19. marts, 2024

Aldrig din skyld, altid din skyld

Aldrig_din_skyld_altid_din_skyld

Ideen om, at det aldrig er din skyld, hvis du er kvinde, og altid er din skyld, hvis du er mand, skal vi efterlade på historiens losseplads.

Den 28. april var der demonstrationer mod voldtægt i Odense, Aarhus og København. Demonstrationerne kom efter en omdiskuteret domstolsafgørelse og blev afholdt af en gruppe, der kalder sig #AldrigDinSkyld.

Gruppens navn refererer til det aldeles rimelige synspunkt, at det aldrig er en kvindes skyld, at hun bliver voldtaget. Men navnet er samtidig symptomatisk for en generel opfattelse af kvinders ansvar, som går igen i hele debatten om køn og ligestilling.

Se for eksempel på diskussionen om kvinders lavere repræsentation i ledende stillinger og bestyrelser. Er det kvindernes egen skyld, at kun et fåtal af dem bestrider ledende poster? Nej! Årsagen er, lyder forklaringen, at der eksisterer et ’glasloft’, der forhindrer kvinder i at komme til tops. Mænd i ’old boys network’ vælger mandlige kandidater, der ligner dem selv, og denne ’Rip-Rap-Rup-effekt’ bærer ansvaret for kvindernes manglende succes i toppen af det danske erhvervsliv, mener man. Af samme grund har udtrykket ”Don’t fix the women, fix the system” i årevis været et tiljublet mantra blandt kvindesagsgrupper og andre, der opfatter den ”skæve” kønsfordeling i ledelser og bestyrelser som et problem. Det er systemet, der er noget galt med, ikke kvinderne. Det er aldrig din skyld.

Eller kig på, hvordan både journalister og debattører sprogligt forholder sig til kvinder, og læg især mærke til den udbredte brug af passiv form. Kvinder er nogen, som ”udsættes” eller ”bliver udsat” for noget, ”rammes” eller ”bliver ramt” af noget, ”krænkes” eller ”bliver krænket” af nogen og ”presses” eller ”bliver presset” til noget. Fælles for disse passive former er, at de understreger opfattelsen af kvinden som er offer for andres gerninger og dermed friholder hende for ansvar. Passiv form bruges eksempelvis hyppigt i diskussionen om såkaldt ”gråzoneprostitution”, hvor unge piger ”presses” til at have oralsex med fyre for at få gaver eller komme med til populære fester. Det er for galt, mener mange, men på grund af den sproglige fastsættelse af rollefordelingen mellem den ”krævende” og den ”honorerende” part i udvekslingen overvejer de færreste, at de unge piger jo har en anden mulighed end at sætte sig på knæ, nemlig at gøre, hvad man altid bør gøre, når man stilles over for et dårligt tilbud: at sige nej tak. Et tilsvarende mønster går igen i debatten om ”hævnporno”, hvor unge drenge siges at ”forlange” nøgenbilleder af unge piger. Heller ikke her interesserer ret mange sig for, at pigerne træffer et aktivt valg, når de smider toppen, tager billedet og klikker ”send”. I stedet kan man læse i aviserne, at de unge piger ”presses” til at gøre det. Den unge kvinde har ikke ansvar for, hvad hun gør, fastslår medierne. Det er aldrig din skyld.

Fundamentalt anderledes forholder det sig, når man kaster blikket på den (brøk)del af køns- og ligestillingsdebatten, der handler om mænd.

I maj afholdt Socialdemokraterne en konference om køn og ligestilling i partiets ligestillingsudvalg, hvor syv ud af otte inviterede oplægsholdere var kvinder (og den ottende den feministiske debattør Henrik Marstal). Jeg fandt kønsfordelingen påfaldende. Syv kvinder og én mand, når emnet er køn og ligestilling? Jeg kontaktede derfor udvalgets forkvinde, Margot Torp, og spurgte hende, hvorfor man ikke havde inviteret flere mandlige oplægsholdere til konferencen. Hun svarede, blandt andet, at der ikke er nok mandlige debattører at vælge imellem, og at ”mændene også selv må se at komme på banen”[1]. Et udsagn, som fint afspejler den generelle opfattelse af mænds ansvar i debatten om køn og ligestilling: Det er altid din skyld.

Se for eksempel på diskussionen om mænds sundhedsproblemer. Her er et udbredt synspunkt, også blandt eksperter, at mænd er ”for dårlige til at gå til lægen”. Symptomatisk for denne opfattelse hedder en dansk hjemmeside om sundhed henvendt til mænd slet og ret: tjekdigselvmand.dk. Det er ikke, som i diskussionen om kvinder og ledelse, systemet den er gal med, nej, det er mændene selv. Det er dem, ikke sundhedssystemet, der skal blive bedre til noget. Eller for at sige det på engelsk med reference til ledelsesdebatten: Don’t fix the system, fix the men. Det til trods for, at en af årsagerne til mænds lavere antal lægebesøg ifølge undersøgelser er, at mange mænd ikke bryder sig om den måde, de bliver behandlet på i sundhedssystemet[2]. Mænds sundhed ville blive bedre, hvis man lyttede til mændene, men det gør man ikke. For ansvaret ligger hos den enkelte mand. Det er altid din skyld.

