Sofie Linde hævder at være blevet truet til sex af en stor »tv-kanon« til en julefrokost i DR i 2008. Men hun vil ikke sætte navn på, hvem manden er.
Dette indlæg blev skrevet, inden Sofie Linde meldte ud, at hun ikke vil gå videre med sagen. Jeg har tilføjet et efterskrift, som forholder sig til det.
Sofie Lindes tale ved årets Zulu Comedy Galla har genstartet debatten om sexchikane mod kvinder på arbejdspladser. I talen fortalte Sofie Linde, at »en stor tv-kanon« ved en julefrokost hos DR havde truet hende med at ødelægge hendes karriere, hvis hun ikke ville give ham et blowjob. Hændelsen fandt ifølge Sofie Linde sted for 12 år siden, da hun var 18 år gammel.
Sofie Linde sagde nej, og hendes karriere blev ikke ødelagt. Hun er på de 12 år selv blevet en stor tv-kanon med høj indtægt og et luksusliv, der er de færreste forundt. At hun i talen sammenstillede sin løn med Thomas Blachmans og hævdede, at forskellen havde med køn at gøre, var lige så latterligt, som hendes anklage om sexchikane er alvorlig. Sofie Linde er ikke et underbetalt offer for manglende ligestilling blandt tv-stjerner, og at sammenligne hendes og Blachmans roller og værdi for ’X Factor’ er som at sammenligne en holdleders med Lionel Messis. Blachman betales en høj løn, fordi han er afgørende for showets popularitet. Sofie Linde kan udskiftes, uden at det koster seere. Det kan Blachman ikke. Dét, ikke hans køn, gør ham mere værd og, derfor, dyrere i drift. Alt sammen pointer, BT’s chefredaktør, Michael Dyrby, udmærket har skitseret i et debatindlæg i sin avis.
Nej, ligelønsdelen af Sofie Lindes tale kan man roligt kalde et fejlskud og ignorere. Anderledes forholder det sig med hendes påstand om at være blevet truet til sex af »en stor tv-kanon.« Det er en alvorlig anklage og noget, alle taler om i dag og vil fortsætte med at tale om i de kommende dage.
Delte reaktioner
Reaktionerne på Sofie Lindes fortælling deler sig i to.
På den ene side er der dem, der hylder hende for at være »modig« og for »at stå frem.« Denne gruppe tæller mange kvinder i mediebranchen og også flere kvindelige toppolitikere. Her mener man, at det er vigtigt, at historier som Sofie Lindes bliver fortalt, så flere bliver klar over, hvad kvinder udsættes for.
På den anden side er der dem, der klager over, at Sofie Linde ikke har og tilsyneladende ikke vil sætte navn på manden i sin historie. Det skaber, mener de, en mistænkeliggørelse af en stor gruppe mænd hos DR. Samtidig, anfører flere, står den manglende navngivelse i vejen for, at manden bliver forhindret i at gentage sin adfærd over for andre kvinder.
Jeg tilhører selv den sidste gruppe, men har samtidig en fornemmelse af, at der er noget ved den første gruppes reaktion, jeg kan blive bedre til at forstå. Når så mange kvinder reagerer, som de gør, må det skyldes, at historien betyder noget for dem, den ikke betyder for mig. Lad mig vende tilbage til det senere. Først mit eget syn på sagen.
#MeToo om igen
Når jeg ser på Sofie Lindes historie, minder den mig om nogle af de bedste og værste ting den #MeToo-kampagnen.
Det gode er, at der bliver sat fokus på nogle former for adfærd, som er uacceptable. Det er ikke i orden, at mænd opfører sig, som manden i Sofie Lindes historie hævdes at have gjort. Både moralsk og juridisk er det langt over stregen. Mænd, der opfører sig, som denne mand hævdes at have opført sig, skal stoppes og straffes. Det er noget, arbejdspladserne skal tage alvorligt, herunder gøre let at anmelde. Ofre for chikane og trusler skal ikke kun sikres mod overgreb, men også mod konsekvenser af anmeldelser. Her tror jeg ikke, jeg er uenig med ret mange.
