19. marts, 2024

Karen Melchior, seriøst?!

Karen Melchior, her i Deadline i 2017. Billede: Screenshot, Deadline.

Medlem af Europa-Parlamentet for De Radikale Karen Melchior inddrager mands arbejdsplads i debat, der intet har med hans arbejde at gøre.

I løbet af de seks år, jeg har skrevet om køn og ligestilling på Reelligestilling.dk, har jeg flere gange modtaget henvendelser fra folk, der fortalte mig, at de syntes godt om siden, men ikke kunne like eller følge den, fordi de frygtede, det ville få konsekvenser for deres karriere.

De forklarede, at de var bange for, at andre kunne have en anden opfattelse af siden, end de selv havde, og at det af den grund indebar en risiko for dem at forbinde sig med den. En risiko, de ikke var villige til at løbe.

Jeg forstod dem godt, og det gør jeg stadig. For jeg ved, risikoen er reel.

På et tidspunkt blev jeg tilbudt en stilling af en virksomhedsejer, som henvendte sig specifikt til mig, fordi jeg i vedkommendes øjne var den rette til en ny stilling.

Fire dage senere fik jeg at vide, at tilbuddet var trukket tilbage, fordi virksomhedens rådgivere havde set mig efter i sømmene og anbefalet virksomheden ikke at ansætte mig. Jeg spurgte, om det skyldtes mine skriverier om køn og ligestilling og fik at vide, at det gjorde det.

Så ja, det koster at ytre sig. I hvert fald hvis man siger noget, der ikke er i tråd med de dominerende opfattelser. Vil man optimere sine karrieremuligheder, skal man holde munden lukket.

Det er trist, at det er sådan, og det er trist, at det ser ud til at blive værre og værre.

Men det gør det. Et eksempel på den deprimerende udvikling kunne iagttages i denne uge under et af fagforeningen DJØF’s opslag.

Opslaget handlede om, at kvinder oftere vælger omsorgsfag, og mænd oftere vælger tekniske fag. Ifølge DJØF et problem, som skal løses gennem en national handlingsplan mod ”kønstraditionelle forventninger til adfærd og evner.”

En Facebook-bruger, Lasse Jacobsen, udfordrede DJØF’s tilgang og skrev:

”Har DJØF løst Gender Equality Paradox? Hvis ikke, hvordan ved man så at disse kvinder i virkeligheden ikke bare vælger på baggrund af nogle naturlige præferencer?”

The Gender Equality Paradox er et begreb, som debatteres blandt samfundsforskere.

Det omhandler det forhold, at lande med høj grad af ligestilling har mere kønsopdelte arbejdsmarkeder end lande med lav grad af ligestilling.

Denne tilsyneladende besynderlige sammenhæng skyldes, mener nogle forskere, at når mennesker frit kan vælge, hvad de vil uddanne sig til – som de kan i de mest ligestillede lande, herunder de skandinaviske – så vælger de at uddanne sig inden for de områder, de interesserer sig mest for.

Mænd og kvinders uddannelsesvalg kommer derfor til at afspejle forskellene i mænd og kvinders interesser, herunder kvinders højere interesse for mennesker og mænds højere interesse for ting.

Høj grad af ligestilling i et samfund lader således til at skabe et mere kønsopdelt arbejdsmarked og dermed modarbejde ligestillingen, hvis man ved ligestilling forstår, at mænd og kvinder skal arbejde lige meget inden for de samme områder. Heri paradokset.

Lasse Jacobsen havde formentlig forventet at få et svar fra DJØF, men det var en helt anden, der tog til genmæle, nemlig medlem af Europa-Parlamentet for De Radikale Karen Melchior.

I en byge af kommentarer, hvoraf Karen Melchior nu har slettet eller redigeret de fleste, langede den radikale politiker ikke bare ud efter Lasse Jacobsens spørgsmål til DJØF, men inddrog også hans arbejdsplads, revisions- og konsulenthuset Deloitte, i diskussionen.

Melchiors svadaer lød blandt andet som følger:

“Lasse Jacobsen seriøst?! Så ved jeg da at jeg ikke bør ansætte Deloitte.”

“Jeg vil foretrække firmaer uden ansatte, der tror på, at der er biologiske forskelle, som afgør kompetencer og valg.”

“Lasse arbejder hos Deloitte; jeg håber ikke hans syn på køn, som jeg mener er ligeså gammeldags som at tro på at jorden er flad kan få indflydelse på hans arbejde. I så fald vil jeg ikke hyre Deloitte.”

“(…) dine holdninger har en afsmittende effekt på min holdning til din arbejdsplads; hvilket naturligvis er synd for dine kollegaer.”

“(…) du tegner som medarbejder et billede af den virksomhed, du arbejder for. Du nævner selv Deloitte arbejder meget med ligestilling, måske ikke nok så.”

“Jeg mener Lasses holdning *kan være* udtryk for Deloittes virksomhedskultur og ønsker ikke at hyre Deloitte som firma, hvis det er tilfældet. Fordi ja jeg mener, hvem du ansætter viser hvem du er som firma.”

Det er et stort problem, at en folkevalgt politiker opfører sig sådan.

For det første kan Karen Melchiors kommentarer have konsekvenser for Lasse Jacobsens karriere. Deloitte er næppe glade for dem, og eventuelle kommende arbejdsgivere er heller ikke på jagt efter en mand, der skaber negativ omtale af sin arbejdsgiver – uanset årsag. Karen Melchior kan fra sin privilegerede position som europaparlamentariker have påført Lasse Jacobsens en betydelig omkostning ved at inddrage hans arbejdsplads i en debat, der intet havde med den at gøre.

For det andet sender Karen Melchior med sine kommentarer til Lasse et klar signal til andre, der måtte have lyst til at ytre sig i den offentlige debat. De ved nu, at de ytrer sig under risiko for at få deres arbejdsplads involveret i samtalen, uanset hvad samtalen så i øvrigt drejer sig om.

For det tredje sender Karen Melchior et signal til virksomhederne, der lyder: ”Skil jer af med mennesker, der ytrer sig på sociale medier. Gør I det ikke, vælger jeg jer fra til kommende samarbejder.” Hvis Karen Melchior var en tilfældig person på Facebook, ville det budskab være ligegyldigt. Men Karen Melchior har i kraft af sin position magt til at føre sine trusler ud i livet. Det bør bekymre såvel Deloitte som andre virksomheder. For det betyder, sat på spidsen, at det er Karen Melchior, ikke virksomhedernes HR-afdelinger, der bestemmer, hvem virksomhederne skal ansætte.

I en tid præget af diskussioner om cancel culture og deplatforming er det bemærkelsesværdigt, at ingen danske medier har taget historien op.

Det ville være relevant at spørge De Radikale, hvad de synes om Karen Melchiors fremgangsmåde. Er det i orden at inddrage en mands arbejdsplads i en debat, der handler om noget helt andet? Er det i orden at true med ikke at benytte den virksomhed, han arbejder for, når man sidder i Europa-Parlamentet og potentielt kan påvirke, hvilke opgaver den får? Er det sådan, radikale politikere skal debattere på sociale medier?

Men de spørgsmål er der foreløbig ingen, der stiller.

Det betyder, at Karen Melchiors angreb på Lasse Jacobsen var gratis. Han kommer måske til at bøde for det resten af sit arbejdsliv. Hun kan læne sig tilbage og nyde sommeren.

Og dog

Da jeg lagde den sidste hånd på dette indlæg og skulle til at lægge det online, opdagede jeg, at sagen havde taget en drejning. Karen Melchior havde på Facebook opslået en undskyldning til Lasse Jacobsen. Den lyder i sin fulde længde som følger:

”Kære allesammen,

I går trådte jeg gevaldigt ved siden af.

Jeg deltog i en Facebook-tråd på DJØF’s Facebook-side, hvor jeg debatterede med Lasse Jacobsen om køn og valg af uddannelse. Lasse og jeg er uenige, men i stedet for at vælge den saglige debat, løb følelserne af med mig. Jeg skrev, at jeg ikke ville benytte Lasses arbejdsplads på baggrund af hans holdninger. Lasse følte sig med rette truet på sit levebrød, og han oplevede, at jeg lukkede munden på ham.

Lasse og jeg har siden været i kontakt, og jeg har givet ham en stor undskyldning, som han har taget imod.

Der er ingen undskyldning for at skrive, som jeg gjorde. Følelserne løb af med mig, fordi jeg med tiden har fået ømme tæer af at debattere ligestilling med folk, der stiller spørgsmål ved om kvinder og mænd er lige, eller om der er biologiske forskelle som ændrer på vores valg af f.eks. uddannelse. Lasse og jeg er uenige, men jeg tog ham til indtægt for holdninger, han ikke har. Og selvom vi er uenige, berettiger det ikke det svar, jeg gav ham. Emnet ligger mig meget på sinde, og jeg er stolt af min passion i arbejdet for ligestilling. Men jeg ved udmærket, at resultaterne opnås gennem saglighed, og at en dårlig debatfacon skader mere, end den gavner.

Situationen ærgrer mig helt enormt. Vores demokratiske debat lider i forvejen af polarisering og mudderkastning. Det er et stort problem. Det er vigtigere for mig end noget andet, at vi har en fri, saglig og åben debat, så vi kan finde de bedste løsninger på problemer, vi står overfor sammen. Og som folkevalgt har jeg et særligt ansvar for at bidrage til en sund debat. Af samme grund er jeg også meget aktiv både her på Facebook og på Twitter. Jeg elsker at udveksle synspunkter, diskutere og finde kompromisser. Men i går gjorde jeg mig skyldig i at sætte en kæp i hjulet for debatten. I stedet for tage et skridt frem, tog jeg to tilbage. Vi skal håndtere følelserne, så vi kan diskutere problemerne på en ordentlig måde. Det har jeg også til gode selv at blive bedre til.

Jeg har begået fejl før. Jeg kan ikke love, at jeg ikke kommer til gøre det igen. Men jeg kan love, at jeg lægger mig i selen for at lære.

Selvom det ikke er sjovt at blive holdt an for sin tone, må jeg pinedød kunne lære af mine fejl. Lasse og jeg har aftalt at mødes henover sommeren til en kop kaffe og en snak om køn, ligestilling og ikke mindst den gode debat.

Karen”

Undskyldningen viser to ting.

For det første viser den, at de sociale medier fungerer bedre, end man kunne tro. Mange kritiserede især på Facebook Karen Melchior for hendes opførsel, og denne kritik har man hos De Radikale lagt mærke til og taget bestik af. Karen Melchior er blevet bedt om at rode bod på situationen, fordi den skader partiet, og de sociale medier har således i denne sag fungeret som den ’vagthund’, de traditionelle medier, som her har sovet i timen, ofte roser sig selv for at være. I den ’rigtige’ virkelighed reagerer mennesker, når nogen går over stregen. Det gør de også i den digitale. Og hvis nok reagerer, får det konsekvenser. Det er positivt at bevidne. For det er sådan, vi som mennesker opretholder et fælles sæt spillerregler, som tillader os at tale sammen, være uenige og diskutere i stedet for at slås: ved at reagere med sanktioner mod dem, der går over grænsen og bryder reglerne. ”Det er ikke ok at inddrage en mands (eller en kvindes) arbejdsplads i en diskussion, som ikke handler om den”, var det klare budskab til Karen Melchior her. Et budskab, som i sidste ende nåede frem.

For det andet, og det er mindre opløftende, viser undskyldningen, at Karen Melchior fortsat ikke forstår, hvad The Gender Equality Paradox er. Hun tror stadig, at forskellene på mænd og kvinders interesser er noget, man kan diskutere. Eller endda afvise. Hun får ”ømme tæer”, skriver hun, af folk, ”der stiller spørgsmål(stegn) ved,” om ”der er biologiske forskelle, som ændrer på vores valg af f.eks. uddannelse.” Det er let at kritisere Karen Melchior for det. Enhver, der sætter sig ind i den relevante forskning, vil opdage, at der er mange biologiske forskelle på mænd og kvinder, og at nogle af dem påvirker mænd og kvinders valg af uddannelse. Det burde være almen viden. Men netop fordi det ikke er det, bør kritikken ikke kun rettes mod Karen Melchior. Der er noget mere fundamentalt galt, når begreber som The Gender Equality Paradox, der diskuteres i hæderkronede videnskabelige tidsskrifter, udlægges af danske politikere på linje med at mene, at ”jorden er flad.”

Lad mig derfor i oplysningens tjeneste afslutte med et uddrag af Jordan B. Petersons indlæg om præcis samme emne, som jeg – med tilladelse – har oversat til dansk.

