»Ærlig talt, så skylder jeg dig ikke engang at pisse på dig, hvis der gik ild i dig«, skriver Nikita Klæstrup til Rasmus Nøhr. Had i sin reneste form.
Da jeg tidligere i dag læste kommentarerne til mit indlæg om Rasmus Nøhr-sagen, tænkte jeg, at jeg ville skrive et nyt indlæg om en holdning, der lod til at gå igen: at kvinder ikke skylder mænd deres opmærksomhed. Jeg havde tænkt mig at tage udgangspunkt i kommentarerne, men siden er der sket det, at Nikita Klæstrup har skrevet et indlæg på sin blog på Ekstra Bladet om Rasmus Nøhr og netop det emne. Så lad os starte der.
Og lad os starte med at tegne rollerne op. I det ene ringhjørne har vi Nikita Klæstrup, der foruden at være selverklæret fjerdebølgefeminist har skabt sig et navn ved at smide tøjet. En kvinde, der givet sin kendisstatus nyder en lang række privilegier, herunder den blog hos Ekstra Bladet, indlægget er bragt på. I det andet ringhjørne har vi Rasmus Nøhr, der siden i går er blevet gennembanket så gevaldigt på Facebook, at han næppe længere er i stand til at rejse sig, og som for øvrigt i forvejen har en del at slås med, blandt andet et saftigt sagsanlæg fra den navnkundige pokerstjerne Gustav Hansen efter et forlist erhvervseventyr de to imellem.
Det var altså ikke bare en mand, der lå ned, Nikita gik til angreb på, da hun postede sit indlæg om Rasmus Nøhr i eftermiddags. Det var en mand, der ikke længere trak vejret. Det er værd at bemærke, synes jeg, for det er en indikator på, hvad indlægget er motiveret af. Almindelige uenigheder kan godt føre til skældsord og skubberi, men aldrig til en så målrettet forulempelse af en forsvarsløs modpart, som der er tale om her. Nej, motivationen er ikke uenighed. Motivationen er had.
»Tak, Rasmus Nøhr! Du har nu fået denne her piges opmærksomhed. Men ærlig talt, så skylder jeg dig ikke engang at pisse på dig, hvis der gik ild i dig. Men tag det som et kompliment, ik?«, afslutter Klæstrup sit indlæg.
Jo, den er god nok. Selv hvis manden er ved at dø, vil hun ikke hjælpe ham. Det er had i sin reneste form.
Det skal jeg vende tilbage til om et øjeblik, men lad os ikke glemme kommentarerne under min første indlæg om Rasmus Nøhr-sagen. For flere var jo, som sagt, inde på noget af det samme, nemlig at kvinder ikke skylder mænd deres opmærksomhed. At kvinder har ret til ikke at se på mænd, for eksempel, sådan som den kvindelige hovedperson i Rasmus Nøhrs gymnasiefortælling havde gjort det i over et år.
Og lad da være sagt med det samme, og så ingen er i tvivl: Selvfølgelig gør kvinder ikke det! Kvinder skylder ikke mænd noget som helst! Det er der absolut ingen tvivl om. Men det implicerer ikke, at en radikal virkeliggørelse af princippet skaber et samfund, det er rart at være i. Og det garanterer ikke, at en sådan virkeliggørelse ikke kan have en række negative konsekvenser for dem, der udøver retten.
I forhold til det første må man jo overveje konsekvenserne af, at alle begynder at insistere på principielle rettigheder. Tag fortovet som eksempel. På en almindelig gåtur træder de fleste af os til siden gang efter gang, helt uden at tænke over det. Men det er jo ikke noget, vi skal gøre. Det står ingen steder skrevet, at du skal give plads, så barnevognen kan komme forbi. Du kan vælge at lade være. Du kan vælge at råbe forældrene op i hovedet, at du ikke skylder dem at gå udenom. Men det vil ikke være uden omkostninger. Hvis alle begynder at gøre det, bliver det ikke kun meget ubehageligt at bevæge sig på fortovene. Det bliver også meget svært.
I forhold til det andet bør man tænke over, hvad det er for en dreng og siden mand, man medvirker til at skabe, når man demonstrativt nægter ham sit blik i et helt år. Når man ignorerer ham og aldrig hilser på ham. Når man ikke inviterer ham med til fødselsdag, selv om resten af klassen er inviteret. Det er alt sammen ting, man har ret til. Man skylder ham jo ikke noget. Men er det sundt for ham? Bliver han et godt menneske af det? Giver det ham en god opfattelse af kvinder, som i fremtiden vil komme andre kvinder til gode? Eller sker der det modsatte? Får man plantet et frø af had i ham, som over tid risikerer at vokse sig stort, indtil han en dag som voksen eksploderer i raseri? Det er da værd at tænke over. Ja, jeg synes faktisk, man har pligt til at tænke over det, hvis man insisterer på sin principielle ret til at behandle ham sådan.
Og dermed tilbage til Nikita Klæstrups hadefulde indlæg, der som allerede demonstreret udtrykker præcis den holdning, at det er ok at være hamrende ligeglad med andre mennesker. »Men ærlig talt, så skylder jeg dig ikke engang at pisse på dig, hvis der gik ild i dig«, skriver hun. Mon hun har tænkt ordentligt over det? Jeg tvivler. Og jeg tænker, jeg vil være lidt pædagogisk. Så her er en liste over ting, mænd ud fra Nikita Klæstrups egen logik ikke skylder Nikita Klæstrup. Det er ubehageligt at skrive, men jeg er bange for, at det er nødvendigt:
- At undlade at kalde hende en luder
- At reagere, hvis nogen truer hende
- At reagere, hvis nogen slår hende
- At reagere, hvis nogen voldtager hende
- At reagere, hvis hun råber på hjælp
- …
- At række hende en hånd, hvis hun er ved at drukne.
Helt principielt er det jo rigtigt, hvis vi ser bort fra lovgivningen et øjeblik, at ingen mand skylder Nikita Klæstrup at gøre nogen af de ting. Ligesom det principielt er rigtigt, at Nikita Klæstrup ikke skylder Rasmus Nøhr at hjælpe ham, hvis han er ved at brænde ihjel. Men hvad skal vi bruge det til? Det er vel næppe sådan, vi ønsker at leve? Så fulde af had, at vi tilrettelægger vores handlinger efter, hvor meget vi kan såre og skade andre?
I sin seneste video til sine følgere svarer professor Jordan B. Peterson blandt andet på, hvordan man kan genkende et menneske, der er besat af ideologi. Hans svar er, at hvis man på forhånd kan gætte, hvad nogen vil sige om et emne, er der en stor sandsynlighed for, at det er ideologien og ikke dem selv, der taler.
Jeg tænker, det måske er det, der er på spil for Nikita Klæstrup. At det i højere grad er feminismen end hende selv, der taler. Det håber jeg lidt, for jeg hører ikke til dem, der mener, at alt, Nikita Klæstrup siger og skriver, er ubrugeligt og dumt, selv om jeg bestemt mener, at hendes aktuelle indlæg hører til i den kategori. Og det principielle udsagn om, at kvinder ikke skylder mænd noget, er jo ærkefeministisk. Se eksempelvis, hvad Sarah Elizabeth Daley skrev tidligere i dag, som kommentar til Rasmus Nøhrs opslag:
Heller ikke Daley lader til at have tænkt over de dybere konsekvenser. Ønsker hun eksempelvis at leve i et samfund, hvor mænd hævder deres ret til ikke at respektere lesbiske kvinder? Eller et samfund, hvor heteroseksuelle i fællesskab beslutter at hævde deres ret til ikke at hilse på, tale med eller arbejde med homoseksuelle? Jeg tror det ikke. Men logikken er jo den samme. Hvis ingen skylder nogen noget, skylder ingen nogen noget.
Læst ind i den bredere kønsdebat er det trist, hvis Rasmus Nøhr-sagen er et varsel om det niveau, debatten kommer til at foregå på fremover. For så bliver der ingen debat. Hvis kvinder reagerer som Nikita Klæstrup har gjort her, hver gang en mand stikker hovedet frem og fortæller, at noget gør ondt, kommer vi aldrig videre. For det er jo det, det handler om. Det gør ondt at blive »tryllet usynlig«, som Nøhr udtrykker det. Og det gør det, selv om kvinder principielt har ret til at gøre det. Det ene udelukker ikke det andet.
En skrev i en kommentar, at mit første Nøhr-indlæg var udtryk for en »taberholdning«, og at mænd da bare skulle rejse sig og komme videre, hvis kvinder ikke gad dem. Til det vil jeg afslutte med at sige, at dén hypotese har vi afprøvet. Forgæves. Vi har hundreder af års bevis på, at det ikke virker. Mænd lever kortere liv end kvinder, begår oftere selvmord, ender oftere i ensomhed, ender oftere som barnløse, ender oftere i misbrug, ender oftere som hjemløse, og ender oftere med at dø i arbejdsulykker. At der skulle kunne laves om på det ved, at vi bliver ved med at gøre, hvad vi altid har gjort – lade være med at tale om de smerter, verden, herunder kvinder, giver os – er for mig en vanvittig tanke. Det er muligt, at min idé om, at vi har brug for at sprog at udtrykke os på, ikke er løsningen. Men at fortsætte med at gøre noget, vi ved ikke virker, er det i hvert fald heller ikke.