Det dårlige er, at det store flertal af de sager, #MeToo-kampagnen hvilede på, aldrig blev efterprøvet. Et kvalificeret gæt er, at mere end 99,99 procent af de 17 millioner tweets og opslag, kampagnen udgjordes af, aldrig blev undersøgt. Ingen satte sig for at finde ud af, hvem der stod bag de mange konti, og ingen afdækkede, om de mange påstande om overgreb, der blev fremsat på tværs af sociale medier, var sande. Det betyder ikke, at de fleste af påstandene var usande. Det betyder heller ikke, at mange af dem var. Men det betyder, at de politiske beslutninger, #MeToo-kampagnen førte til, blev truffet på et grundlag, som for mere end 99,99 procents vedkommende bestod af historier, ingen kendte rigtigheden af.
Det var bemærkelsesværdigt i en tid, hvor aviserne gladeligt skrev artikler om en håndfuld russiske bots på Twitter. Ingen medier fandt det værd at belyse, at digitale kampagner som #MeToo-kampagnen også kunne rumme elementer af digital manipulation. Måske, som forskere har påpeget, fordi blot 10 procent af den danske #MeToo-dækning var kritisk over for #MeToo. I al væsentlighed opførte de danske medier sig som aktivister, mens #MeToo-kampagnen rullede. De bød »revolutionen« velkommen i stedet for at passe deres arbejde og gå kritisk til kampagnen, dens fortalere og den ideologiske bevægelse, den var og er en del af.
Kønsforsker Kenneth Reinicke bemærker i sin 2018-bog ’Mænd, der krænker kvinder’, at Dansk Kvindesamfund var de første til at dele #MeToo-kampagnen på sociale medier i Danmark. Det bed de færreste journalister mærke i. Men det burde de have gjort. #MeToo blev lynhurtigt, allerede i sit udspring, omfavnet af feministiske interesseorganisationer, der i kampagnen så en fantastisk mulighed for at tiltrække nye medlemmer og styrke deres position. #MeToo handlede meget hurtigt ikke om kvinder og overgreb, men om feministisk aktivisme og burde efter få dage være blevet anskuet sådan i medierne. Men det skete ikke. Hverken hurtigt eller langsomt. Trods den åbenlyse forbindelse mellem den feministiske aktivisme og kampagnen, fik #MeToo lov til at fremstå som noget uskyldsrent, der kun handlede om seksuelle overgreb og intet havde med de ideologer at gøre, der både kynisk og dygtigt brugte og fortsat bruger kampagnen som et værktøj til opnåelse af magt.
Problemet med den manglende dokumentation står vi nu over for igen. Sofie Linde vil gerne fortælle, at en »stor tv-kanon« forsøgte at true hende til en seksuel ydelse. Men hun vil ikke sige, hvem han var. Det betyder, at det er umuligt at efterprøve, om det, Sofie Linde siger, passer. DR har meddelt, at de vil tage fat i Sofie Linde og tale med hende om sagen, og måske kommer der ad den vej en afklaring. Men for nuværende har vi ikke andet at forholde os til end Sofie Lindes anklager mod en unavngiven mand. I princippet kan alt, Sofie Linde siger, være fri fantasi. Det tror jeg ikke, det er. Men det, at det overhovedet kan være det, er et problem.
Dokumentation og sandhed
Forud for #MeToo-kampagnen havde foreningen Everyday Sexism Project været et varsel om denne nye form for feministisk aktivisme, hvor anonyme påstande bliver lagt til grund for krav om politisk forandring. Everyday Sexism Project blev grundlagt i 2012 af Laura Bates i England og spredte sig hurtigt til andre lande, herunder Danmark. Projektets formål var at dokumentere sexisme, og det skulle ske ved at lade kvinder fortælle om deres negative erfaringer med mænd. Piger og kvinder kunne indsende anonyme historier, og en redaktion hos Everyday Sexism Project offentliggjorde derpå udvalgte historier på projektets hjemmeside.
Jeg påpegede allerede tidligt over for grundlæggeren af den danske afdeling af Everyday Sexism Project, Irene Manteufel, at anonyme historier aldrig kan fungere som dokumentation. Det fik hende til at true mig med en injuriesag, men den kom aldrig. Måske fordi hun trods alt godt vidste, at hun ville have tabt med et brag. Ingen dommer ville have haft svært ved at se, at en historie uden afsender, uden gerningsmand, uden angivelse af sted, uden angivelse af tid og således uden nogen mulighed for efterprøvelse naturligvis ikke kan fungere som dokumentation. Tilsvarende ville ingen dommer have haft svært ved at gennemskue, at selv nok så mange sådanne anonyme, udokumenterede og udokumenterbare historier ikke dokumenterer noget som helst. Man kan ikke have mere vand i tusind hullede spande, end man kan i én.
