And here’s to you, Mrs. Robinson

MeToo har indtil nu handlet meget lidt om kvinders medansvar for skabelsen, udbredelsen og vedligeholdelsen af seksualiserede kulturer. Måske kan Cecilie Beck-sagen ændre på det. Billede: Pixabay.com.

Cecilie Beck-affæren er en gave til MeToo-debatten. Endelig kan vi begynde at tale om, at kvinder kan være andet og mere end ofre.

Med først Cecilie Beck og siden Karen Helene-Hjorths indrømmelser om seksuelle affærer med yngre, uerfarne kolleger er det blevet klart for alle, at de mandlige »blåskjorter« ikke var alene om at skabe en kultur på TV 2, hvor chefer og profilerede medarbejdere som det naturligste i verden betragtede praktikanterne på stationen som spændende retter på et seksuelt tagselvbord.

MeToo-aktivisterne slog ganske vist hurtigt ring om Cecilie Beck og bortforklarede historien med, at der ikke var en krænket part. Men det betyder mindre i den større sammenhæng. Alt for længe har MeToo været en ensidig historie om midaldrende mænds seksuelle krænkelser af yngre kvinder. Det var befriende med lidt afveksling fra skabelonen, også selv om der hurtigt blev lagt låg på.

Det var også nødvendigt. Der er mange kapitler i samtalen mellem kønnene, vi ikke har taget hul på, og det skyldes ikke mindst, at det har taget så lang tid at komme til et punkt, hvor vi kunne tale om, at kvinder kan være andet og mere end ofre. Nu, hvor et par cougars er jaget ud af busken, kan vi måske komme videre i teksten.

Det bliver ikke en behagelig snak. Ét er, at også kvinder udnytter deres position til at have sex med unge praktikanter, der kan føle sig presset til ikke at sige fra, fordi de gerne vil stige i graderne. Den debat er for alle parter til at leve med.

Noget andet er samtalens næste emne, som er langt mere betændt: Hvad skal der ske med de kvinder, der profiterede af kulturen på TV 2? Skal de blive siddende i de stillinger, de uretmæssigt snød sig foran i køen til? Kan man rydde op i kulturen på TV 2 samtidig med, at man bevarer det hierarki, kulturen skabte? Eller bør de kvinder, der brugte kulturen som karrierestige, have samme skub ud i glemslens mørke som de mænd, der hjalp dem op på den?

Ingen af de spørgsmål er blevet stillet eller besvaret. Man har ladet, som om en kultur på magisk vis kan eksistere uden de mennesker, der gør den mulig. Men sådan er det naturligvis ikke. Hvis alle siger nej til at blive forfremmet mod at have sex med chefen, er det umuligt for chefen at forfremme dem, der siger ja.

Indtil nu har vi kun i bisætninger og stikpiller hørt om de kvinder, der tog bestik af situationen og fik det bedste ud af den. Flere, der dengang arbejdede på TV 2, er af den opfattelse, at visse kvindelige medarbejdere benyttede sig af mulighederne for at bytte sex for spændende opgaver, flottere stillingsbetegnelser og højere løn. Men en egentlig afdækning har vi ikke set.

Vi ved derfor ikke, hvor udbredt det var. Vi ved heller ikke, hvor mange af kvinderne der stadig sidder i gode stillinger på TV 2. Eller hvilke stillinger. Hvor tæt på arbejdet med den kulturændring, TV 2 taler så meget om, er de? Skal de kvinder, der udnyttede kulturen til at skabe sig en karriere, nu stå i spidsen for at ændre den? Vi ved det ikke.

Men det bliver vi forhåbentlig klogere på i det nye år. For spørgsmål er der nok af. Hvis krænkere ikke er egnede til at ændre den kultur, de har været med til at skabe, hvorfor skulle krænkeres enablere så være det? Hvis ham, der tilbød forfremmelse for sex, er uegnet, er hende, der sagde ja tak til tilbuddet, vel også? For hun var vel i lige så høj grad bærer af kulturen, som han var?

Jeg ved godt, at MeToo-aktivisterne vil stritte imod. For dem handler MeToo ikke om den anden side af medaljen. Deres fokus er de mandlige chefer, ikke de kvindelige medarbejdere.

