Når nogen en sjælden gang forsøger at sprogliggøre den mandlige væren, skal man lytte.
Musikeren Rasmus Nøhr postede i går et opslag på Facebook, som hurtigt tiltrak sig opmærksomhed. I opslaget, som var rodet og fyldt med skrivefejl, fortalte Nøhr blandt andet, at han i sin ungdom var blevet forbigået af en kvinde, Camilla Stockmann, der i dag er journalist på Politiken. Her følger hele indledningen, som Rasmus Nøhr skrev den.
»Kære Camilla stockmann , du var den første der tryllede mig usynlig. Jeg opdagede det vist en dag i 1. G på metro. Jeg er ikke sikker , det skete gradvist. Du var skolens lysende stjerne , altid i muntert selskab, altid svævende og magisk. Det var hele din smukke klikke. Jeg ku ikke finde ud af hvad jeg skulle stille op med at have mødt en så charmerende og talentfuld pige, der bare helt naturligt dragede verdens centrum til sig, og fik kloden til at dreje. Men du hjalp mig heller ikke. Vi var vel ca 300 elever der skulle opleve den tid sammen, de første ungdomseventyr , usikkerheden og de næsten for store drømme. 300 er mange , for mange til at de alle kan være i centrum. Du var altid i centrum og dem du valgte at dele solen med, fik en fantastisk priviligeret ungdom, med åbne smukke og beundringsværdige sommerfuglevinger. Var du slet ikke nysgerrig efter hvem vi andre var? De usynlige.. jeg havde ellers et ret spændende overbid og var vist den eneste der altid havde en kikset akustisk guitar på ryggen. Tænkte du aldrig på at hive andre ind i det priviligerede lys? Få dem til at turde vise deres farver lidt. Eller havde du mærket den magt det gav at herske over hvem der var inde, og viste du indtinktivt at hvis alle fik lov, var magten mindre ? Jeg opgav at få øjenkontakt med dig efter et års tid. Det var helt klart at jeg ikke passede ind i den flok du samlede om dig. De åbenlyst beundringsværdige, dem der enten var smukke, højlydt sjove eller på ulandsholdet.«
Opslaget blev hurtigt kritiseret vidt og bredt på Facebook, ikke mindst af Weekendavisens altid årvågne debatredaktør, Søren Villemoes, der benyttede sig af muligheden for at give Rasmus Nøhr en verbal knockout. Nøhr slettede senere på dagen sit opslag, og dermed forsvandt også Villemoes’, men mens det var tilgængeligt kunne Villemoes’ mange følgere og tilhængere læse, at Rasmus Nøhr ifølge Søren Villemoes er en blanding mellem en »nice guy« og en »beta male«. Begge er udtryk fra den identitetspolitiske debat i USA. Det første sigter til, at Nøhr ifølge Villemoes tilhører en type af mænd, der mener, at kvinder skylder mænd sex, hvis mænd opfører sig godt. Det andet refererer til, at Nøhr ifølge Villemoes tilhører en type af mænd, der gerne vil have kvinders opmærksomhed, og bliver vrede og ondskabsfulde, hvis de ikke får den.
Blandt Villemoes’ mange venner og følgere vakte opslaget begejstring, og der opstod hurtigt konformitet i opfattelsen af, hvad der var på færde: Rasmus Nøhr var en idiot – og for øvrigt ikke alt for pæn at se på – og der var ingen som helst grund til at tage nogen del af hans i øvrigt temmelig lange opslag alvorligt. Samme konsensus opstod under andre opslag om samme emne. Nøhr var dagens taber på Facebook.
Nu kunne man selvfølgelig lade det være ved det. Måske var det bare Nøhrs tur til at få den digitale tidsalders ækvivalent af en stening på torvet. Men det er lidt for let, synes jeg. Ikke fordi jeg forsvarer Rasmus Nøhr eller indholdet af hans opslag. Jeg kender ham ikke, og opslaget var så rodet og vanskeligt at forstå, at man på intet tidspunkt kommer til at finde min underskrift på en støtteerklæring for det. Men fordi der er noget vigtigt ved noget af det, han skriver. Noget, der fortjener bedre overvejelser end den nedladende affejning, det fik hos Søren Villemoes.
Lad os derfor vende tilbage til indholdet af Nøhrs opslag. »Du var den første, der tryllede mig usynlig«, skriver han. Læs lige den sætning igen: »Du var den første, der tryllede mig usynlig«. Foruden at være en sproglig lækkerbisken rummer sætningen en iagttagelse af noget, man med rimelighed kan kalde en fællesmandlig erfaring, nemlig den usynliggørelse, mange mænd, særligt i ungdomsårene, udsættes for at kvinder. En usynliggørelse, som muligvis kan forekomme triviel, men som har vidtgående konsekvenser. For lige så vel som mænds interne hierarkier har indflydelse på kvinders interesse for de enkelte mænd, har kvinders interesse for de enkelte mænd betydning for deres placering i de mandlige hierarkier. Og derfor er særligt den unge kvindes blik aldrig bare et blik, men altid også en tryllestav, med hvilken hun kan forvandle en ung mands skæbne. Hun er i sine visuelle til- og fravalg med til at bestemme, hvilke af de unge mænd der ender med at blive »de populære«, og hvilke der ikke gør; noget, som har effekter langt ind i voksenlivet som konsekvens af de venskaber, sympatier og antipatier, der opstår på grundlag af dem.
Vil jeg påstå. For alt, jeg netop har skrevet, er jo påstande. Jeg kan ikke bevise videnskabeligt, at det er sådan, det hænger sammen. Blandt andet fordi, de færreste forskere interesserer sig for mænd og mænds problemer, præcis som de færreste politikere og de færreste medier, men også fordi vi mænd endnu ikke har udviklet et sprog at tale om de her ting med hinanden på. Kvinderne har de sidste 50 års feminisme at læne sig op ad. Den kan man sige meget dårligt om, både politisk og videnskabeligt, men den rummer dog nogle begreber, der gør det muligt for kvinder at sætte ord på verden, sådan som den opleves fra et kvindeperspektiv. Hvad har vi? Intet! Vi har absolut ingenting, der kan sammenlignes med det, og det er en af grundene til, at vi taber i debatten om køn og ligestilling. Ligesom det er en af grundene til, at så relativt få mænd interesser sig for den. Naturligvis, kunne man tilføje. For mænd, som de er flest, er no nonsense. De gider ikke deltage i noget, der handler om erfaringer, de ikke genkender, og foregår på et sprog, de ikke forstår.
Det er i det lys, jeg læser Rasmus Nøhrs opslag. Mens I andre griner, ser jeg en mand, der prøver at sætte ord på noget, de fleste af os godt aner, men har svært ved at beskrive og følgelig sjældent taler om. Og jeg er i den forbindelse ligeglad med Søren Villemoes og andre, der hånligt reducerer, hvad man med rimelighed kan opfatte som en eksistentiel famlen, til et spørgsmål om, at afsenderen er en kvindehadsk taber. Den slags vrøvl skal man lære at ignorere. Når nogen en sjælden gang forsøger at sprogliggøre den mandlige væren, skal man lytte.
»Jeg opgav at få øjenkontakt med dig efter et års tid«, skriver Nøhr lidt senere. Det er længe. Et helt år håbede han, at hun en dag, bare en enkelt dag, bare en enkelt gang, ville værdige ham sit blik. Men det ville hun ikke. Nøjeregnende forholdt hun ham det, selv om det ikke ville have kostet hende noget at give ham det. Er Rasmus Nøhr den eneste mand med den erfaring? Jeg tror det ikke. Men debatterer vi det? Nej, vi gør da ej! Vi bøjer hovedet og undskylder, at vi overhovedet fik den tanke, at kvinders subtile magtudøvelse præger os.
Der er underligt, og det er trist. De fleste af os ved godt, at kvinder har næsten uindskrænket magt over mænd, men de færreste af os, hvis nogen overhovedet, er i stand til at udtrykke, hvordan det føles, og hvilke konsekvenser det har for os. Tænk over det, næste gang en mand forsøger. Vi har virkelig brug for at få sat ord på det. Vi har brug for begreber, der forklarer, hvordan verden opleves gennem vores øjne. Det nægtede blik er vigtigt at få beskrevet, også selv om kvinder naturligvis er i deres gode ret til at nægte os deres blik. Deres rullen med øjnene. Deres bevidste ignoreren, afvisen, overhøren og tilsidesætten, som tilsammen måske bedst kan beskrives som en slags til-intet-gørelse. Deres mange paradokser, som vi ikke forstår. Hvorfor bliver de sure over, at vi ikke ser dem i øjnene, når de har verdens mest nedringede top på? Er det ikke urimeligt? Og var det ikke hensigten med toppen, at den skulle tiltrække sig opmærksomhed?
»Du var altid i centrum, og dem, du valgte at dele solen med, fik en fantastisk privilegeret ungdom, med åbne, smukke og beundringsværdige sommerfuglevinger. Var du slet ikke nysgerrig efter, hvem vi andre var? De usynlige..«, skriver Nøhr.
Og det er måske dér, vi skal starte, når vi skal forstå, hvad det vil sige at være mand: med en nysgerrighed efter at finde ud af, hvem de usynlige er. Og hvorfor de er det.
Links
Hele Rasmus Nøhrs kritiserede opslag