Læser du med, Karen Melchior, vil jeg råde dig til at læse hele indlægget og se eller gense Petersons interview i Deadline. Uanset din øvrige holdning til canadieren bibringer han dig her en viden, du gør klogt i at inddrage i dine tanker om køn og ligestilling.

”Hvad sker der, hvis man ser på kønsforskellene i personlighed og interesse ud fra lande? Er forskellene større i nogle lande og mindre i andre? Vil forskellene mellem mænd og kvinder være større eller mindre i rigere lande? I mere lige lande?

Svar: Jo mere lige og rigt, et land er, desto større er forskellene mellem mænd og kvinder i forhold til temperament og interesse. Og sammenhængen er ikke lille. Det seneste studie, offentliggjort i Science (af forskere på Berkely, næppe et arnested for konservatisme og patriarkatet), viste en sammenhæng mellem et sammensat mål for rigdom/lighed og kønsforskelle, som var større end forskellene i 99 procent af de samfundsvidenskabelige studier, der offentliggøres. Disse er ikke småskalastudier (her er et andet, lige så aktuelt). Titusinder af mennesker har deltaget i dem. Og mange forskellige grupper af forskere er kommet til de samme konklusioner og har publiceret disse resultater i velansete videnskabelige tidsskrifter.

Af det forhold, at forskelle i temperament og interesse er med til at afgøre erhvervsvalg, og at forskelle i erhvervsvalg skaber variation i blandt andet indkomst, følger, at politiske doktriner, der promoverer lige muligheder, også skaber ulighed i resultater.

Det er et stort problem – i særdeleshed, hvis målsætningen med sådanne egalitære politikker var at minimere forskellene mellem mænd og kvinder. Det er faktisk et fatalt problem for et bestemt politisk syn. Fakta kan benægtes, men kun ved samtidig at opgive socialvidenskaben i sin helhed (da hele feltet er baseret på de samme metoder, som anvendes i de studier, vi diskuterer) og en god del af biologien også. Det er simpelthen ikke en rimelig løsning.

Den hidtil bedste forklaring på de øgede forskelle er, at forskellene mellem mænd og kvinder har to årsager: biologi og kultur. Hvis man minimerer de kulturelle forskelle (som man gør med egalitære politikker), giver man de biologiske forskelle plads til at manifestere sig fuldt. Jeg har set socialvidenskabsfolk kæmpe med at finde en kulturel forklaring, men jeg har ikke hørt om en sådan, der er bare tæt på at være troværdig, og jeg har ikke været i stand til at formulere en selv.

Der er også dem, der insisterer på at tro, at vi bare ikke er gået langt nok endnu i vores egalitære bestræbelser – at selv Skandinavien og Holland, som det er rimeligt at betragte som verdens mest egalitære lande, stadig er voldsomt patriarkalske – men det forklarer ikke, hvorfor forskellene er blevet større, ikke mindre, i takt med, at disse kulturer er blevet demonstrerbart mere lige i sociale politikker.

De, der adopterer dette synspunkt, på trods af dets tilsyneladende logiske umulighed, fastholder, at vi skal øge vores indsats for at socialisere små drenge og piger på præcis samme måde – kalde alt legetøj kønsneutralt, sætte spørgsmålstegn ved idéen om kønsidentitet – og tror, at sådanne manøvrer i sidste ende vil bringe os til det ideelle utopia, hvor enhver stilling og ethvert ledelseslag inden for alle jobområder er bemandet (for nu at bruge det ord) af 50 procent mænd og 50 procent kvinder. Hvorfor skulle vi igangsætte store eksperimenter rettet mod socialiseringen af børn, når vi ikke aner, hvad resultatet vil blive? Og hvorfor skulle vi gå ud fra, at vi på nogen måde ved, hvordan man fjerner kønsidentitet fra små børn? Endelig: Hvorfor er det et problem, hvis mænd og kvinder, som frit kan træffe de beslutninger, de frivilligt ville træffe, hvis de havde lige muligheder, træffer forskellige beslutninger?

Dette er den skandinaviske gåde – en, som også påvirker den bredere vestlige verden (og resten af verden inden længe). Politikker, som maksimerer lige muligheder, gør lige resultater umulige. Den doktrin, som de politiske korrekte hele tiden mere radikalt og larmende insisterer på, at kønsforskelle alene er sociale konstruktioner, er forkert. Forstår du det? Forkert.”

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview