Hvis forskellige karakterskalaer begunstiger kønnene forskelligt, bør det inddrages i diskussionen om, hvilken karakterskala vi skal anvende.
Opdateret 30/7-2020, 12:40.
Jeg var ikke særlig gammel, da jeg første gang befandt mig i en diskussion om ligestilling og demokrati. Det skete i min skole, da jeg var omkring 10. Jeg voksede op i en sjællandsk stationsby, og vi var seks drenge og tolv piger i min klasse.
Demokrati var en væsentlig værdi i skolerne på det tidspunkt – vi er tilbage i slutningen af 80’erne – og derfor fik vi som elever jævnligt mulighed for at stemme om beslutninger, der påvirkede vores hverdag. Det kunne handle om, hvilke emner vi skulle beskæftige os med i projektuger, eller hvor vi skulle tage hen på ture.
Det demokratiske viste sig dog hurtigt at være knap så demokratisk. Når man er 10 år gammel, har pigerne pigelus, og hvis pigerne vil A, vil drengene helt sikkert B. Det samme gælder den anden vej rundt. Hvis vi syntes, at noget kunne være sjovt, syntes pigerne det med garanti ikke.
Som konsekvens heraf var det pigerne, der bestemte alt. Hvis de 12 piger blev enige, og det gjorde de næsten altid, var det ligegyldigt, hvad vi seks drenge mente om sagen. De demokratiske afstemninger om, hvad klassen skulle, fungerede de facto som et redskab for et udemokratisk matriarkat.
Det kunne vi ikke leve med i længden, så jeg og andre af drengene talte med vores klasselærer om problemet. Vi forklarede, at det ikke var rimeligt, at vi i praksis var sat uden for indflydelse i forhold til beslutninger, der også angik os.
Vores klasselærer, en kvinde, lyttede til os, og til min store overraskelse besluttede hun at indføre vægtede stemmer i klassen. Drengenes stemmer kom til at tælle for to, mens pigernes talte for en. På den måde kunne seks drenge stemme lige op med tolv piger.
Jeg ved den dag i dag ikke, hvad jeg synes om hendes beslutning. Der er på én og samme tid noget meget retfærdigt og noget meget uretfærdigt ved den. Men den havde sin effekt. Pigernes monopol på at bestemme, hvad vi skulle lave, blev brudt, og vi begyndte at få indflydelse på vores skolegang.
Jeg tænker tilbage på denne anekdote i forbindelse med den diskussion om karakterskalaer, der er i gang. Regeringen har nedsat en ekspertgruppe, der skal fremkomme med modeller for nye skalaer, der kan erstatte 12-skalaen. En genindførelse af 13-skalaen er en af flere muligheder.
Hverken i den offentlige debat eller på ministeriets hjemmeside nævnes køn med ét eneste ord. Mange andre hensyn er der gjort plads til, men forskellige skalaers eventuelt forskellige effekter for kønnene er ikke en overvejelse, ekspertgruppen er blevet bedt om at forholde sig til.
Det undrer mig. Drenge halter langt bagefter piger i skolerne, på gymnasierne og på de videregående uddannelser, og det er muligt, at karakterskalaen er en af årsagerne til det. Hvorfor ikke inddrage køn i vurderingen af forskellige skalaers fordele og ulemper?
Min hypotese er, at jo mere, en karakterskala belønner den gennemsnitlige præstation, desto mere begunstiger den piger. Og jo mere den belønner den ekstreme præstation, desto mere begunstiger den drenge.
Det baserer jeg på en antagelse om, at drenge også i forhold til skolepræstationer er det ekstreme køn. Nogle drenge er ekstremt dygtige. Andre er ekstremt talentløse. Og tendensen gælder også på individniveau. En dreng kan være hamrende god til fysik, men elendig til tysk.
Modsat er det for pigerne. Her er variationen mindre. Ekstrem dygtighed og ekstrem talentløshed er sjældnere hos piger. Også på individniveau. Piger klarer sig ofte nogenlunde lige godt i alle fag.
