Kønsdebat: Feminist vil afskaffe ord som ‘formand’ og ‘kogekone’. Kønnet skal ud af sproget.
Opdateret 25/1-2016.
Forkvinde i foreningen Selskab for Ligestilling Ulrik Frost skriver i nyt debatindlæg på altfordamerne.dk, at vejen til frihed, tolerance og ligestilling går gennem sproget. Udtryk som ‘gadedrengehop’, ‘formand’ og ‘kogekone’ skal erstattes af ‘gadehop’, ‘forperson’ og ‘kogeperson’.
Sproget er med til at bestemme vores virkelighed
Frost baserer sin holdning på det argument, at sproget begrænser vores handlefrihed:
I sproget ligger en særlig magt, der er med til at bestemme vores virkelighed. Det er sproget, der er med til at afgøre, hvad mænd må, og hvad kvinder må. Eller især ikke må.
Ulrik Frost, der i dag er 24 og socialvidenskabsstuderende på RUC, oplevede allerede i sin barndom, hvordan sproget hang sammen med de traditionelle kønsroller. Om det fortæller han:
Jeg forsøgte ihærdigt at finde interesse for fodbold og de vilde “drengelege”, selvom jeg var i mit es, når jeg tegnede med pigerne og klædte mig ud i kjoler. De andres drillerier fik mig til at tro, at der måtte være noget galt med mig, når de kaldte mig for “tøse-Ulrik”. Indtil det slog mig, at det måske var samfundet, den var gal med.
Ifølge Frost er sproglige drenge- og pigeudtryk som ‘en rigtig dreng’, ‘en vildbasse’ og ‘dygtige prinsesser’ med til at skabe et social køn gennem opdragelsen, som er løsrevet fra vores biologiske køn. Sproget skaber egenhændigt vores virkelighed gennem de ord, vi bruger om kønnene. Han forklarer:
De kønsroller, vi forventer, mænd og kvinder indtager, er begrænsende for vores frihed til selv at bestemme over vores egne værdier. Vi putter mænd og kvinder i jernhårde båse og tillægger dem værdier alene på baggrund af køn. Hvis vi ønsker ligestillingen, må vi åbne op for, at mennesker frit kan afgøre, hvilke værdier, der er vigtige for lige netop dem – uanset deres køn.
For forkvinden handler sprogkampen om frihed, tolerance og ligestilling:
Frihed og tolerance er nøglen til det gode samfund. Frihed til at vælge, hvem vi vil være, og tolerance, der giver andre den samme frihed til at vælge. Men det er et problem, at samfundets snævre kønsnormer begrænser vores udfoldelse. Derfor må vi ruske op i den traditionelle kønsforståelse og nuancere vores sprog. Vi kan starte med at udskifte de kønnede betegnelser som gadedrengehop, formand og kogekoge med gadehop, forperson og kogeperson.
Idealet er for Frost, at det enkelte menneske kan være, som det vil, uden at blive udsat for mobning og anden irettesættende adfærd fra andre mennesker:
Et frit og lige samfund er et, hvor mænd kan gå i kjole, sy og tegne, mens kvinder kan være vilde, spille fodbold og klatre i træer uden at blive set skævt til.
Ulrik Frosts debatindlæg kan læses i sin fulde længde på ALT for damernes hjemmeside.
Er sproget et ligestillingsproblem?
Ulrik Frost er ikke den første feminist, der påpeger, at sproget er fuldt af kønnede ord og begreber. Han er heller ikke den første, der hævder, at der er en sammenhæng mellem sprog og virkelighed. Begge dele er set før, såvel i feministiske teorier som i filosofien samt sprog- og socialvidenskaberne.
Når de andre børn i Ulriks barndom kaldte ham for ‘tøse-Ulrik’, så var det ganske sikkert ment nedsættende; ‘tøse’ blev brugt på linje med ‘fede’ eller ‘klamme’ og andre ord, børn sætter foran et navn, når de mobber hinanden. Vi husker alle en ‘Fede-Dorith’ fra vores skoletid.
Men hvor ‘fede’ og ‘klamme’ er kønsneutrale, kan ‘tøse’-forstavelsen kun bruges nedsættende om en dreng. Ingen har hørt en pige blive kaldt ‘Tøse-Louise’. De nedsættende forstavelser henviser til det, en person burde være: Ikke klam (alle), ikke fed (alle), ikke tøset (drenge). Ulrik Frost har derfor ret i, at sproget har en ned- og irettesættende funktion, som refererer til den gængse opfattelse af det normale, og at sproget på den måde kan opleves som begrænsende for dem, der afviger fra normalen.
