Er feminister rene engle, der uden vinding lever med omverdenens ‘øretæver’ i kampen for en bedre verden?
I et blogindlæg på Jyllands-Posten med titlen ‘Vi burde takke feministerne’ skriver journalist og højskolelærerinde Angela Brink, at vi skal være glade for feminismen, fordi den udgør den sidste -isme i en tid, hvor ingen rigtig tror på noget mere (når man ser bort fra religiøse grupper).
»Dermed bør alle, der synes, feminister er irriterende, i stedet takke den faktisk slet ikke så hårde og ensartede kerne af primært kvinder, der bliver ved med at påtage sig betegnelsen uden at ryste på hånden«, skriver Brink og fortsætter:
»Hvor mange andre grupperinger i samfundet i dag, stiller i den grad op til øretæver i den offentlige debat? Politikere, jo javel ja – men de har jo typisk i et eller andet omfang et partiapparat i ryggen, der kan hjælpe med trøstende ord og hjælp til at få flikket læserbreve sammen«.
Her kunne det være fristende at informere Brink om, at mange andre grupper ligeledes udsættes for ‘øretæver’ i debatten, og at “den faktisk slet ikke så hårde og ensartede kerne af primært kvinder”, der kalder sig feminister, bestemt ikke er ked af at betjene sig af diverse pressionsmidler i den offentlige debat, herunder tilsvining af politiske modstandere. Men vi må i første omgang videre. For Brink slår et sidste slag med halen, som ikke må overses:
»Feminister er nogen, der uden vinding, mere eller mindre frivilligt påtager sig en betegnelse, der uden varsel – og næsten med samfundets accept – får selv de nydeligste mennesker til at gå i sort i kommentarsporet på blogs og artikler«.
Tak for kaffe. Eller: Sikke noget sludder.
Øretæver?
Angela Brinks påstand om feministernes tilsyneladende næsten SM-agtige forhold til ‘tæsk’ i den offentlige debat kan tåle en vis perspektivering.
For det første er feministerne som nævnt ikke de eneste, der får en solid omgang ‘øretæver’, når de stikker snuden frem i aviser og på blogs. For det andet er feministerne selv mestre i at håne andre i den offentlige debat.
At det er sådan, ved Angela Brink godt. For højskolelærerinden tog selv bladet fra munden ved en feministisk højtidelighed i november sidste år. Her udtalte Brink – til den feministiske forsamlings store fornøjelse – følgende:
»Det undrer mig, at han bliver belønnet med en smuk og højt begavet kvinde. Hvordan kan det være, hun finder sig i det? Jeg vil gerne høre, hvorfor der overhovedet er nogen, der gider knalde Casper Christensen?«.
En solid ‘øretæve’ rettet mod en sagesløs Casper Christensen, der ikke var til stede ved arrangementet.
Et ordsprog siger, at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Tilsvarende skal man næppe brokke sig over andres hån og latterliggørelse, når man opfører sig som Angela Brink.
Uden vinding?
Brinks anden påstand, at kvinder (og enkelte mænd) ved at kalde sig feminister påtager sig alverdens kritik helt uden vinding, bør ligeledes vække undren. Lad os lige tage Brinks ord igen (min fremhævning):
»Feminister er nogen, der uden vinding, mere eller mindre frivilligt påtager sig en betegnelse, der uden varsel – og næsten med samfundets accept – får selv de nydeligste mennesker til at gå i sort i kommentarsporet på blogs og artikler«.
Som jeg tidligere har påpeget, ansætter man i det, man kan kalde ligestillingsindustrien, helst kvinder. En organisation som Danner består 100% af kvinder i både ledelse og medarbejderstab, og selv Kvinfo – der hævder at være for begge køn – har en kraftig kønsmæssig slagside i både ledelse og blandt de ansatte, som det fremgår af følgende figur:
Tilsvarende fordelinger vil kunne iagttages i andre af ligestillingsindustriens organisationer, og man kan med stor rimelighed stille to spørgsmål i forhold til arbejdsmulighederne i ligestillingsindustrien, som begge kan besvares med et nej:
- Har en mand lige så stor chance for at opnå ansættelse som en kvinde?
- Har en ikke-feminist lige så stor chance for at opnå ansættelse som en feminist?
Med andre ord: Feminister har i ligestillingsindustrien et særligt netværk af organisationer, som er forbeholdt feminister, og hvis stillinger udelukkende besættes af feminister. Her er altså tale om en lukket del af arbejdsmarkedet, hvor adgangskravet er, at man bekender sig til feminismen.
Tilsvarende ‘feministjobs’ findes i mindre udstrakt grad i medieverdenen, hvor visse journalistiske stillinger på visse aviser forudsætter medlemskab af den feministiske lobbybevægelse. Hertil kommer en række andre organisationer, som betragter feministisk engagement som et plus i forbindelse med ansættelser.
At kvinder (og nogle mænd) uden vinding skulle kalde sig feminister er den rene tågesnak. Der er en lang række fordele forbundet med at kalde sig feminist, hvilket Angela Brink kan forvisse sig om ved at tale med personer som Karen Dich, der på rekordtid er blevet lederskribent på Politiken, eller Emma Holten, der i øjeblikket er ved at skabe sig en levevej som ‘karrierefeminist’. Brink kan også spørge Henrik Marstal, om han ville have sin plads som fast debattør på Politiken, hvis han ikke var feminist.
Skulle Brink mene, at det modsatte også er tilfældet, altså at der er tilsvarende særlige karrieremuligheder for ikke-feminister, modtager jeg gerne en henvendelse. Jeg tror nemlig også på noget i forhold til ligestilling, og jeg kan sagtens finde tid i kalenderen til mod betaling at skrive om det.