‘Kimer I, klokker? En mande-julekalender’ er navnet på den 24 afsnit lange podcast, der sendes fra 1. til 24. december.
“Verdens bedste mande-julekalender-podcast.”
Sådan beskriver journalist og forfatter Bo Østlund sin nye podcast, Kimer I, klokker? En mande-julekalender, som har premiere i dag.
Podcasten handler om “stort set alle aspekter af mandens liv – som far, ægtemand, kæreste, elsker, militærmand, mafiaboss, politiker,” og i arbejdet med den har Østlund interviewet mere end 100 mænd og en håndfuld kvinder.
Fra Groes til Stidsen
Kimer I, klokker? En mande-julekalender inddrager stemmer fra alle sider af diskussionen om køn og ligestilling, fra kønsforskere som Christian Groes til debattører som Marianne Stidsen.
Undervejs i de 24 afsnit kan man forvente at møde “hårde mænd, bløde mænd, ensomme mænd, stærke mænd, bange mænd, utrygge mænd, legende mænd, sensuelle mænd, spirituelle mænd, mænd som har ramt bunden og kæmpet sig op igen, mænd i mandefællesskaber – og mange mange flere,” fortæller Østlund.
Hertil kan lægges, at man i afsnittet torsdag den 14. december kan møde mig.
Podcastens første afsnit er udkommet i dag og kan høres herunder, eller hvor du foretrækker at høre dine podcasts.