Spørgsmålet er imidlertid, om disse indbyggede sproglige normalitetssanktioner er et ligestillingsproblem. Da Ulrik Frost som barn erfarede, at sproget ikke passede til hans virkelighed, gjorde det ham klogere på verden, men fik ham ikke til at ændre adfærd. Efter eget udsagn tegnede han med pigerne og klædte sig ud i kjoler. Og i dag er han forkvinde i Selskab for Ligestilling. Sproget har altså ikke forhindret Ulrik Frost i at blive den version af sig selv, han ønskede at blive. Ja, man kunne måske endda hævde, at det har været med til at hjælpe ham derhen.
Samtidig må man skelne mellem sprogets ned- og irettesættende funktioner som i tilfældet ‘tøsedreng’ og sprogets historiebeskrivende funktioner som i tilfældet ‘gadedrengehop’. Gadedrengehop refererer til ordet gadedreng, som kan spores tilbage til det 1800 århundrede, hvor det blev brug om uvorne drenge, der strejfede om på gaderne og lavede gale streger. Sproget er også historiefortælling. Og hvis ‘gadedrengehop’ laves om til ‘gadepersonshop’ eller ‘gadehop’ tages historien ud af sproget. Det mister sin oprindelse og bliver mere en kold matematisk formel end en levende historiefortælling under stadig udvikling.
Sproget forhindrer ingenting
Det springende punkt i Ulrik Frosts argumentation er, at sproget fastholder de gængse kønsroller, fordi sproget fortæller os, hvad der er rigtigt og forkert for piger og drenge, kvinder og mænd. Modargumentet er, at der er masser af eksempler på, at kvinder og mænd kan bryde ud af de »jernhårde båse«, vi ifølge Frost gennem sproget putter hinanden i.
Det forhindrer ikke Pia Olsen Dyhr i at være leder af SF, at hendes titel er formand og ikke forkvinde. Det påvirker hverken hendes autoritet eller hendes muligheder for at opnå resultater. Og vil nogen tro, at en anden Pia med efternavnet Kjærsgaard skulle få problemer med at skabe ro og orden, hvis hun bliver Folketingets formand, fordi det ikke hedder Folketingets forkvinde?
Tilsvarende forhindrer sproget ikke drenge i at gå med kjole. Sproget vil gennem omverdenens reaktioner fortælle dem, at det ikke er normalt for drenge at gå med kjole, men det er ikke det samme. At noget ikke er normalt, betyder ikke, at det er ulovligt eller umuligt. Det betyder slet og ret, at det ikke er noget, de fleste gør. Hvordan man forholder sig til den viden, er op til én selv.
A new normal: Fra ‘tøsedreng’ til ‘drengedreng’
Her er Ulrik Frost formentlig uenig. For hans projekt handler i sidste ende ikke om sproget, men at bruge sproget til at flytte grænserne for det normale; om at omdefinere sproget på en måde, så det, der i dag opfattes som afvigende, bliver ligestillet med det, der i dag opfattes som normalt. Det er det, der er hans »vej til frihed, tolerance og ligestilling«.
Men der vil altid være afvigere. Frosts projekt ville, hvis det blev gennemført og virkede, gøre nogle typer adfærd mere normale, men andre mere unormale. Det fører ikke til tolerance og ligestilling, men blot til a new normal, hvor træklatrende, korthårede drenge i cowboybukser er afvigerne, mens kjoleklædte drenge med fletninger og perleplader er de normale.
Til den tid vil ingen længere sige ‘tøsedreng’. Men ned- og irettesættende sprogbrug vil ikke forsvinde, blot ændre sig. Måske bliver ‘drengedreng’ det nye ‘tøsedreng’?
En kønsløs verden
Frost og mange andre feminister forveksler – bevidst eller ubevidst – deres egne idealer med alles idealer; at den verden, de ønsker at leve i, også er den verden, alle andre ønsker at leve i. Men det er ikke tilfældet. De fleste mennesker er grundlæggende glade for, at der er forskel på drenge og piger og på mænd og kvinder. En ukønnet verden er en feministisk drøm, ikke et folkekrav.
Til sidst må man spørge, hvad der egentlig er så galt med at være anderledes? Det at skille sig ud fra mængden er ikke kun negativt, men rummer også frigørende, identitetsskabende og sociale potentialer. Det er netop eksistensen af det normale, der gør det muligt at eksperimentere med det unormale. I en grå verden, hvor alt er det samme, er det ikke muligt. Og det ville, ærlig talt, være en kedeligere og fattigere verden.