpågivenhed end andre? Og hvad betyder agtpågivenhed i det hele taget i denne sammenhæng? Og mon ikke de fleste har tankerne et andet sted end i en analyse af den rette form for agtpågivenhed i situationen, når de er sammen med deres kone, kæreste eller date? For husk: Hvis dette skal være sondringen mellem sex og voldtægt, så må overvejelsen nødvendigvis også ske, når der er tale om sex.
For det tredje løser en paragraf om ‘uagtsom voldtægt’ ikke det grundlæggende problem, at en del voldtægtsanmeldelser afvises, fordi bevismaterialet ikke er godt nok. Det strander ved påstand mod påstand. Der er ikke noget i formuleringen af ‘uagtsom voldtægt’, der tyder på, at en sådan paragraf kan afhjælpe problemet med bevismaterialet. Selv om paragraffen udvider definitionen af voldtægt, gør den det ikke lettere at føre bevis for, at det påståede rent faktisk er sket – og sket på den måde, som det påstås.
For det fjerde er der indbygget en interessant finurlighed i formuleringen. For hvis manden anmeldes for ikke at have “udvist den rette form for agtpågivenhed i situationen ved ikke at lytte til kvindens signaler“, kan hans forklaring efterfølgende så overhovedet bruges til noget? Når han ikke i situationen forstod at “lytte til kvindens signaler”, hvordan skal han så kunne forsvare denne manglende evne til at lytte i en retssal? Kun kvinden ved, hvordan kvindens signaler skulle afkodes. Manden gjorde ikke i situationen. Hvordan skal han foran en dommer kunne forsvare sig mod noget, han ikke forstod til at starte med, og som han nu anmeldes for ikke at forstå?
Konklusion
Der straffes for få for voldtægter i Danmark. Samtidig straffes der for få for falske voldtægtsanmeldelser. SF’s forslag om at straffe ‘uagtsom voldtægt’ synes ikke at have positiv indvirkning på hverken det ene eller det andet.
I bedste fald vil SF’s forslag føre til en stigning i antallet af anmeldelser, antallet af domme for voldtægt, antallet af frifindelser for voldtægt, antallet af domme for falske voldtægtsanmeldelser og antallet af falske voldtægtsanmeldelser, der ikke fører til dom. Der vil altså være tale om en ‘gearing’, ikke en løsning.
I værste fald vil forslaget føre til, at der falder dom for voldtægt i sager, der ikke er voldtægter. En mand, hvis kæreste siger “nej, ikke i aften”, men som alligevel lader sig lokke af en hånd på maven, kan dagen efter ringe til politiet og fortælle, at hun havde sagt nej, og at han ikke evnede at “lytte til hendes signaler” og dermed voldtog hende uagtsomt. Det er det problematiske i en paragraf, der reducerer kvindens ansvar til hendes “signaler” og straffer manden for ikke at være god nok til at lytte til dem.
I det hele taget udtrykker forslaget foragt over for kvinders evner til at tænke, tale og handle som selvstændige mennesker. Den nuværende lovgivning rummer til fulde mulighed for at føre dom mod mænd, der modsætter sig en kvindes nej til sex og begår overgreb mod hende. At mene, at der er behov for en ekstra paragraf til de tilfælde, hvor kvinden ikke gennem tale og handling evner at kommunikere, er at fratage kvinden enhver evne til at tage vare på sig selv – og ethvert ansvar for egne handlinger.
Voldtægt er noget forbandet svineri, og idealet må være, at hver eneste voldtægt, der begås, straffes. Tilsvarende må idealet i forhold til falske anmeldelser være, at ingen skal straffes for noget, de ikke har gjort, samt at enhver beviseligt falsk anmeldelse straffes (muligvis med visse undtagelser, fx psykisk syge, som det de facto allerede er tilfældet i dag).
Men man kommer ikke nærmere idealerne med SF’s forslag om ‘uagtsom voldtægt’. Samtidig er der en risiko for, at de kvinder, der bliver udsat for det frygtelige overgreb, en voldtægt er, ikke vil blive behandlet med den omsorg og respekt, de fortjener, fordi forslaget, hvis det gennemføres, risikerer at udvande voldtægtsbegrebet så meget, at voldtægtsofre over en bred kam bliver betragtet som kvinder, der egentlig var ‘med på den’ i går, men som i dag ønsker at fortælle en anden historie til veninder og andre.
Sådan bør intet voldtægtsoffer betragtes. En kvindes nej er et nej og skal respekteres. I går, i dag og i morgen. En voldtægt er et alvorligt overgreb, som skal forbydes og straffes. Det bliver det allerede, og sådan skal det blive ved med at være. Lad nordmændene beholde deres straf for ‘uagtsom voldtægt’, og lad os i stedet se på, hvordan vi bedre sikrer, at de, som begår overgreb, bliver straffet.
Løsningen er ikke at ændre på definitionen af voldtægt, men at se på kravene til bevisførelse. Det er her, problemet ligger.