Lyden af mod skal dokumentere og kortlægge sexisme i musikbranchen. Men det kommer projektet ikke til.
Lyden af mod. Det er titlen på et nyt projekt, som ledes af KVINFO og og ReSearch Humanity og gennemføres i samarbejde med Analyse & Tal.
Projektets formål er at ”dokumentere den strukturelle og kulturelle sexisme i musikbranchen og styrke den viden, forståelse og dialog, der er nødvendig for at skabe forandringer i branchen.” I projektbeskrivelsen tales om fokus på ”strukturer frem for personer,” ligesom det oplyses, at projektet har ”et stærkt intersektionelt fokus.” Slutmålet for projektet er at levere et grundlag for ”konkret handling” og ”en mere inkluderende og ligestillet branche.”
Lyden af mod er en udløber af DR-dokumentaren Sexisme i musikbranchen og har blandt andre musikerne Pernille Rosendahl og Annika Aakjær, der begge medvirkede i dokumentaren, som en del af sit advisory board. Med projektets egne ord lyder forbindelsen til dokumentaren således:
”Mens dokumentaren Sexisme i musikbranchen rullede over skærmen i juni og skabte en bred, men også personbåren, debat om problemerne, er det stadig en stor udfordring, hvordan man kommer de strukturelle problemer til livs og skaber en mere inkluderende branche. Nu skal projektet Lyden af mod både indsamle vidnesbyrd for at blive klogere på udbredelsen og karakteren af sexismen og støtte en lang række aktører fra branchen i at udvikle fælles tiltag og løsninger.”
Lyden af mod har et prisværdigt formål. Desværre kommer projektet ikke til at leve op til det. Årsagerne hertil vil jeg forklare om lidt. Men først en tur tilbage til fortiden.
Injurier, medier og kønsforskeren Reinicke
Kort tid efter, at det britisk stiftede Everyday Sexism Project i første halvdel af 10’erne var begyndt at operere i Danmark, blev jeg truet med en injuriesag af organisationens danske forkvinde. Min brøde? Jeg havde påpeget, at Everyday Sexism Project på grund af sin metode ikke dokumenterede sexisme. Det var en rød klud i hovedet på forkvinden, for dokumentation var hele projektets formål. Ved at indsamle og publicere historier ville man dokumentere den sexisme, kvinder er udsat for.
Injuriesagen kom aldrig. Måske fordi forkvinden godt vidste, at hun stod til at tabe. Det ville ikke kun have været et nederlag i hendes disputs med mig, det ville også have svækket hele projektet. Hvis en dommer havde givet mig ret i, at Everyday Sexism Project på grund af sin fremgangsmåde ikke dokumenterede sexisme, ville hun have stået med et helt andet problem, end at jeg gik rundt og sagde det. Folk som mig kan man ignorere. Dommere er man nødt til at tage alvorligt.
Min kritik af metoden var banal. Jeg påpegede det simple faktum, at anonyme historier ikke kan tjene som dokumentation. Når afsenderen kan være alt fra en kønspolitisk aktivist til et reelt offer for sexisme, når historien kan være alt fra fri fantasi til en beskrivelse af faktiske omstændigheder, og når der ikke findes nogen mulighed for at verificere hverken afsenderen eller det beskrevne hændelsesforløb, kan historien ikke anvendes som dokumentation. Det er ikke nok at hævde, at noget er sket. Vil man dokumentere, skal man eftervise sine påstande, og det gjorde projektet ikke.
Jeg forsøgte flere gange at gøre medier opmærksomme på problemet. Jeg er ikke uddannet på Journalisthøjskolen, men jeg fandt det besynderligt, at medier bragte historier om noget, de ikke havde dokumentation for. Deres modus operandi var at gengive historierne fra hjemmesiden som eksempler på mænds grænseoverskridende adfærd. Aviserne anede lige så lidt som alle andre, om historierne var sande, og hvem der stod bag dem. Alligevel bragte de dem. Og ingen af de journalister og redaktører, jeg skrev og talte med, kunne se, at der var noget galt i det.
“Jeg har intet grundlag for at betvivle hverken validiteten eller repræsentativiteten i Everyday Sexism Projects vidnesbyrd,” skrev en af redaktørerne til mig. Det forhold, at historiernes rigtighed ikke kunne efterprøves og derfor heller ikke blev det, var ikke et journalistisk problem.
Et par år senere fik jeg støtte fra en uventet kant. Det skete, da kønsforskeren Kenneth Reinicke i 2018 udgav bogen Mænd der krænker kvinder. I bogens metodeafsnit forholdt Reinicke sig eksplicit til min kritik af Everyday Sexism Projects metode. Og ikke nok med det: Han gav mig ret. ”Jeg er sådan set enig i alle de metodiske faldgruber, som påpeges om The Everyday Sexism Project,” skrev Reinicke og fortsatte lidt efter: ”da der udelukkende er tale om offerets subjektive vurderinger af hændelserne, kan det ikke sammenstilles med nogen form for objektive data/fakta.” Endelig en, der havde øje for de problemer, som var så åbenlyse, men som så mange havde så svært ved at se.
Hvem som helst kan svare hvad som helst
Hermed tilbage til Lyden af mod. Projektets problem er ikke dets ønske om at dokumentere. Tværtimod er dokumentation altid godt. Så når KVINFO et al vil dokumentere strukturel sexisme i musikbranchen, kan man kun bakke op. Hvis der findes problemer, vil vi gerne vide det, for vi kan ikke løse problemer, vi ikke har kendskab til. På samme måde vil vi gerne kende deres omfang. Det gælder i musikbranchen og alle andre steder: Kun en tåbe ønsker, at vi ved mindre, ikke mere.
Projektets problem er, at dokumentation ikke er et tomt begreb, man kan hæfte på hvad som helst. Everyday Sexism Projects anonyme historier var ikke dokumentation. De afsenderløse anekdoter uden mulighed for verifikation kunne ikke, som kønsforskeren Reinicke udtrykte det, betragtes som data eller fakta. De var muligvis sandfærdige gengivelse af faktiske hændelser, men fordi man ikke kunne være sikker på, at det var tilfældet, kunne de ikke bruges i dokumentationsøjemed.
Lyden af mod indsamler sin dokumentation via et anonymt spørgeskema, som hvem som helst kan svare hvad som helst i. Jeg kan gå ind lige nu og berette om et overgreb, jeg blev udsat for af en musiker i 2022. Jeg kan beskrive hændelsen, fortælle hvor den skete, og hvem der forgreb sig på mig. Mine svar vil blive anonymiseret, og jeg kan selv vælge via en afkrydsningsboks, om projektet må citere fra mine oplevelser i de rapporter, projektet munder ud i.
Det ville være usympatisk af mig at gøre det, for jeg blev ikke udsat for et overgreb af en musiker i 2022. Men projektet har ikke indbygget nogen mulighed for at skille mit svar fra, såfremt jeg valgte at indsende en sådan fiktiv historie. Det har heller ikke indbygget en beskyttelse mod, at den samme person besvarer spørgeskemaet 50 gange. Når besvarelserne skal tælles op, aner man ikke, hvor mange af svarene der er udtryk for faktiske hændelser, og hvor mange der ikke er. Ja, faktisk ved man ikke med sikkerhed, om et eneste af svarene stemmer overens med virkeligheden.
Efter indsamlingen af disse ”vidnesbyrd” via spørgeskemaundersøgelsen afholder Lyden af mod såkaldte ”kortlægningslabs.” Disse arrangeres tre steder i landet og ”dykker ned i effekten af de indsamlede vidnesbyrd og årsagsforklaringerne på, hvorfor og hvordan de forskellige former for sexisme kan finde sted.” De ubrugelige data bliver her brugt til noget, de ikke kan bruges til. Effekter og årsagsforklaringer kan man kun arbejde med, når man har datagrundlaget på plads. Har man ikke det, sidder man og trækker streger i blinde mellem udefinerede prikker.
Herefter følger en delrapport om de indsamlede vidnesbyrd, som deles med branchen, inden man skrider til ”analyse- og strategilabs” to steder i landet. Her vil der blandt andet ske en ”visualisering og empatisering med vidnesbyrd,” altså eksempelvis med min fiktive historie om hændelsen med musikeren i 2022 – hvis jeg havde indsendt den.
Næste skridt er ”udviklingslabs” tre steder i landet, som har fokus på at skabe løsninger og forpligte aktører på at handle, inden det hele afsluttes med en rapport indeholdende projektets fund og de initiativer, branchen undervejs i forløbet har forpligtet sig til at implementere.
En opfordring til medierne
Jeg tror, pointen på nuværende tidspunkt er gået op for læseren: Lyden af mod er dømt til at fejle. Projektet kan ikke indfri sin ambition om at ”dokumentere den strukturelle og kulturelle sexisme i musikbranchen,” da de data, projektet skaber, er uegnede som dokumentation.
Det er synd for de personer, som har været udsat for sexisme eller grænseoverskridende adfærd, og som indsender deres besvarelser i den tro, at de ved at gøre det bidrager til en seriøs undersøgelse. Det er også synd for musikbranchen, som på grund af fremgangsmåden efterlades uden brugbar viden. Endelig er det synd for alle os andre, som under og efter projektets gennemførelse skal lægge ører til dets ”fund”, velvidende at de grundet projektets fremgangsmåde er højst tvivlsomme. Det gælder i særdeleshed, hvis medierne gentager deres fejl fra midttierne og kritikløst formidler projektets historier uden at forholde sig til metodeproblemerne og datakvaliteten.
Lad mig derfor afslutte med en opfordring til de journalister og redaktører, som arbejder med dette stofområde. Det er min klare påstand, at de data, Lyden af mod tilvejebringer, ikke i nogen meningsfuld forstand kan betragtes som dokumentation, hvilket skyldes måden de frembringes på.
Det skal I ikke tage mit ord for. I skal spørge relevante fagprofessionelle, om Lyden af mods fremgangsmåde skaber data, der kan betragtes som dokumentation. Producerer et spørgeskema, som hvem som helst kan tilgå og svare hvad som helst i, og som ikke rummer nogen mulighed for verifikation af hverken afsendere eller indhold, data, som kan anvendes til dokumentation?
Såfremt de siger nej til det, skal I konfrontere projektets ledere med ekspertudtalelserne og spørge dem, hvordan de forholder sig til den udtalte kritik. Vil de gennemføre projektet i sin nuværende form? Vil de ændre projektet, så dets data bliver anvendelige i dokumentationsøjemed?
Det er prisværdigt at bekæmpe urimelige arbejdsforhold, hvor end de findes. Kvinder skal lige så lidt som mænd finde sig i krænkende adfærd, når de går på arbejde, og det er ikke nogen undskyldning, at arbejdet finder sted i et øvelokale, på et spillested eller i en koncertsal. Når jeg kritiserer Lyden af mod, er det ikke en kritik af hensigten. Det er en kritik af udførelsen. Ingen sag, selv ikke den mest sympatiske, berettiger, at man snyder på vægten.