Kvinders problemer skyldes altid omverdenen. Mænds problemer skyldes aldrig omverdenen. Heller ikke på de videregående uddannelser.
Hvis piger og kvinder klarede sig dårligere end drenge og mænd i skolerne, på gymnasierne og på de videregående uddannelser, ville det blive betragtet som et alvorligt strukturelt problem.
Der ville blive igangsat analyser af adgangskrav, kulturen på institutionerne, tilrettelæggelsen af undervisningen, indholdet af læseplanerne og meget, meget mere.
At forskellen kunne skyldes piger og kvinders kompetencer, valg og interesser ville være udelukket. Årsagen ville skulle findes i en struktur.
Noget, som piger og kvinder ikke kunne drages til ansvar for, ville være galt, og dette noget ville skulle laves om, så piger og kvinder kunne få mulighed for at udfolde deres fulde potentiale.
Anderledes kommer det til at forholde sig i dag, når vi får at vide, at endnu flere unge er blevet optaget på en videregående uddannelse.
At færre unge mænd end unge kvinder er blevet optaget, vil være en biting.
Fokus vil være på, hvilke uddannelser der har oplevet øget tilslutning, hvor de nye studerende skal bo, hvad der skal ske med dem, der fik et afslag, og hvorfor det er godt, at flere er søgt ind på ‘velfærdsuddannelserne’.
Køn vil blive nævnt, bevares, men stort set kun i forbindelse med glæde over, at flere kvinder er søgt ind på STEM-uddannelserne.
Mænds markante undertal vil ikke blive opfattet som en »underrepræsentation«, og der vil ikke blive igangsat undersøgelser, der skal afdække, hvorfor uddannelserne er dårlige til at »inkludere« mænd.
I det omfang mænds sakken agterud bliver omtalt, vil forklaringerne handle om mænds kompetencer, valg og interesser.
Noget, mænd kan drages til ansvar for, vil være galt, og dette noget skal mænd ændre på, så de kan blive lige så gode til at klare sig i uddannelsessystemet som kvinder.
Det er interessant, at det er sådan.
Når kvinder klarer sig dårligere end mænd, er årsagen per definition strukturel. Når mænd klarer sig dårligere end kvinder, er årsagen per definition ikke strukturel.
Kvinders problemer skyldes altid omverdenen. Mænds problemer skyldes aldrig omverdenen.
Som konsekvens kræver man altid, at systemer skal ændres, når kvinder har problemer, men aldrig at systemer skal ændres, når mænd har problemer.
Denne paradoksale opfattelse af kønnene tager fejl i begge retninger.
Kvinder er ikke uskyldige ofre uden ansvar for eget liv. Ikke alle problemer, kvinder har, skyldes strukturer. Mænd er modsat ikke skyld i alle problemer, mænd har. Mænd er også nogle gange ofre for strukturer.
Begge køn er underlagt det samme livsvilkår i den henseende: Vi påvirkes alle både af vores handlinger og vores muligheder for at handle.
Jeg er klar over, at jeg her gentager mig selv. Jeg har allerede for flere år siden skrevet et indlæg om paradokset, som jeg har delt flere gange siden.
Men jeg synes, det er værd at gentage.
Det er et problem, at vi ser så forskelligt på kønnene, at vi på den ene side fratager kvinder enhver autonomi og på den anden side tilskriver mænd et overdrevet ansvar.
Det fører til forkerte analyser på begge sider og dermed til forkerte politikker.
Måske er der andet end »glaslofter«, der forhindrer kvinder i at klare sig i toppen af erhvervslivet? Måske er der ting, kvinder med ambitioner om bestyrelsesposter kan blive bedre til?
Måske er det ikke kun mænd, der skal blive bedre til at gå til lægen? Måske er det også lægen – og med hende resten af sundhedssystemet – der skal blive bedre til at tale med mænd?
Samtidig synes jeg, det er værd at nævne paradokset her på dagen for den årlige fejring af de nye studerende i medierne.
Der burde i dag være fokus på den enorme kønsskævhed og dens årsager og konsekvenser.
Men det kommer der ikke til at være.
Det opfattes ikke som et strukturelt problem, at mænd klarer sig dårligere end kvinder i uddannelsessystemet.
Det er et problem, den enkelte mand selv må ligge og slås med. Det hans skyld, hans ansvar og ham, der skal tage sig sammen. Ikke uddannelsessystemet, der skal blive bedre til at rumme ham.