Årsagerne til disse forskelle er formentlig både biologiske og sociale. Drenge er mere ekstreme end piger på en lang række parametre, hvorfor det næppe kun skyldes socialisering. Omvendt har opdragelse og spejling i jævnaldrende formentlig en effekt på drenge og pigers præstationer.
Hvis lektier blandt drenge er noget, man ser ned på og er ligeglad med, så påvirker de den enkelte drengs tilgang til dem. Tilsvarende vil en pige føle sig mere forpligtet til at passe sine lektier, hvis alle de andre piger i klassen gør det. Vi vil alle gerne passe ind.
Jeg har uden held forsøgt at finde data, der entydigt kan bevise min hypotese. Hvis jeg har ret i, at 12-skalaen i højere grad end 13-skalaen begunstiger piger, bør man kunne se en ændring i karaktergennemsnittet fra 2006, da skiftet fra 13-skala til 12-skala skete.
Men de data, jeg har kunnet finde, peger i hvert fald ikke i den modsatte retning. En rapport fra 2005 udfærdiget af Danmarks Evalueringsinstitut tyder på, at mine antagelser er korrekte.
»Registeranalysen viser at pigerne i såvel 1985- som 1997-årgangen har et højere samlet karaktergennemsnit end drengene ved folkeskolens afgangsprøve. Undersøgelsen viser også at drengenes karakterer er mere spredte end pigernes – drengene udgør altså en mindre homogen gruppe end pigerne målt på karakterniveauet«, meddeler rapporten.
Samme rapport viser, at der i 2004 var mindre forskel på drenge og pigers karakterer, end der er i dag. Eksempelvis fik drengene 8,1 i gennemsnit i den sproglige studentereksamen, mens pigerne fik 8,3. I den matematiske fik drengene 8,3 i gennemsnit, mens pigerne fik 8,4. Tilsvarende små forskelle viser rapporten i karakterer i forskelle fag i folkeskolen.
Nyere tal fortæller en anden historie. Ifølge undervisningsministeriet fik pigerne i skoleåret 2018/2019 et gennemsnit i folkeskolens afgangsprøve på 7,8, mens drengenes gennemsnit var 7,0. Tal fra Danmarks Statistik fortæller den samme historie om gymnasierne. Her fik pigerne i 2018 et gennemsnit på 7,4, mens drengene nøjedes med 6,9.
Den øgede forskel mellem drenge og pigers karakterer har givetvis flere årsager. Men ændringen fra 13-skalaen til 12-skalaen kan være en af dem. Det forekommer sandsynligt, at en skala, der i ringere grad belønner den ekstreme præstation, vil være til ugunst for drenge og dermed bidrage til de kønsforskelle vi ser i karaktergennemsnittene.
Og karakterer er jo ikke bare karakterer. Karakterer er afgørende for mulighederne for at læse videre. Når drengene konsekvent halter bagefter pigerne i folkeskolen og på gymnasierne, begrænses deres adgang til de videregående uddannelser og arbejdsmarkedet. Kønsforskellen i karaktergennemsnittene skaber et ligestillingsproblem, som kommer til at have effekter i årtier.
Det kan man vælge at fejre som noget positivt, som dekan for Arts på Århus Universitet, Johnny Laursen, forleden gjorde på Twitter med ordene: »Flere mænd søger, men flere kvinder kommer ind. Velkommen til fremtiden.« Eller man kan betragte det som et problem, vi skal tage alvorligt.
Jeg siger ikke, at løsningen skal være så radikal som den, min klasselærer tyede til tilbage i 80’erne. Men hvis forskellige skalaer begunstiger kønnene forskelligt, og det tror jeg, de gør, bør det inddrages i diskussionen om ny karakterskala, både i den offentlige debat, i den ekspertgruppe, der arbejder med spørgsmålet, og blandt de politikere, som i sidste ende skal træffe beslutningen.
Ingen kan være tjent med, at vi opererer med en skala, som bidrager til at frasortere det ene køn.
Jeg skrev inden udgivelsen af denne kommentar til Uddannelses- og Forskningsministeriet for at få bekræftet, at køn ikke indgår i ekspertgruppens arbejde. Grundet ferie var det imidlertid ikke muligt at få svar.