Men hvis MeToo skal tages alvorligt af andre end bevægelsens true believers og deres venner i Twitterkøbing, er det afgørende, at den ikke lukker sig om sig og insisterer på at gentage en ensidig historie om mænd som skurke og kvinder som ofre. MeToo-bevægelsen skal turde se på kvinders medansvar for skabelsen, udbredelsen og vedligeholdelsen af seksualiserede kulturer.

Det er ikke sikkert, kvinder har det samme ansvar som mænd. Kvinden, der kalkuleret bruger sin seksualitet til at skabe sig arbejdsmæssige fordele, er ikke skurk på samme måde som manden, der bruger sin chefstilling til at chikanere kvindelige ansatte. Men uskyldig er hun ikke. Hun ved godt, at når hun næste morgen går ud af hotelværelset, har hun snuppet den spændende opgave fra en af sine kolleger. Måske en, der forinden havde sagt nej til præcis det samme tilbud.

Jeg ved også godt, hvordan modstanden vil lyde. Det er slutshaming, vil man sige, overhovedet at tale om, at kvinder har et medansvar for seksualiserede kulturer. Videre vil man tale om privatlivets fred, noget som ellers har absolut bundprioritet i MeToo-land.

Nogle, som Jyllands-Postens chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen, har allerede gjort netop det. »Kender til adskillige »sager«, vi har undersøgt men aldrig bragt i JP. Uanset hvor magtmæssigt skævt og hyklerisk andre har fundet diverse forhold og relationer, må det være kilden selv, der afgør, hvad oplevelsen var. Og selv bestemmer om den relation skal være offentlig,« skrev hun i sidste uge på Twitter.

Ud fra den logik vil historierne om de kvindelige kulturbærere aldrig komme frem. For hvem skal fortælle dem? Hvis præmissen er, at de chefer, som tilbød forfremmelser i bytte for sex, skal sige ja, før historierne om kvinderne kan bringes, kommer vi aldrig til at høre en eneste af dem.

Derfor må mediecheferne tænke sig grundigt om og finde ud af, hvilken rolle de ønsker at spille. Vil man af hensyn til kilder og privatliv forhindre, at vi kan komme videre og få belyst andre sider af sagen? Eller mener man, at sagen er så vigtig, at andre hensyn må vige?

I det hele taget har medierne et troværdighedsproblem. Journalister er sladdertanter, så når nogen ved noget, ved mange noget. Sådan er det også med TV 2. Ganske mange ved ganske meget om, hvad der er foregået. Men man tier for at beskytte sine kolleger (og sig selv). Den branche, hvis opgave det er at afsløre magtmisbrug, dækker over sit eget.

Velinformerede journalister ved godt, hvilke af de fortidens kvindelige kulturbærere der stadig er ansat på TV 2. De ved, hvordan de fik deres job. De ved, hvilke mandlige chefer de byttehandlede med. De ved, hvem de sprang over i køen, da de gjorde det. Men foreløbig mener disse journalister ikke, at det er deres opgave at sætte navne på. Derfor sidder de kvinder, der udnyttede situationen, stadig trygt i deres stillinger. Man holder hånden over dem.

Spørgsmålet er, om det vil fortsætte sådan. Vil tidligere kolleger og andre med viden om situationen blive ved med at tie om, hvem disse kvinder er, hvordan de skabte deres karriere, og hvem de fik deres lukrative job på bekostning af? Eller vil stemningen skifte i retning af ofrene for deres kalkuler? De kolleger, der sagde nej, hvor disse kvinder sagde ja, og derfor ikke fik jobbene?

Det sidste bør også MeToo-aktivisterne overveje. Hvis MeToo-bevægelsen effektivt skal bekæmpe magtmisbrug på arbejdspladser, må den opgradere sin magtforståelse fra den 1.0-version, den indtil nu har opereret med.

Magt findes i mange former. Den 24-årige kvinde, der kan få en 52-årig chef med kone og tre børn til at risikere sit ægteskab og sin karriere for en nat på et hotel, har også magt. Mere end de fleste.

Det er den indsigt, MeToo-bevægelsen i sin næste fase skal forholde sig til: Man behøver ikke være chef for at være den, der bestemmer.

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

2 thoughts on “And here’s to you, Mrs. Robinson

  • 3. januar 2022 kl. 06:24
    Permalink

    Tak for det arbejde i gør!

    Svar
    • 3. januar 2022 kl. 13:44
      Permalink

      Selv tak! 🙂

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *