Johanne Schmidt-Nielsens »drømmejulefrokost« består udelukkende af kvinder, selv om temaet er mænds følelser.
Dagbladet Information byder i december måned på en »julekalender« bestående af 24 små interviews med kendte danskere. Formatet er som følger: De interviewede skal give deres bud på en »drømmejulefrokost«, fortælle hvilke fem gæster de ville invitere og sætte rammen for, hvad der skal tales om samt spises og drikkes.
Bag dagens låge gemmer sig Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der ønsker at diskutere kvindehad til sin »drømmejulefrokost« under overskriften: ‘Hvorfor er der mænd, der hader kvinder, fordi de er kvinder? Jeg forstår det ikke’.
Til julefrokosten, der skal byde på god portvin og cigaretter, ønsker Schmidt-Nielsen at invitere følgende gæster:
- Suzanne Brøgger
- Dixie Chicks
- Simone de Beauvoir
- Simone Aaberg Kærn
- Lisbeth Salander
Formålet med julefrokosten skal være at finde ud af, hvad kvindehad går ud på. Hvorfor der er mænd, der hader kvinder, bare fordi de er kvinder.
Et psykologisk spørgsmål
Johanne Schmidt-Nielsens spørgsmål består af en påstand: at der er mænd, der hader kvinder, fordi de er kvinder, og et spørgsmål: hvorfor er der det?
Påstanden er formentlig sand. Had er en almenmenneskelig følelse, som kan rette sig mod enkeltmennesker og grupper, og som ikke nødvendigvis er rationelt begrundet. At der skulle findes mænd, der hader kvinder, fordi de er kvinder, er ganske sandsynligt. Ligesom der givetvis findes kvinder, der hader mænd, fordi de mænd.
Spørgsmålet, »hvorfor er der det?«, er svært at svare entydigt på. Det ville kræve en indsigt i den menneskelige psyke, som ingen af julefrokostens gæster besidder. For hvad, spørgsmålet handler om, er, hvorfor mennesker hader. Hvad had er, og hvad had skabes af. Næppe et spørgsmål, hverken countrygruppen Dixies Chicks eller den voldelige aktivist Lisbeth Salander har et kvalificeret bud på.
En påfaldende gæsteliste
I det hele taget må man undre sig over Schmidt-Nielsens valg af gæster, når man sammenholder det med temaet for julefrokosten. Foruden den åbenlyse mangel af psykologisk ekspertise – når nu hovedspørgsmålet handler om menneskets psykologi – er det påfaldende, at samtlige fem gæster er kvinder, når formålet er at finde ud af, hvad mandligt kvindehad går ud på. Hvorfor ikke invitere i hvert fald én mand – og gerne en kvindehadende en af slagsen – så man kunne spørge ham?
Forfatteren Johan August Strindberg, der af Georg Brandes blev kaldt »den første rigtige kvindehader i nordisk litteratur«, kunne være et bud på et gæst, der kunne have bragt selskabet nærmere et svar på det overordnede spørgsmål.
Det samme kunne William Shakespeare, hvis man skal tro den norske psykolog Jon Morgan Stokkeland, der i Norsk Psykologforenings Tidsskrift har skrevet om Shakespeares idealisering af kvinden og det kvindehad, denne idealisering – ifølge Stokkeland – skaber.
Mere jordnært kunne Schmidt-Nielsen også have inviteret en af de mænd, der har udtrykt sig hadefuldt over for hende i e-mails og på de sociale medier, som programmet ‘Ti stille, kvinde’ viste.
Helt at undlade at invitere mænd forekommer i hvert fald hovedløst, når nu spørgsmålet er, som det er. Det svarer til at invitere fem FCK-fans til en fiktiv julefrokost under spørgsmålet: Hvorfor hader Brøndby-fans FCK-fans? Selv om det sikkert ville føre til sjove samtaler og munter enighed i frokostselskabet, så ville det – i forhold til at komme nærmere et svar på spørgsmålet – have givet mere mening at invitere en eller flere Brøndby-fans og spørge dem.
Johanne Schmidt-Nielsens triste julefrokost
Lidt underholdende skal Johannes Schmidt-Nielsens julefrokost nok blive. Med to egoer som Suzanne Brøgger og Simone de Beauvoir ved samme bord, kan det umuligt blive helt kedeligt. Samtidig vil det være en udfordring at få den aggressive og asociale Lisbeth Salander til overhovedet at blive ved bordet. Eventuelle mandlige kokke i køkkenet vil i den forbindelse gøre klogt i at pakke knive og kogende vand væk.
Men samlet set tegner Schmidt-Nielsens »drømmejulefrokost« til at blive en lunken fornøjelse. Afstanden mellem det overordnede spørgsmål og de inviterede gæster er for stor til, at samtalen kan blive frugtbar. Ingen vil gå klogere hjem i forhold til det spørgsmål, der var julefrokostens formål.
Dermed symboliserer Johanne Schmidt-Nielsens »drømmejulefrokost« en generel tendens i køns- og ligestillingsdebatten. Vrede feminister diskuterer med hinanden, hvad mænd tænker, og hvorfor mænd er, som de er – i stedet for at gøre det logiske: at spørge mænd om det. Det er trist. Det fører til skyttegravskrig i stedet for øget gensidig forståelse.
Samtidig bidrager det til den fejlopfattelse, at ligestilling skulle være en slags »drengene mod pigerne« for voksne. Mænd, der hader kvinder, og kvinder, der hader mænd. Det er spild af tid. Tid, der kunne være bedre brugt på at diskutere, hvad ligestilling skal være og ikke være. Til gavn for os alle sammen, mænd som kvinder.