Er det på tide, at mænd hjælper kvinder i kampen mod mænd? Det mener Sanne Søndergaard, som efterlyser mere empati hos mændene.
I et nyt indlæg på Berlingskes Politiko.dk under titlen Mænd, der ikke hyler som katte skriver Sanne Søndergaard om problemerne med catcalling – mænd, der pifter eller råber efter kvinder på gaden – og kritiserer mænd, der ikke selv catcaller, for ikke at have empati med kvinder og for ikke at tage afstand fra de mænd, der gør.
Søndergaard beskriver problematikken således:
“Men måske skulle du prøve at arbejde lidt på den der empati engang. Prøv at identificere dig et sekund med os uden tissemænd. For hvordan tror du egentlig, det føles, at andre bruger en i deres egen macho selviscenesættelsesleg? Hvordan tror du, det føles at skulle gøres til den samme slags genstand, som den Nihola-ladcykel, du kører rundt på for at vise, at du er en moderne mand?”
Ifølge Søndergaard er problemet, at ellers dejlige mænd, der i andre sammenhænge er socialt intelligente og empatiske, lige præcis i forhold til catcalling mangler evnen til at sætte sig i kvindens sted og forstå, hvor ubehageligt det er at blive udsat for uønsket kontakt i det offentlige rum. De ‘dejlige’ mænds manglende empati gør problemet endnu værre ifølge Søndergaard, da deres manglende forståelse tilføjer yderligere frustration til noget, der er frustrerende i forvejen.
Om de ‘dejlige’ mænds manglende empati skriver Søndergaard følgende:
“Og tror du så, at det føles specielt behageligt hele tiden at få at vide fra dejlige mænd som dig – der ellers gerne viser, at vi to er ligeværdige i denne verden – at jeg bare må acceptere at blive behandlet som en ting. Stoppe med at brokke mig. Nyde opmærksomheden. Smile over at jeg bliver beordret til at smile af en vildt fremmed mand på gaden.”
De ‘dejlige’ mænd er altså ikke så dejlige alligevel, når de forsvarer andre mænds catcalling i stedet for at have empati med kvinderne. Derfor skriver Søndergaard afslutningsvis:
“Hvis du tænker lidt over det, kan du måske se, hvorfor jeg begynder at føle, at du ikke er helt så dejlig en mand alligevel?”
Efterlyser Sanne Søndergaard mandlige beskyttere?
Det er ikke så svært at forstå, hvad Søndergaard mener, men det er mindre let at gennemskue, hvordan hun forestiller sig situationen ændret.
Uanset om de ‘dejlige’ mænd holder op med at forklare kvinder, hvorfor nogle mænd opfører sig dumt – hvad i Søndergaards optik er et udtryk for manglende empati – ændrer det jo ikke på, hvordan de ikke-dejlige mænd opfører sig. De vil fortsat komme med tilråb og pifte efter kvinder på gaden.
Catcalling er et problem, kvinder ikke kan løse alene – for ellers måtte man formode, at problemet allerede var løst. Spørgsmål er derfor, om kvinder har brug for mandlige beskyttere i kampen mod catcalling? Det er der en del, der tyder på.
Søndergaard skriver ikke direkte, at de ‘dejlige’ mænd skal komme hende og andre kvinder til undsætning, næste gang de udsættes for catcalling. Men hun opfordrer de ‘dejlige’ mænd til at holde op med at se catcalling som et udtryk for komplimenter og til at stoppe med at fortælle kvinder, at de skal nyde opmærksomheden fra andre mænd i det offentlige rum.
Det naturlige næste skridt må vel være, at de omskolede og nu for alvor dejlige mænd deltager aktivt i kampen mod catcalling? Som en slags hvide riddere på gader og stræder, der bekæmper kvindeundertrykkende tilråb og andre uønskede tilkendegivelser fra knap så dejlige mænd, der fejlagtigt tror, at det er ok at udtrykke begejstring og interesse over for vildt fremmede kvinder. De meget dejlige mænd må blive kvindernes beskyttere, hvis problemet med catcalling skal løses.
Eller hvad? For hvis det ikke er det, Søndergaard efterlyser, hvad er det så? At catcalling skal italesættes anderledes i akademikerhjemmet over Weekendavisen og den økologiske urtete? At den i forvejen cykelhjelmsbærende, sine børn til og fra institution på tung cykel kørende, til fødselsforberedelse gående, sit liv efter sin kones kalender planlæggende, altid økologisk handlende, venstrefløjsstemmende og evigt politisk korrekt udtalende mand skal fjerne den sidste kontakt med sin indre urmand, som i forvejen kun består i at iagttage den hos andre mænd? Undskyld, men hvad fanden skulle det hjælpe?
Hvis Søndergaard vil problemet med catcalling til livs, så skal hun have fat i dem, der catcaller. Det får hun ikke ved at skrive blogindlæg om catcalling på Politiko, hvor hovedparten af læserne aldrig har piftet ad nogen – ja aldrig har piftet så meget som en cykel.
I stedet må Søndergaard opsøge catcallerne og konfrontere dem med problemet. Gør hun det, kan hun regne med bred opbakning – også fra de ‘dejlige’ mænd. Det er nemlig en hel del mere meningsfuldt for de fleste at støtte andres kamp, når disse andre ikke til at starte med udråber én som en del af problemet.