Til en vis overraskelse opdagede jeg et par år senere, at Kenneth Reinicke i ’Mænd, der krænker kvinder’ anerkender min kritik af Everyday Sexism Projects påstand om at dokumentere sexisme. Reinicke, som i bogen læner sig meget op ad Everyday Sexism Projects historier og derfor har god grund til at overveje, om det er rimeligt at anvende dem som data, bruger i sit metodeafsnit en hel side på spørgsmålet. Den lyder som følger:
»På det metodiske niveau har kritikken været orienteret mod anonymiteten og de manglende krav om dokumentation. F.eks. skriver sociologen Tobias Petersen på sin blog om ligestilling »Reel ligestilling« (reelligestilling.dk), at de anonyme indlæg medfører, at brugerne kan skrive om deres historier uden at blive stillet til regnskab for dem, og at ingen kan vide, om historierne er sande, og om brugerne eksisterer i virkeligheden. Han fremfører ligeledes, at der som konsekvens af den manglende dokumentation ikke kan føres bevis for oprigtigheden af hændelserne på hjemmesiden. Et andet aspekt, som berøres, er, at hjemmesiden kun opfordrer kvinder og ikke mænd til at dele deres historier om seksuel chikane med andre, og at hjemmesiden derfor ikke handler om sexisme og hverdagssexisme generelt, men specifikt om sexisme og hverdagssexisme, der rammer kvinder. Jeg er sådan set enig i alle de metodiske faldgruber, som påpeges om The Everyday Sexism Project. Der eksisterer dilemmaer omkring, at hjemmesiden af nogle kan blive opfattet som en unuanceret hadside, og naturligvis kan man ikke vide, om historierne er sande. Offerets opfattelse af hændelserne kan ændre sig over tid, og da nogle af hændelserne også ligger langt tilbage i tid, kan der være problemer med at huske, hvad der præcist er foregået. Fortællingerne er derfor biased, og da der udelukkende er tale om offerets subjektive vurderinger af hændelserne, kan det ikke sammenstilles med nogen form for objektive data/fakta. Men hjemmesidens mission om at være med til at gøre en forskel og skabe kulturel forandring ved a sætte sexisme på dagsordenen – og dermed medvirke til at aftabuisere et udbredt samfundsmæssigt problem – må siges at overskygge indvendingerne imod hjemmesidens eksistens og de naturligvis indbyggede metodiske problemer ved anonyme beretninger. Til trods for, at man på baggrund af fortællingerne ikke har noget statistisk grundlag for at estimere omfanget og udbredelsen af hverdagssexismen, efterlades man med en følelse af, at seksuel chikane er et fænomen, som næsten ingen kvinder undgår at blive konfronteret med.«
Når det overrasker mig, at Reinicke anerkender min kritik, skal det ses i lyset af, at Reinicke ingen umiddelbar grund har til at gøre det. Reinicke er socialkonstruktionist og feminist. Jeg er ingen af delene. Når Reinicke erklærer sig enig i min metodiske kritik af Everyday Sexism Project, skyldes det altså ikke, at han synes, jeg er en guttermand, der skal have et klap på skulderen. Han gør det, fordi han, trods sit anderledes udgangspunkt og andet syn på køn og ligestilling, anerkender det problematiske ved at opfatte anonyme, udokumenterede og udokumenterbare historier som dokumentation.
Dog ikke mere, som det fremgår, end at ender med at tro på, at historierne er sande. Gjorde han ikke det, ville disse historier, hvis afsender og rigtighed han ikke kender, ikke efterlade ham med »en følelse af, at seksuel chikane er et fænomen, som næsten ingen kvinder undgår at blive konfronteret med.« Reinicke vedstår, at man »ikke kan vide, om historierne er sande«, men lader sig alligevel overstrømme af dem og bruger dem i resten af bogen som eksempler på seksuel chikane. Noget af et paradoks, hvis du spørger mig.
Det handler om kulturen
Når jeg ser på den gruppe, der hylder Sofie Linde for at være »stærk« og »modig« og synes, at det er fantastisk, at hun »står frem«, og som ikke ser det store problem i, at historien indtil videre er fuldstændig udokumenteret, kan jeg afskrive noget af begejstringen med mekanismer i det digitale samfund, vi lever i. Når sager som den her kommer frem, er det vigtigt at vælge den rigtige side med det samme. Det gælder især, hvis man har en beskæftigelse, som hænger sammen med den fortælling om sig selv, man hver dag skaber på sociale medier. Er man afhængig af sit personlige brand, er det en dårlig idé at indtage et upopulært standpunkt. Skulle jeg rådgive nogen i denne sag, ville jeg anbefale dem at melde sig under fanerne til fordel for Sofie Linde. Det er det ufarlige valg, som fortæller resten af verden, at man er modstander af sexchikane og seksuelle overgreb.
Men jeg tror ikke, man kan afskrive hele holdningsforskellen på den måde. Der er noget andet på spil end simpel interessevaretagelse, når så mange kvinder med forskellige baggrunde bakker om om Sofie Linde. En del af årsagen kan være, at andre kvinder har lignende erfaringer og glæder sig over, at der bliver sat fokus på det. Det er en rimelig antagelse. Men jeg tror også, det handler om en mere grundlæggende forskel mellem de fleste mænd og de fleste kvinder. Mens de fleste mænd har svært ved at forstå, hvorfor kvinder ikke finder den manglende dokumentation alvorlig, har de fleste kvinder svært ved at forstå, hvorfor mænd ikke tager den seksuelle chikane alvorligt. Det er en samtale, hvor uenigheden bunder i, at man taler om to forskellige ting.
Når jeg læser mig igennem kvinders reaktioner på Sofie Lindes historie, går det igen, at de ønsker fokus på det, de opfatter som et strukturelt problem. Det er ligegyldigt, hvem manden var, skriver de, det centrale er, at der bliver gjort opmærksom på, at den adfærd Sofie Linde beskriver, eksisterer. Det er kulturen, man skal gå efter, ikke manden. Det synspunkt, tror jeg, mange mænd har svært ved at forlige sig med. De vil fastholde, at vi ikke ved, hvad der er sket, og at det er vanvittigt at drage konklusioner på baggrund af, hvad indtil videre er en kvindes påstand om noget, hun hævder skete for 12 år siden. Nogle af dem vil måske ligefrem blive irriterede over, at det de facto er det, der sker i medierne. Lad os nu få sat navn på manden, efterprøvet påstandene og afklaret, hvad der er sket. Når det er på plads, kan vi diskutere, hvad vi skal gøre ved det.
Som jeg allerede har gjort opmærksom på, tilhører jeg den sidste gruppe. Men som jeg ligeledes har påpeget, tror jeg, at der er noget ved den første gruppes reaktion, jeg ikke forstår godt nok. Lad mig prøve at se, om jeg kan komme det lidt nærmere.
Den løsningsorienterede mand kan blive bedre til at lytte
En ting, som er gået igen, når jeg i årenes løb har talt med venner om kvinder, er skænderier, som bunder i, at manden misforstår, hvad kvinden ønsker, når hun fortæller om et problem, fx på sit arbejde eller med en veninde. Det skyldes givetvis, at kvinder ikke altid er gode til at sætte ord på, hvad de vil have, men det skyldes formentlig også, at mænd har en anden tilgang til problemer end kvinder. Og ja, jeg generaliserer her, ligesom jeg gør det i resten af indlægget. Anderledes kan det ikke være, når man overordnet forholder sig til mennesker.
Især én sekvens har jeg set og hørt udspille sig mange gange. Kvinden kommer til manden med et problem. Hun er ked af det. Manden reagerer ved at foreslå en løsning på problemet. Det beroliger ikke kvinden, og det kan manden ikke forstå. Han har jo hjulpet hende med at finde en løsning. Hun bliver sur over, at han ikke forstår hende. Han bliver irriteret over, at hun stadig er ked af det.
Når det ender sådan, skyldes det, at manden misforstår, hvad kvinden vil have. Han giver hende en løsning på problemet, men hun er ikke på jagt efter en løsning. I hvert fald ikke lige nu. Det, hun ønsker, er at blive lyttet til. At blive forstået. At vide, at der findes et menneske, som elsker hende og ubetinget tager hendes side i den konflikt, hun fortæller om. Dét, ikke en løsning, er, hvad hun vil have.
Skal man bebrejde manden, at han ikke forstår det? Skal man kalde ham idiot, fordi han prøver at løse det problem, hun kommer til ham med? Nej, det ville da være urimeligt. Han gør det jo ikke af ond vilje. Tværtimod. Men man kan måske opfordre ham til at reflektere over sin løsningsorienterede tilgang til alting. Mænds tendens til at reducere alt til problemer og løsninger er yderst brugbar i mange sammenhænge, men nogle gange er det noget andet, der er behov for.
Nu virker det måske, som om jeg fører mig frem som en stor ekspert, der altid har vidst, præcis hvad man skal gøre. Men det ikke tilfældet. Jeg har selv trådt forkert mange gange.
På et tidspunkt boede jeg sammen med en kæreste, som kom grædefærdig ind ad døren. En mand havde taget hende på røven, mens hun holdt for rødt lys på sin cykel, og det havde været en meget ubehagelig oplevelse. Dum, som jeg var, forsøgte jeg først at afdramatisere hændelsen ved at sige, at det viste, at hendes nye shorts, som jeg havde anbefalet hende at købe, sad godt. Det var ikke det rigtige at sige. Derefter forsøgte jeg en rationel tilgang. Manden var idiot, og der findes idioter derude. Det kan man ikke gøre noget ved, men heldigvis er de fleste ikke idioter. Det hjalp heller ikke. Hvad jeg skulle have gjort var at holde min kæft med begge dele og bare lytte til hende. Det var det, hun havde brug for. Ikke åndssvage vittigheder og relativiserende sandsynlighedsregning.
Nej, hvis jeg har ret i noget som helst i forhold til det her, så skyldes det ikke ufejlbarlighed, men tværtimod at jeg selv har begået fejl og desuden har hørt om ganske mange andres fejl i forhold til det kommunikationsproblem, der forekommer at være på spil.
Nu vil nogle måske mene, jeg i overdreven grad tager kvindernes parti her. Men jeg vil gerne tage mændene lidt i forsvar. Når vi tænker, som vi gør, skyldes det blandt andet, at det ikke er legitimt for os at give verden skylden for vores problemer. Intet, siger mange kvinder, er mere utiltrækkende end selvmedlidenhed hos en mand. Vi kan ikke ligge os ned og græde, når verden er ond. Vi er nødt til at finde en løsning og komme videre. Det smitter af på vores tilgang til kvinders problemer. Vi prøver instinktivt at håndtere dem, som vi ville håndtere dem, hvis de var vores egne. Ikke af ond vilje, men fordi vi ikke kender til andet. At laste os for det virker ikke rimeligt.
Jeg er desuden sikker på, at de fleste kvinder gerne vil have en handlekraftig mand, der kan tage en beslutning og løse problemet, når lokummet brænder. Opgaven for mænd er derfor ikke at bortkaste deres evne til problemløsning. Opgaven er at blive bedre til at vurdere, hvornår noget kalder på en løsning, og hvornår det er noget andet, der er brug for. Sagt anderledes: Hvornår tiden er til rationelle kalkuler, og hvornår den er til følelser og omsorg.
Denne lange vej leder mig tilbage til udgangspunktet. Når historier som Sofie Lindes betyder så meget for mange kvinder, skyldes det blandt mange andre ting formentlig noget så basalt, som at kvinder gerne vil have, at mænd slår ørerne ud og lytter til, hvordan det er at være kvinde. Det er derfor, de taler om strukturer og kulturer, og det er derfor, det ikke spiller den store rolle for dem, om historien er dokumenteret. De ved, at de her ting sker, og de har længtes efter noget, der kunne få mænd til at høre efter. Det fik de med #MeToo, og det får de nu igen med Sofie Lindes historie.
Nogle kvinder drives formentlig af en forventning om, at hvis bare mænd får øjnene op for, hvordan det er at være kvinde, så vil mænd ændre adfærd over for kvinder. Hvilket de nok har ret i, i hvert fald et stykke hen ad vejen. Men for mange kvinder synes det at handle om noget langt mindre strategisk. Det, de ønsker, er en fundamental anerkendelse, respekt og interesse. De vil have, at mænd lytter og hører efter. Dét, mere end noget andet, er, hvad de hungrer efter.
Efterskrift
Omtrent her ville jeg have afsluttet dette efterhånden meget lange indlæg. Men så skete der noget uventet. En artikel fortalte, at Sofie Linde har meddelt DR, at hun ikke ønsker at gå videre med sagen. Noget, DR har accepteret. Sofie Lindes historie kommer derfor ikke til at blive efterprøvet.
