Debatten om “juridisk abort” er i gang igen. Skal mænd kunne sige nej tak til at blive far? Jeg har ikke svaret.
Skal mænd have ret til i starten af en graviditet at frasige sig faderskabet igennem en såkaldt “juridisk abort”? Det spørgsmål diskuteres nu igen, efter Anne Sophia Hermansen og DR har sat fokus på det.
Personligt ved jeg ikke, hvad jeg skal mene.
At ingen andre en kvinden selv skal bestemme, om hun skal føde barnet, når hun er blevet gravid, er for mig hævet over enhver diskussion. Spørgsmålet er ikke, om manden på en eller anden måde skal have ret til at bestemme det. Det skal han ikke, og det er der i øvrigt stort set ingen, der mener.
Nej, det handler om, hvorvidt manden i lyset af kvindens suveræne ret til at træffe beslutning om fødsel/abort skal tildeles retten til en slags “mande-abort”, som frigør ham fra økonomisk ansvar for barnets forsørgelse, hvis manden ikke ønsker barnet, og kvinden vælger at få det.
I diskussionen fremhæves to tal, som forekommer at være tvivlsomme. Journalist Dorte Toft har på sin blog kritiseret det ene af dem: at hver tiende kvinde skulle have ‘snydt’ sig til at blive gravid. Tallet, som Anne Sophia Hermansen har brugt som sit grundlag for debatten, kommer ifølge Toft fra et utroværdigt analyseinstitut. Det andet tal, at hele 16 procent af alle fædre skulle være blevet det ved at tvinge kvinder til at blive gravide, har Toft større tiltro til, om end hun bruger mindre tid på den del af sagen. Begge tal stammer fra udenlandske undersøgelser, og der eksisterer ingen danske tal på området.
Men tallene er også mindre vigtige i første omgang. Der er næppe tvivl om, at uønskede graviditeter sker, både i kraft af ‘uheld’ og bevidste handlinger. Det giver god mening at undersøge hyppigheden videnskabeligt, men om det sker i 4, 7 eller 10 procent af tilfældene er ikke essentielt for at diskutere det principielle: om mænd skal have ret til “juridisk abort”.
Dansk Kvindesamfunds forkvinde, Lisa Holmfjord, er ikke i tvivl. »Begrebet ”juridisk abort” er en teoretisk konstruktion, som forhåbentlig aldrig får gang på jord«, skriver hun i dag i et debatindlæg på Jyllands-Posten. Holmfjord fremhæver – ganske rimeligt, synes jeg – at graviditeter ikke kan betragtes i et almindeligt ligestillingsperspektiv, fordi det kun er kvinder, der bliver gravide. Hun peger desuden på, at mænd i forvejen kan frasige sig forældremyndigheden, og at diskussionen dermed i sidste ende handler om, hvorvidt mænd også skal kunne sige nej til at betale de månedlige børnepenge, som ifølge Holmfjord gennemsnitligt ligger på 1.307 kroner om måneden.
Jeg kan følge Holmfjord et godt stykke hen ad vejen.
Én passage i indlægget studser jeg dog over. »Det er naturligvis trist for de mænd, der føler sig ”snydt” af en kvinde, men det fritager dem ikke for ansvar. Enhver har ret til selv at sørge for beskyttelse, før de indgår i en seksuel interaktion. Blind tillid til andre er et af livets mange tilvalg, som indebærer visse risici. Så når de forurettede kalder det mangel på ligestilling, er de helt galt afmarcheret. Det handler tværtimod om at tage ansvar for sine gerninger«, skriver Holmfjord.
Dansk Kvindesamfunds holdning til menneskers ansvar for, hvad andre påfører dem, plejer at være en anden, og Holmfjord ville næppe bruge den samme argumentation over for kvinder i diverse ulykkelige omstændigheder. For eksempel kvinder, der er havnet i voldelige forhold med mænd, der viste sig at være anderledes end først antaget, eller som er blevet lokket til at sende nøgenbilleder af sig selv af mænd, de mod deres forventning ikke kunne stole på: »Blind tillid til andre er et af livets mange tilvalg, som indebærer visse risici. Så når de forurettede kalder det mangel på ligestilling, er de helt galt afmarcheret«. Grundtanken, at når noget bliver snydt, så er det snyderen, der har ansvaret, må også gælde i forhold til graviditeter, og Holmfjord læner sig her op ad det, feminister kalder victim blaming.
Lisa Holmfjord afslutter med at minde om, at diskussionen ikke mindst bør tage hensyn til, hvad der er bedst for børnene, og det er jeg enig med hende i – også selv om det ikke står klart for mig, hvad det bedste for børnene i grunden er.
Dermed tilbage til udgangspunktet uden at være kommet tættere på en holdning til spørgsmålet. Sædvanen tro er jeg tilhænger af, at man undersøger problemets omfang og karakter. Hvordan sker det i praksis, hvor udbredt er det, og hvem gør det i særlig grad?
Men det principielle?
Her bliver jeg nødt til at melde pas. Hvis en mand er far til et barn, så er han det, uanset om det var hans intention at blive det eller ej, og det kan ingen “juridisk abort” ændre på. Tilbage står så den økonomiske byrde, der er forbundet med at betale børnepenge i 18 år. Penge, som formentlig er frustrerende at betale for fædre, der ikke ønskede barnet, og som måske samtidig stort set aldrig ser det. Men er det mere rimeligt at moderen skal betale det hele? Eller at vi alle sammen skal via skatten?
Det er spørgsmål, jeg ikke har svarene på.