Fænomener bliver ikke mulige at erkende, fordi vi er »nødt til« at erkende dem. Erkendes kan kun det, der eksisterer. Det gælder også eventuel ulige vurdering af mænd og kvinder på universiteterne.
I disse tider, hvor man i medierne diskuterer kildeangivelser i ph.d.-afhandlinger, må det være muligt også i andre sammenhænge at rejse mere højpandede diskussioner.
En sådan er diskussionen om, hvad erkendelse er, og hvor grænserne for erkendelse går. Det er en nødvendig diskussion at tage, idet der åbenbart, i hvert fald på Politiken, hersker tvivl om begrebets betydning.
I en artikel om nye kønspolitiske tiltag på universiteterne, som har til formål at ændre kønsfordelingen blandt professorer, skriver Politikens journalister flere steder om erkendelse:
»Selv den mest dedikerede videnskabsmand er ikke altid objektiv i sin vurdering. Den erkendelse vinder frem på landets universiteter, der i stigende grad arbejder med køn og opfattelser af køn, når nye medarbejdere skal ansættes«.
»Alt sammen [de nye tiltag] i erkendelse af, at mænd og kvinder i udgangspunktet ikke bliver vurderet lige«.
I artiklen citerer journalisterne prodekan for uddannelse på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, Grete Bertelsen, som blandt andet siger:
»Vi arbejder med kønsbias, for vi er nødt til at erkende, at vi ser forskelligt på mænd og kvinder, uden at vi er bevidste om det«.
Journalisternes ide om erkendelse flugter således med prodekanens. Men det bliver den ikke mere rigtig af, og det friholder ikke journalisterne fra at reflektere over det, de skriver.
Problemet har to led.
Ingen har på noget tidspunkt kunnet dokumentere, at der sker nogen form for kønsdiskrimination i forbindelse med rekruttering på universiteterne. Der er rige klagemuligheder for personer, der mener at være blevet diskrimineret i forbindelse med jobsøgning, og ikke en eneste kvinde (eller mand) har – mig bekendt (ret mig endelig, hvis jeg tager fejl) – klaget over at være blevet udsat for kønsdiskrimination.
Heraf følger, at der ingen som helst rimelig grund er til at antage, at »mænd og kvinder i udgangspunktet ikke bliver vurderet lige«, som Politiken skriver. Heraf følger også, og det er det interessante i forhold til diskussionen om erkendelse, at tiltagene ikke kan ske i en erkendelse af dét. Hvorfor? Fordi erkendelse kræver et objekt. Ingen kan erkende noget, der ikke eksisterer.
Når Politikens journalister skriver: »Selv den mest dedikerede videnskabsmand er ikke altid objektiv i sin vurdering. Den erkendelse vinder frem på landets universiteter (…)«, begår de en fejl. Her kan ikke være tale om erkendelse. Her kan være tale om en formodning eller en holdning, men ikke en erkendelse.
Samme fejl gentager sig her: »Alt sammen [de nye tiltag] i erkendelse af, at mænd og kvinder i udgangspunktet ikke bliver vurderet lige«. Igen hævder Politikens journalister, at erkendelse eksisterer, hvor erkendelse er umulig.
Nu vil du måske sige, at det var da godt nok en nørdet omgang bagateller at diske op med en søndag formiddag. Det er det måske også, men selve problemet er ikke bagatelagtigt.
Politiken har et ansvar over for sine læsere i forhold til at sondre mellem viden og holdninger. For at leve op til det, må Politiken og avisens journalister beherske et minimum af videnskabsteoretisk indsigt, herunder i den konkrete sammenhæng evnen til at forholde sig til erkendelsens begrænsninger.
Det ansvar svigter Politiken og journalisterne i artiklen, og det har to konsekvenser. Dels kommer prodekanens formodning om ulige vurdering af mænd og kvinder – det, hun hævder, vi er nødt til at erkende – til at fremstå som en sandhed. Dels kommer artiklen til at mangle en række vigtige spørgsmål til prodekanen om netop det paradoks. Hvordan kan prodekanen mene, at vi er nødt til at erkende noget, prodekanen ikke kan dokumentere eksisterer? Mener prodekanen virkelig, at det er menneskeligt muligt at erkende ikke-eksisterende fænomener? Hvis det er tilfældet, er her jo basis for en meget interessant artikel med implikationer, der rækker langt ud over den konkrete diskussion om kønspolitiske tiltag på universiteterne.
På det universitet, jeg læste på, og som for øvrigt er det samme, nemlig Københavns, stod diskussionen om viden, sandhed og erkendelsens begrænsninger meget klart i den videnskabsteoretiske undervisning. Det gjorde det, fordi det er af afgørende betydning for enhver analyse.
Ikke hvad vi ved, men hvad vi overhovedet kan få adgang til at vide, er et centralt spørgsmål for al forskning. Det bør det også være for al journalistik. Erkendelse forudsætter et objekt. Det, der ikke eksisterer, kan vi forestille os. Men erkende det kan vi ikke. Vi kan spekulere, gætte og tro, men ikke vide.
Prodekan Grete Bertelsen og andre med hende kan ikke erkende en ulige vurdering, som ikke finder sted. Det kan Politikens journalister heller ikke. Den ulige kønsfordeling blandt universiteternes professorer kan give anledning til at formode – bemærk det, formode – at en ulige vurdering finder sted, og herpå kan bygges en tese, som på forskellige måder kan efterprøves empirisk. Det er sådan, videnskaben arbejder, og det er sådan, journalister bør arbejde.
Enhver erkendelse tage sit udgangspunkt i dokumentationen af fænomeners eksistens. Intet bliver muligt at erkende, blot fordi vi føler, vi er »nødt til« at erkende det. Erkendes kan kun det, der eksisterer; eksistens er forudsætningen for erkendelse.