Det er et stort problem og et stort selvmål af Sofie Linde. Hvis der var et potentiale i hendes historie, er det nu forspildt. Ingen ved, om det, hun påstod, er sket, og ingen kommer til at finde ud af det. At kræve, at historien skal få os til at tale om gerningsmanden, er absurd, så længe vi ikke ved, om der er en gerningsmand. Og det er sådan, de fleste mænd vil opfatte historien: Vi aner ikke, om der er sket nogen som helst, eller om det hele bare er noget, hun har fundet på. Det, der kunne have åbnet en diskussion om nogle mænds adfærd over for kvinder, ender nu som en fuser. Historien vil efterlade mange med det indtryk, at der må være en grund til, at Sofie Linde ikke vil sætte navn på manden. Og at den grund meget vel kan være, at det, hun hævder, ikke er sket. Eller er sket på en markant anden måde, end hun fremstiller det.
Når det er sådan, hænger det sammen med de forskelle på mænd og kvinder, jeg allerede har berørt. Mænd kan blive bedre til at lytte, ja, afgjort, men kvinder kan med fordel også blive bedre til at forstå, hvordan mænd tænker. Vores problemorienterede tilgang til verden skyldes, at det er sådan, vi ser den. Når vi opdager, at der ligger en sten i vejen, forsøger vi at flytte den. Kan vi ikke det, undersøger vi, om vi kan skubbe den væk eller trække den væk. Vi er orienteret mod, hvad problemet er, og hvordan problemet løses. Heraf kommer vores store fokus på rationalitet og fakta, som undertiden for nogle mænd kan virke nærmest OCD-agtigt. Vi måler, vejer og regner, og det er en af grundene til, at vi kan blive lange i blikket, når nogen taler om uhåndgribelige størrelser som strukturer og kulturer.
Det kan kvinder med fordel tænke over. Hvis kvinder ønsker for alvor at få mænd med på vognen i kampen mod adfærd som den, Sofie Linde hævder at være blevet udsat for, vil det være en virkelig god idé for kvinder at tage udgangspunkt i velbelyste sager og springe de udokumenterede over. Mænd vil gerne tro på kvinder, når de fortæller, de er blevet udsat for overgreb, men de vil også gerne se en eller anden form for beviser. Det skyldes hverken kvindehad eller mistro til kvinder. Det skyldes, at det er sådan, vi ser på verden. Vi er konkrete i alt, hvad vi foretager os, og det er ikke noget, vi uden videre kan slå til og fra.
At det forholder sig sådan er ikke kun noget, jeg påstår. Psykolog og mandeforsker Svend Aage Madsen har gentagne gange understreget, at hvis man skal have mænd til at tale om deres problemer, så skal man stille konkrete spørgsmål. Spørger du en mand, hvordan han har det, svarer han, medmindre han virkelig har det dårligt, at han har det fint. Det samme spørgsmål er uproblematisk, hvis man taler med en kvinde. Hun går straks i gang med at fortælle om sine store og små skavanker. Men for manden er det for bredt og uhåndgribeligt. Ham skal man i stedet spørge om noget, han kan forholde sig til, for eksempel hvor mange gange han vågnede i nat. Når han så fortæller, at han var oppe fem gange, kan samtalen tage udgangspunkt i det, fortsætte med andre konkrete spørgsmål og ad den vej få belyst, hvordan manden har det.
På Twitter skriver flere kvinder, at de ikke forstår, hvorfor vi skal tale om ofret, når vi burde tale om gerningsmanden. Til det vil mange mænd svare, at vi ikke kan tale om gerningsmanden, før vi får sagen efterprøvet og derigennem godtgjort, at der er sket et overgreb og findes en gerningsmand.
Jeg er tilbøjelig til at give dem ret.
Der er behov for, at mænd og kvinder bliver bedre til at forstå hinandens forskelle og kommunikere på tværs af dem. Men det bliver ikke Sofie Linde-sagen, der kommer til at løsne op for det. Sofie Linde har gjort kvinder en bjørnetjeneste. De, der i forvejen støttede #MeToo, vil naturligvis fortsat gøre det. Men de, der var skeptiske, vil mene, at de nu har endnu en grund til at være det.
Og de store »tv-kanoner«? Ja, de må finde sig i, hvad enten det er rimeligt eller ej, at spekulationerne nu går i gang. Som kommunikationsrådgiver og samtykkeaktivist Rulle Grabow skriver på Twitter: »Lad gættelegen begynde.«