Er det altid forkert at give en kvinde et dask bagi på barer og diskoteker? Jeg forsøger at forstå lidt af en ungdomskultur, jeg af gode grunde ikke er en del af.
»You can reach, but you can’t grab it«, synger Bono i første linje af U2-hittet Discotheque. Et nummer, som ville være særdeles velegnet som underlægningsmusik til ugens store diskussion om ‘numsedaskeri’ på barer og diskoteker. For det er netop, hvad diskussionen handler om: Can or can’t you grab it?
Renna Rose Agger, William Toft og Karin Helweg-Larsen
Debatten blev sparket i gang af den 25-årige journaliststuderende Renna Rose Agger, der på Facebook beskrev en kedelig oplevelse på Cafe Funke, hvor stedets bartender ikke var meget for at hjælpe hende, efter en mand umotiveret havde taget hende på røven og efterfølgende sammen med to venner havde opført sig truende over for hende, da hun bad ham lade være.
I går kom så den 19-årige William Toft på banen og fortalte, at han og hans venner bruger »dask i røven« til at komme i kontakt med piger – og at det normalt virker ret godt. Samtidig kunne man i en anden artikel læse, at kvinder ikke tager skade af »et klap i numsen«. En melding, som kom fra speciallæge og voldsforsker Karin Helweg-Larsen, der argumenterede for, at et klap skal betragtes som et udtryk for interesse, og at kvinder må lade være med at gå i byen, hvis de ikke er i stand til at udtrykke, hvor deres grænser går.
Forvirret
Som en mand, der som minimum må gå under kategorien ‘ikke helt ung længere’ – jeg er 36 – kan det være svært at forstå, hvad det hele handler om. For da jeg var ung, gik vi da ikke og klappede pigerne på røven på barer og diskoteker. I hvert fald ikke, hvis vi ikke kendte dem.
Så hvorfor gør de unge fyre som William og hans venner det nu? Har den nye generation af mænd ingen respekt for kvinder? Eller er der noget, der har ændret sig, og som jeg har misset, fordi jeg sidst var på diskotek, da Will Smith var på toppen?
The Times They Are A-Changin’
Det måtte jeg finde ud af, og jeg kontaktede derfor nogle mennesker i den rette alder, nemlig starten af 20’erne. De kunne bekræfte, hvad jeg havde på fornemmelsen, nemlig at jeg overhovedet ikke er up to date i forhold til, hvad der foregår på diskoteker i dag.
For mens den frækkeste dans på markedet i min diskotekstid var den kropsnære lambada, bliver der i dag gået anderledes direkte til sagen på dansegulvene. Pigerne lokker potentielle dansepartnere til ved at gøre noget, der bedst kan beskrive som at twerke, og det er i den forbindelse helt forventeligt og acceptabelt, at en fyr klapper dem på røven eller danser tæt op ad dem på en måde, der ikke efterlader meget til fantasien. Sådan var det ikke, da farfar var ung! Og heller ikke, da jeg var det.
Diskotekets uskrevne regler
Man kan næsten få det indtryk, at der er helt frit spil for de unge fyre, men sådan er det heller ikke. Faktisk er spillereglerne, hvis jeg skal tro mine informanter, ganske klare. Ryggen, ballerne og maven er steder, fyrene må røre, resten er ikke.
Samtidig er det ikke sådan, at de unge kvinder vil røres ved hele tiden. Der er forskel på, om det sker på dansegulvet eller i barkøen. Men et dask på røven er ikke nødvendigvis forkert. Ja, det kan ligefrem være en skuffelse, hvis indsatsen på dansegulvet ikke kaster et dask af sig.
– Hvis du bare går ud og får en drink på en bar, ville jeg heller ikke synes, det var behageligt, for så er min intention ikke at lokke. Men når jeg danser i en natklub og står og vrikker med røven helt vildt, så føler jeg mig næsten afvist, hvis der ikke er nogen, der giver et klask eller danser op af mig«, fortæller en ung kvinde.
– Men ja, selvfølgelig er der også nogle fyre, der bare ikke forstår et nej. Som går over grænsen, og ikke bare dasker i røven eller danser op af mig. Hvor det bliver ubehageligt, fordi deres hænder prøver at klemme om mine bryster eller ind mellem benene. Så der er en klar grænse mellem bare at danse og give et klask på røven og så til at gramse, uddyber hun.
Om denne klare grænse så er let at efterleve kl. 2 om natten med 10 tequilashots indenbords, er et andet spørgsmål. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det må være svært for de unge mænd at gøre det rigtige i forhold til de seksualiserede omgangsformer på diskotekerne i dag, hvor deres hænder gerne må, ja næsten bør, røre nogle steder, men absolut ikke andre. På den anden side er reglerne nok mere naturlige for dem, end de er for mig, så måske bekymrer jeg mig på deres vegne, fordi jeg selv ville være forvirret.
Et grænseland
Jeg efterlades med det indtryk, at det vil være lige så forkert at kalde Renna snerpet, som det vil være at betegne alle dask bagi for sexisme. Bono og U2 havde ret i 1997, da Discotheque udkom, men i dag er reglerne mere flertydige. You can grab it, men kun under de rigtige omstændigheder.
Det er op til de unge mænd at mestre reglerne, så de ikke går over grænsen. En grænse, som vel at mærke ligger et andet sted, end den gjorde for 15 år siden, da det var os andre, der førte os frem til tonerne af Gettin’ Jiggy wit it.