2. december, 2024

I Moderens, Datterens og Feminismens navn

Ifølge filosoffen Friedrich Nietzsche døde Gud i slutningen af det 19. århundrede. Ifølge de svenske feminister lever Gud stadig. Blot ikke længere entydigt som mand. Billede: Eget foto.

Trækker vi ikke en klar streg i sandet, ender vi det samme sted som svenskerne: i et land, hvor selv Gud er underlagt feminismen.

Jeg må indrømme, at jeg efterhånden har svært ved at følge med.

Uge efter uge løber den ene mere vanvittige ligestillingsnyhed ind efter den anden, og når jeg læser kommentarsporene på Facebook, kan jeg se, at jeg ikke er den eneste, der jævnligt må tjekke, om en historie nu også stammer fra et reelt nyhedsmedie og ikke fra RokokoPosten.

Den seneste i rækken er nyheden om, at Gud i Sverige ikke længere nødvendigvis er en mand. Landet, der censurerer alt fra Hergés Tintin til Astrid Lindgrens Pippi, har givet præster mulighed for at sige »I Guds, den treeniges navn« som alternativ til at nævne Faderen, Sønnen og Helligånden.

overfladen er historien ganske morsom.

»Intet er dem helligt«, fristes man til at konkludere, »end ikke Gud«. Men under det tynde lag af morskab er nyheden alt andet end munter.

For det, historien om Guds svenske kønsskifteoperation viser os, er, hvor stærk en magtfaktor, feminismen er blevet i Sverige.

Forklaret i et billedsprog, der ikke kunne være tydeligere, ser vi, hvordan den feministiske ideologi er i fuld gang med at erstatte kristendommen som Sveriges primære livsanskuelse.

Dét er der god grund til at være oprigtigt bekymret over.

For hvis det lykkes den feministiske ideologi at blive the new normal i Sverige, vil den hurtigt blive nærmest umulig at kritisere.

Feminismens værdier vil i så fald blive til det, der opleves som det naturlige. Det selvfølgelige. Det, man ikke sætter spørgsmålstegn ved.

Sideløbende vil det modsatte ske med alle ikke-feministiske værdier. De vil komme til at føles unaturlige. Mærkelige. Afvigende. Som noget, man skal holde sig fra.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er det, mange feminister drømmer om: et feministisk paradis på jord, hvis indbyggere tilrettelægger deres liv efter de feministiske doktriner.

Et land, hvor alle efter feministiske definitioner ligestiller alle med alle.

Men jeg er heller ikke det mindste i tvivl om, at et sådant samfund vil føre til konflikter, magtkampe og ubehageligheder for befolkningen, sådan som vi har set det, når andre utopier er blevet forsøgt realiseret.

Afstanden mellem løfter og indfrielse svarer hver gang til afstanden mellem himmel og helvede.

Set med danske briller er der god grund til at holde øje med det, der for tiden er i gang med at udfolde sig i Sverige

For inden længe skal vi spørge os selv, om vi ønsker det samme her.

De danske feminister står allerede i kø for at få lov til at påvirke danske børn i vuggestuer, børnehaver, skoler og på gymnasier under dække af at ville lære dem at forstå »køn, diskrimination og normkritik«.

Og siger vi ikke fra i tide, er det sådan, det bliver.

Trækker vi ikke en klar streg i sandet, ender vi det samme sted som svenskerne: i et land, hvor selv Gud er underlagt feminismen.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview