Feminismekritikken har fået sit eget parti

Feministiske demonstranter. Billede: Pixabay.

Liberal Alliance har den mest feminismekritiske gruppe i Folketinget. Det bør partiet gøre brug af i sin kamp for at genvinde vælgernes tillid.

Efter det netop overståede folketingsvalg og den heraf afledte udskiftning af ledelsen står det klart, at feminismekritikken har fået sit eget parti i form af Liberal Alliance.

Partiets nye leder, Alex Vanopslagh, har tidligere udtalt kritik af den ekstreme feminisme, blandt andet ved at sammenligne den med ekstrem islamisme, og mandag aften fastholdt han dette synspunkt, da han blev konfronteret med sine udtalelser i et interview i Deadline.

Facebook havde Enhedslistens Pelle Dragsted ellers forinden i en kommentar opfordret Vanopslagh til at sende ”denne der old school anti-feminisme og homo-forskrækkelse tilbage til 50´erne”, men den 27-årige formand rystede ikke på hånden, da Niels Krause-Kjær bragte emnet op.

I stedet udlagde Vanopslagh problemet i sin kerne. Feminismen, eller i hvert fald store dele af den, insisterer på at betragte mennesker ud fra deres medfødte gruppetilhørsforhold, ikke mindst deres køn, og står dermed i diametral modsætning til liberalismen, der insisterer på at betragte mennesker som individer.

Det er ikke kun den nye formand, der giver det feminismekritiske Danmark grund til at vejre morgenluft. Liberal Alliance fik fire kandidater valgt ind, og af dem er det kun Simon Emil Ammitzbøll-Bille, hvis kønspolitiske position er usikker.

De to øvrige, Henrik Dahl og Ole Birk Olesen, har begge tidligere gjort sig bemærkede i kønsdebatten med udtalelser, der ikke efterlader skyggen af tvivl om, at deres begejstring for feminisme kan være i en tændstikæske.

Partiet har dermed den mest feminismekritiske gruppe i Folketinget, og det bør Liberal Alliance gøre brug af i sin kamp for at genvinde vælgernes tillid.

Mulighederne er bestemt til stede.

Ifølge en nyligt offentliggjort undersøgelse i The Guardian opfatter blot 14 procent af danskerne sig som feminister, mens hele 86 procent siger nej tak til at få prædikatet sat på sig.

Selv blandt de danske kvinder er feminismeskepsissen ifølge det engelske medie så udtalt, at et flertal hellere vil piftes efter på gaden end kaldes feminister. Et feminismekritisk parti står således ikke i opposition til befolkningsflertallet. Det står på dets side.

Hertil kommer muligheden for at markere sig i forhold til den bredere identitetspolitik, som feminismen er en del af. Det liberale argument er her det samme: Mennesker skal først og fremmest betragtes og behandles som individer og bedømmes på, hvad de gør, ikke hvem de er.

Det er eksempelvis ikke en filosofs ”hvidhed”, men hans bidrag til filosofien, der bør afgøre, om han skal være en del af pensum. Spørgsmålet skal lyde: Har det, han skrev, værdi for os i dag? Ikke, som identitetspolitiske stemmer mener: Hvad var hans hudfarve?

Hvis Liberal Alliance spiller sine kort rigtigt, kan feminismekritikken blive en styrke for partiet.

I forhold til politikudvikling er der et utal af veje at gå, og med et stort flertal af befolkningen i ryggen kan Liberal Alliance uden grund til bæven træde frem som fornuftens forsvarer i kampen mod det identitetspolitiske vandvid.

Samtidig lader ingen andre partier til at have forstået, hvad der er på spil, hvorfor Liberal Alliance med den rette indsats kan sætte sig på dette område på samme måde, som Dansk Folkeparti i sin tid gjorde med udlændingeområdet.

Den største risiko for projektet er den kritik, som vil hagle ned over partiet fra politiske modstandere og feministiske debattører og organisationer.

Ser man sig omkring på de sociale medier, kan man allerede finde talrige eksempler på det, og forsøgene på at udlægge partiets politikere som ”kvindehadere” og det, der er værre, vil fortsætte så langt øjet rækker.

Her står partiet, og ikke mindst dets nye formand, med en stor opgave, som består i at forklare, at feminismekritik hverken er kritik af kvinder eller ligestilling, men tværtimod et forsvar for det enkelte menneskes ret til ikke at blive udsat for diskrimination.

Så simpelt er det nemlig.

Ønsker man, at menneskers muligheder gennem kvoter og andre foranstaltninger skal bestemmes af faktorer, de ikke selv har indflydelse på, herunder deres køn, skal kan tilslutte sig feminismen.

Ønsker man modsat, at menneskers muligheder ikke skal bestemmes af deres køn eller andre ikke-selvvalgte faktorer, skal man tilslutte sig feminismekritikken.

Liberal Alliance har fire år til at forklare vælgerne, hvorfor et frit samfund ikke skal styres af feministiske doktriner. I Alex Vanopslagh har partiet fået en formand, som er egnet til opgaven.

Feminismekritikken har fået sit eget parti. Det bliver spændende at se, hvor det ender.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

39 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

39 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *