Det tager under 40 minutter at få et overblik over det nordiske ligestillingsparadoks. Og tiden er godt givet ud.
To kvinder har i de seneste uger præget debatten om det kønsopdelte arbejdsmarked.
Den ene, Karen Melchior, europaparlamentsmedlem for De Radikale, langede på Facebook ud efter en tilfældig borger og truede med at boykotte hans arbejdsplads, fordi han tillod sig at mene, at biologi har en betydning for mænd og kvinders valg af uddannelse og arbejde.
Efter debatten havde tiltrukket sig opmærksomhed, undskyldte hun sin opførsel.
Men sin holdning til spørgsmålet undskyldte hun ikke. Karen Melchior mener fortsat, at enhver tro på, at biologi spiller en rolle for menneskers uddannelses- og erhvervsvalg, svarer til at mene, »at jorden er flad.«
Den anden, Sara Vergo, næstformand i DJØF og medlem af DJØF’s ligestillingskomité, har kaldt det kønsopdelte studievalg »et samfundsproblem«, og mener at problemet ensidigt skyldes »stereotyper.«.
Sammen med DJØF’s ligestillingskomité har Vergo foreslået, »alle elever fra grundskole til ungdomsuddannelser skal undervises i køn, kultur og mangfoldighed, så drenge og piger rustes til at kunne udfordre stereotype forventninger til deres køn.«
Og at »læreplaner og skolelovgivning skal forpligte skoler på at modarbejde stereotyper, så drenge og piger ikke fastlåses i kønstraditionelle forventninger til adfærd og evner.«
Heller ikke Vergo mener altså, at der er grund til så meget som at overveje biologien som medårsag til det kønsopdelte arbejdsmarked. Det hele skyldes strukturer, og kan vi lave om på dem, vil mændene vælte ind på sygeplejestudiet og kvinderne stå i kø for at blive maskinmestre.
I 2010 producerede NRK, den norske pendant til DR, en dokumentarserie i syv afsnit med titlen ‘Hjernevask’. Serien er velproduceret, interessant og afstedkom stor debat i Norge, men er af uforståelige årsager aldrig blevet vist på DR.
‘Hjernevask’s overordnede tema er diskussionen om arv og miljø, og hvert af de syv afsnit, som varer lige under 40 minutter, omhandler et specifikt emne.
Seriens første afsnit, ‘Ligestillingsparadokset’, handler om nøjagtig det spørgsmål, Karen Melchior og Sara Vergo har så stærke holdninger til. Altså det forhold, at ligestillede lande som de skandinaviske har mere kønsopdelte arbejdsmarkeder end mindre ligestillede lande.
I afsnittet interviewes begge sider af debatten.
På den ene side kønsforskere, der mener, at biologi ingen rolle spiller for menneskelig adfærd. Alle kønsforskelle, mener de, skyldes sociale strukturer – socialisering, stereotyper, normer og så videre – og ændrer vi dem, vil det kønsopdelte arbejdsmarked forsvinde.
På den anden side naturvidenskabelige forskere, der mener, at menneskelig adfærd både påvirkes af sociale strukturer og af biologien, herunder af hormoner og gener. Kønsforskelle vil aldrig helt forsvinde, mener de, for en del af dem skyldes biologiske forskelle på mænd og kvinder.
Afsnittet formidler uenigheden godt og kommer undervejs ind på noget af den forskning, der ligger til grund for den.
Jeg kan ikke forestille mig noget mere relevant for den danske debat om det kønsopdelte arbejdsmarked, end at Karen Melchior og Sara Vergo – og alle andre, der deler deres holdninger, herunder samtlige medlemmer af DJØF’s ligestillingskomité – sætter de 38 minutter og 51 sekunder af, det tager at se ‘Ligestillingparadokset.’ Det skulle da lige være, at DR valgte at sende alle seriens syv afsnit i den bedste sendetid.
Jeg håber derfor mit budskab når frem til Karen Melchior og Sara Vergo: Se ‘Ligestillingsparadokset.’ Tiden er godt givet ud!