Bog om ligestilling og vil gøre op med syv myter i ligestillingsdebatten. Men bogen bidrager selv til mytedannelse.
I bogen Bridging the Gender Gap: Seven Principles for Achieving Gender Balance sætter Lynn Roseberry og Johan Roos fokus på ligestilling i private virksomheder og offentlige organisationer og universiteter. Forfatterne beretter om deres bog i en artikel på Berlingske i dag.
Roseberry og Roos peger på følgende syv myter som forklaring på det, de kalder manglende ligestilling:
- Konkurrencen på arbejdsmarkedet skaber naturligt forskelle, blandt andet fordi kvinder sakker agterud, når de får børn.
- Mænd og kvinder er gode til forskellige ting på grund af genetiske og neurobiologiske forskelle.
- Mænd bliver ledere, fordi de er konkurrencemindede, egoistiske og aggressive, mens kvinder er samarbejdsorienterede og omsorgsfulde.
- Kvinder er ikke ambitiøse og ikke interesserede i lederstillinger.
- Arbejdsgivere skal passe på ikke at krænke de kvinder, der er imod positiv særbehandling.
- Positiv særbehandling skaber konflikter, fordi det nødvendigvis vil gå ud over mændene.
- Så længe en virksomhed overholder ligestillingsloven, gør den, hvad den skal.
Myterne baserer sig på interviews med 20 topledere i Danmark og udlandet. Myterne forklarer, hvorfor der fortsat er færre kvindelige end mandlige ledere og bestyrelsesmedlemmer, hvis man skal tro de to forfattere. Foruden myterne giver Roseberry og Roos også anvisninger til, hvordan man med syv principper kan punktere dem.
Som man spørger, får man svar
Der er desværre ét spørgsmål, Roseberry og Roos undlader at stille. Og det er spørgsmålet om, hvad ligestilling er. I stedet overtager forfatterne ukritisk det resultatorienterede ligestillingsbegreb, der definerer ligestilling som 50/50-fordelinger, og rejser med det i hånden ud i verden for at dokumentere “manglende ligestilling”.
Det betyder, at bogen, der ønsker at gøre op med myter i ligestillingsdebatten, selv medvirker til mytedannelse. For det er en myte, at det resultatorienterede ligestillingsbegreb er hævet over andre ligestillingsbegreber, og at det skulle have en særret til at fungere som en slags ligestillingstermometer, hvormed man ved at måle afstanden fra 50/50 kan sige noget fornuftigt om, hvorvidt der er ligestilling på et givet område.
Ligestilling betyder ikke nødvendigvis lige fordelinger. Det gør det kun, hvis man er af den opfattelse, at mennesker skal presses til at foretage bestemte valg for at få tallene til at passe. Regulering i en højere sags tjeneste, om man vil.
Ligestilling kan i stedet betyde lige rettigheder og muligheder. Det gør det, hvis man er tilhænger af det, jeg kalder reel ligestilling. Det afgørende er her, at intet menneske diskrimineres på grund af sit køn. Men ikke, hvad summen af enkeltmenneskers frie valg er. Set fra denne vinkel er det komplet uinteressant, om kønsfordelingen et givet sted er 70/30 eller 50/50, så længe ingen ansøger er blevet diskrimineret på grund af sit køn i rekrutterings- og ansættelsesfasen.
Der findes med andre ord mindst to ligestillingsbegreber, som ser meget forskelligt på, hvad ligestilling er, og hvorvidt diverse fordelinger er problematiske. Det synes Roseberry og Roos at overse, og det er ærgerligt. For på den måde indskriver deres bog sig i rækken af bøger, der vil ligestillingen det godt, men som spænder ben for sig selv ved kun at betragte ligestilling fra ét perspektiv.
Bridging the Gender Gap: Seven Principles for Achieving Gender Balance udkom i juli på Oxford University Press.