Tænketanken Cevea har analyseret, hvem der kommer til orde i den offentlige debat på avisernes debatsider. Men halvdelen af regnestykket mangler.
Cevea præsenterede i går en analyse af, hvem der har adgang til avisernes debatsektioner, og analysens ikke overraskende konklusion – at hvide, veluddannede mænd sidder på flæsket – gav genlyd i flere mediers omtaler af analysen, herunder Berlingskes og Ugebrevet A4’s.
Analysen har to dele og viser to ting. Dels at akademikere kommer mere til orde end alle andre. Dels at mænd kommer mere til orde end kvinder.
Men – og der er et men, og det er et stort men – analysen tager ikke højde for, hvilken indsats de forskellige grupper ligger for dagen. Og det er et problem. For det efterlader os uden en skala at bedømme analysens resultater på.
Er det eksempelvis et problem, at mænd står bag 64 procent af debatindlæggene i Politiken, mens kvinder blot står bag 36 procent?
Tja, det kommer vel an på, hvor mange mænd henholdsvis kvinder, der indsender debatindlæg til Politiken? For ingen vil vel mene, at en sådan fordeling er urimelig, hvis den afspejler interessen?
I 2012 var 71 procent af de debatindlæg, kronikker, analyser og læserbreve, Politikens redaktion modtog, skrevet af mænd, mens 29 procent var skrevet af kvinder.
Holder de tal stadig, kan man med rette diskutere, om ikke det er mænd, der diskrimineres, når det kun er 64 procent af de debatindlæg, der bringes i Politiken, der er forfattet af mænd.
Burde tallet ikke være 71 procent, når mænd står bag 71 procent af de tilsendte indlæg?
Det er trist, at Ceveas analyse ikke rummer tallene for de respektive gruppers indsendte indlæg, og det svækker analysen, at de mangler.
Bevares, de sædvanlige fugle vil – opildnede af en analyse, der peger på, at kvinder er bagud – synge deres sædvanlige klagesange.
Men ingen med reel interesse i ligestilling bliver klogere af kun at blive oplyst om halvdelen af regnestykket.
Så hvorfor gør de det?
Ja, dumhed skyldes det i hvert fald ikke. Cevea-folkene er dygtige og ved udmærket godt, at analysens værdi objektivt set begrænses af de manglende tal.
Men hvem siger, at Cevea er interesseret i retfærdighedsaspektet af diskussionen? Måske ligger tænketankens interesser et andet sted?
I fire år i træk har Cevea i samarbejde med FIU-Ligestilling udbudt uddannelsesforløbet ’Kvindelig meningsdanner’. Et forløb, som kun er for kvinder, og som har til formål at styrke deltagernes kommunikationsevne og skærpe deres argumenter, så de kan bringe deres budskab frem i lyset.
Som en del af baggrunden for uddannelsen fortæller Cevea, at den offentlige debat er skævvredet.
– På trods af, at flertallet af medarbejderne ved vores velfærdssamfunds frontposter er kvinder, er 80% af de, der blander sig i velfærdsdebatten, mænd. Samtidig er under hvert tredje indlæg på avisernes debatsider skrevet af en kvinde. Gennemsnitligt set er det kun hver fjerde kilde, medierne refererer til, som er en kvinde, skriver tænketanken.
Problemet er altså klart defineret, og det samme er løsningen: ’Kvindelig meningsdanner’ er som skabt til at tage kampen op med kvinders ringe repræsentation i den offentlige debat.
Og dermed måske i hvert fald en del af svaret på spørgsmålet om de manglende tal i analysen. Cevea har ingen interesse i at påvise, at kvinder ikke bliver diskrimineret i den offentlige debat.
Og det er der, som eksemplet fra Politiken demonstrerede, en risiko for, at de manglende tal ville gøre. Ja, det er langt fra utænkeligt, at kvinder samlet set kommer mere til orde, end deres andel af indsendte debatindlæg berettiger.
Den slags harmonerer hverken med et uddannelsesforløb som ’Kvindelig meningsdanner’ eller med den generelle centrum-venstre-kritik af hvide mænds magt i samfundet.
Og derfor, sådan kan man ræsonnere, var tallene for de enkelte gruppers engagement udeladt af analysen.
Den historie, det halve regnestykke kunne frembringe, var ganske enkelt langt bedre end den, det hele ville have kunnet præstere.