Københavns Universitet har fremlagt en ny handlingsplan, der skal øge antallet af kvindelige ansatte.
En ny handlingsplan skal sikre, at flere kvinder bliver adjunkter, lektorer og professorer på Københavns Universitet. Det fortæller Information. Kun hver femte professor er i dag en kvinde.
Antallet af kvinder skal blandt andet hæves ved at kræve, at der skal være mindst én ansøger af hvert køn til alle stillinger, før de kan besættes. Hvis der fx er 20 højtkvalificerede, mandlige ansøgere, men ingen kvindelige, må stillingen ikke besættes, før en kvindelig kandidat er fundet.
Det skal blandt andet ske ved at indføre såkaldte “søgekomiteer”, der skal lede efter potentielle kvindelige kandidater i både ind- og udland, fortæller rektor Ralf Henningsen til avisen. Den nye handlingsplan er trådt i kraft og vil blive evalueret om tre år.
En kønnet medarbejderpolitik
Ifølge rektoren på Københavns Universitet er handlingsplanen ikke et udtryk for kønsdiskrimination:
“Vi mister talent, hvis vi har så få kvinder. Det handler ikke om at gøre det lettere for kvinder at blive ansat, men om at sikre, at de dygtige kvinder, der er, får en oplysning om, at der er en stilling, de kan søge”, siger han til Information.
Det er en medarbejderpolitik, der strider imod den behandling, mandlige ansatte på universitetet oplever. Flere kan berette, at de først sent i forløbet har opdaget, at stillinger har været slået op, på trods af at stillingerne har været inden for deres fagområde, og at de ved henvendelse til ledelsen har fået at vide, at de ikke er blevet kontaktet, fordi man ønskede at stillingen skulle gå til en kvinde. En mandlig lektor fortalte i 2011 følgende:
“Jeg kontakter så ledelsen lidt undrende over, at jeg ikke havde hørt noget, om hvad det opslag handlede om, og yderst trykkede fortalte de, at stillingen var øremærket til en kvinde, så instituttet kunne få udløst en ‘professor bonus’ fra dekanatet” (2013: Hans Bonde, Fordi du fortjener det, p. 128).
Der er altså stor forskel på, hvordan du bliver behandlet af ledelsen på Københavns Universitet. Er du kvinde, igangsætter ledelsen store initiativer for at fremme dine karrieremuligheder; er du mand, ser ledelsen gerne, at du træder et skridt tilbage, tilsidesætter dine egne ambitioner og lader kvinderne komme til.
Kønsdiskrimination
At man behandler medarbejderne forskelligt, alt efter hvilket køn de har, er der et ord for, og det ord er kønsdiskrimination. Rektor Ralf Henningsen taler udenom, når han siger, at det ikke “handler om at gøre det lettere for kvinder at blive ansat”. For hvorfor så oprette søgekomiteer, der skal lede efter kvindelige ansøgere til stillinger, der uden problemer kan besættes med kvalificeret, mandlige arbejdskraft?
Man må spørge sig selv, hvad pokker der foregår. Ville rektor Ralf Henningsen og den øvrige ledelse også forsvare en plan, der kundgjorde, at der altid skal være mindst én hvid ansøger til en stilling, uanset hvor mange kvalificerede ansøgere med anden hudfarve end hvid, der var til stillingen?
Det må man gå ud fra. For vilkåret er det samme: Hudfarve er lige så lidt som køn noget, man selv vælger.
Man famler i blinde
Rektor Ralf Henningsen fremstår som en leder, der hellere vil gøre noget, bare et eller andet, end ikke at gøre noget. Formålet, fornemmer man, helliger midlet. Rektoren siger:
“Men hvis du ikke prøver noget, sker der ikke noget”.
Det kan man ikke være uenig med rektoren i. Man kan til gengæld sætte spørgsmålstegn ved, om det er universitetets opgave at blande sig i forskernes karrierevalg i en grad, så mandlige forskere nu får endnu sværere ved at opnå de stillinger, de er kvalificerede til.
Fra et ikke-ideologisk ståsted kunne man med rette hævde, at universitetets opgave alene er at sikre, at mænd og kvinder har de samme muligheder og rettigheder i forhold til at søge stillingerne, og at universitetet agerer respektløst over for såvel kvinder som mænd, når det påtager sig rollen som dommer over, hvilke ansøgere der er mest ønskværdige ud fra noget som helst andet kriterium end deres faglige kompetencer.
For det er klart, at respekten for kvindelige adjunkter, lektorer og professorer på Københavns Universitet i fremtiden vil blive mindre. Det er den direkte konsekvens af, at universitetet fraviger at ansætte ud fra faglige kvalifikationer. Det er samtidig klart, at en del af de dygtige mandlige forskere vil søge andre steder hen; steder, hvor de bliver anerkendt for deres evner i stedet for at blive frasorteret på grund af deres køn.
Pinligt
Det er ikke nogen nyhed, at kønsdiskriminationen står stærkt på de danske universiteter. Tidligere har man forsøgt sig med bonusordninger til institutter, der valgte kvindelige ansøgere til stillinger (altså økonomisk belønning for diskrimination på køn: 0 kroner for at ansætte end mandlige ansøger, mellem 200.000 kroner og 400.000 kroner i bonus for at ansætte en kvindelig ansøger). Men det bliver den nye handlingsplan ikke mindre pinlig af.
Og pinlig, det er den. Handlingsplanen er et eksempel på, hvor galt det kan gå, når ideologien helt frakobles fornuften. At man i ramme alvor vil oprette søgekomiteer for at finde ansøgere med et specifikt køn, er en total tilsidesættelse af de værdier, universitetet burde varetage; at det ikke handler om, hvem du er, men hvor dygtig du er.
Hertil kommer det åbenlyst absurde i, at denne fremgangsmåde opstår netop på et universitet, idet man her burde kende til de mest basale regler og logikker, ikke bare hvad angår etik (at fravær af diskrimination er godt), men også hvad angår produktivitet og kvalitet. En fravigelse fra at ansætte de dygtigste medarbejdere vil naturligvis have en omkostning på produktiviteten og kvaliteten af det arbejde, der udføres. Det gælder lige så meget på Københavns Universitet, som det gælder ude i ‘den virkelige verden’.
Et tilbageslag for ligestillingen på Københavns Universitet
Den nye handlingsplan er et tilbageslag for ligestillingen på Københavns Universitet. At fremme det ene køns muligheder på bekostning af det andet er og bliver uforeneligt med noget meningsfuldt ideal om ligestilling.
Man har lov til at forvente en mere voksen ligestillingsopfattelse fra en institution som Københavns Universitet. Der følger et ansvar med, når man er en af landets bedste og mest anerkendte uddannelsesinstitutioner. Det ansvar har Københavns Universitet svigtet med sin nye handlingsplan, der mere ligner noget, der er blevet til i klassens time, end en professionel og akademisk velbegrundet stillingtagen.
Københavns Universitet har fostret tænkere og videnskabsmænd som Niels Bohr, Søren Kierkegaard og H.C. Ørsted. Noget tyder på, at fremtidens mest lysende hoveder må søge deres udvikling andetsteds. I hvert fald hvis de har det forkerte køn.