Eller sammenlign den udbredte brug af passiv form om kvinder i medierne med den lige så udbredte brug af aktiv form om mænd. Mænd ”udsætter” nogen for noget, ”krænker” nogen eller ”presser” nogen til noget. Sprogligt er manden den handlende part, og dermed tillægges han ansvaret for det, der sker. Det er ham, der gør noget, og følgelig også ham, der er den skyldige, når noget går galt. Et eksempel på brugen af aktiv form kan findes i diskussionen om drenges markant lavere karakterer i gymnasierne. Søger man på Google, finder man en Information-artikel med titlen: ’Drengene taber til pigerne i gymnasiernes karakterræs’ og en artikel fra TV2, der gør det endnu kortere: ’Drenge taber i gymnasiet’. Havde situationen været den modsatte, ville TV2 med stor sandsynlighed have skrevet, at piger tabes i gymnasiet, men når den tabende part er mandlig, er han selv ude om det. Samlet set fik drengene i gennemsnit næsten en hel karakter, 0,9, lavere end pigerne i de danske gymnasier i 2015, men det må de selv ligge og rode med. Drenge taber. De tabes ikke. Det er altid din skyld.

De to fortællinger om mænd og kvinder er et problem for ligestillingen i Danmark. Ikke mindst fordi de lader til at føre til, at de danske politikere ikke tager mænds problemer lige så alvorligt som kvinders. Og det duer ikke.

Mænd klarer sig markant ”bedre” end kvinder på de fleste af de værste statistikker, og hvis løsningen var den simple, at mænd bare skal ”tage sig sammen” og ”komme ind i kampen”, ville problemerne være løst for længst. Mænd lever kortere liv, er oftere hjemløse og begår oftere selvmord end kvinder. Det er, med al respekt for friblødning, sexistiske reklamer, kønsrepræsentation i ledelser og andre aktuelle emner i ligestillingsdebatten, problemer, der er til at tage at føle på. Men hører vi ofte politikerne tale om dem? Nej.

Dertil kommer, at mænd også rammes af mindre livstruende problemer, for eksempel urbaniseringen. Det er mændene, ikke kvinderne, der efterlades i udkantsområderne med stigende arbejdsløshed og faldende huspriser, når de kvindelige skolekammerater med et smil og løftet ”vi ses snart igen” tager til de større byer for at studere, møder en journalisttype med hipsterskæg og aldrig vender tilbage. Heller ikke mænds ”bløde” ligestillingsproblemer interesserer politikerne sig for.

Endelig er det mænd, der betaler prisen for den manglende ligestilling i dansk lovgivning. Jeg har kontaktet adskillige politikere, herunder ligestillingsministeren, og spurgt, hvorfor den kønsdiskriminerende § 109 i Serviceloven ikke bliver ændret, så de 10.000 mænd, der årligt udsættes for samlivsvold, får ret til den samme hjælp som de 28.000 kvinder, der hvert år gør det. Men svarene udebliver. Mener man, at knytnæven gør mindre ondt, når den rammer en mands hoved? Eller er vi bare tilbage ved, at det nok er mandens egen skyld, at han får tæsk? Det står hen i det uvisse.

Vi har behov for en dobbelt erkendelse i den danske debat om køn og ligestilling.

Dels må vi gøre os klart, at kvinder ligesom mænd har ansvar for de valg, de træffer. Dels må vi gøre os klart, at mænd ligesom kvinder rammes af problemer.

Vi må gøre op mod de ”logikker” og ”teorier”, der fastlåser skyld til mænd og uskyld til kvinder, og vi må sige fra, når nogen forsøger at fastholde, at det er sådan, verden skal forstås.

Samtidig må vi forlange af medierne og politikerne, at de går forrest i kampen for ligestilling af mænd og kvinder, også på dette område. Medierne kan med fordel starte med den sproglige udfordring, mens politikerne bør se på de dele af lovgivningen, de i årtier har forsømt.

Ideen om, at det aldrig er din skyld, hvis du er kvinde, og altid er din skyld, hvis du er mand, skal vi efterlade på historiens losseplads. For dér hører den hjemme.

[1] https://reelligestilling.dk/kylle-pylle-og-rylle-effekten/

[2] http://www.huffingtonpost.com.au/2016/06/14/the-reason-men-don-t-go-to-the-doctor-is-surprisingly-emotional/

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview