Med Jes Dorph-Petersen-sagen er forspillet ovre. Nu starter MeToo-debatten.
Egentlig var det, som om MeToo-debatten var slut. Aktivisterne havde vundet, Sofie Lindes kjole var sendt til Nationalmuseet, og medierne var i gang med at helgengøre de kvinder, der havde medvirket til efterårets anden bølge.
Flere af synderne var blevet straffet, og det virkede, som om resten herefter stille og roligt ville blive fyret eller bedt om selv at gå, helst ad bagvejen, uden modstand og med hovedet så tilpas bøjet, at man kunne se, at de skammede sig.
Samtykkeloven var blevet indført, og overalt var der igangsat sexismeundersøgelser, som skulle påvise, at det forholdt sig mindst lige så slemt, som aktivisterne havde hævdet, hvis ikke værre.
De fleste mænd havde luret stemningen. Man skal vælge sine kampe med omhu, siges det, og hvis man følger den filosofi, var MeToo i løbet af 2020 blevet til en af dem, man ikke skulle røre med en ildtang.
Mænds rolle var begrænset til at tie stille og høre efter. Enhver indvending, være den selv nok så lille, var for stor.
Derfor sagde ingen længere noget. Ikke kun de mænd, der mistede deres job på grund af 20 år gamle sager, men også de fleste andre mænd så ned i jorden og ventede på, at problemerne løste sig selv.
Det gør problemer sjældent, og det gjorde de heller ikke her. I stedet medvirkede mændenes apati til at give MeToo-bevægelsen rygvind.
Hvis der indledningsvis havde været en vis tøven blandt MeToo-aktivisterne, var den nu borte. Alt kunne lade sig gøre, opdagede de, hvorefter de gjorde, hvad enhver vil gøre i en sådan situation: trykkede speederen i bund for at se, hvor hurtigt de kunne køre uden hænder.
Den slags har det med at ende galt, og det gjorde det også her.
Hvilket naturligvis var uundgåeligt. Før eller siden måtte MeToo-bevægelsen støde på en mand, der sagde fra. En mand, der ikke fandt sig i at blive kørt over. En mand, der ikke ville finde sig i at blive ført ud af et baglokale med en hætte over hovedet og sin fremtid lagt i lænker.
At den mand skulle være Jes Dorph-Petersen, havde de færreste nok forudset. Men sådan blev det. Den velkendte studievært skrev sig tirsdag den 5. januar 2021 ind i historiebøgerne som den første mand, der sagde stop til MeToo-bevægelsen i Danmark.
Det skete dels i et Facebook-opslag, som kan læses i sin fulde længde nedenfor, dels i en artikel i Politiken, som indgående fortæller om den proces, TV 2 har udsat Jes Dorph-Petersen for, herunder hvad han er blevet beskyldt for, og hvorfor TV 2 ikke længere vil bruge ham som vært.
Af artiklen i Politiken fremgår det, at det drejer sig om to kvinder, der har anklaget Jes Dorph-Petersen for hver deres krænkelse, som er sket i henholdsvis 2001 og 2003, altså for 18 og 20 år siden.
Den ene kvinde påstår, at Jes Dorph-Petersen pressede hende til at have sex med ham i sin lejlighed. Hun fortæller dog også, at hun røg en cigaret med Jes Dorph-Petersen efter det påståede overgreb, samt at de nogen tid efter havde sex igen, denne gang frivilligt.
Videre forklarer hun, at de siden fik et godt kollegialt samarbejde, og at hun og en senere kæreste lånte Jes Dorph-Petersens lejlighed i flere dage. Endelig fortæller hun, at hun spurgte efter Jes Dorph-Petersen, da hun seks år senere skulle bruger en interviewer til et offentligt arrangement.
Den anden kvinde fortæller, at hun i Jes Dorph-Petersens lejlighed følte, at Jes Dorph Petersen og en anden mand gjorde tilnærmelser til hende, hvorefter hun forlod lejligheden. En oplevelse, som siden påvirkede hende psykisk.
Det er det. Det er de to sager, som nu har kostet Jes Dorph-Petersen ikke bare sit gode job, men også sit gode rygte.
Til Politiken fortæller Jes Dorph-Petersen, at den første kvindes historie er det pure opspind.
»Min hjerne eksploderer. De anklager mig for noget alvorligt, som ligger 20 år tilbage, og som jeg ved er løgn. Det kunne jeg aldrig finde på. Sådan er jeg ikke. Det er simpelthen en opfundet historie. Hvorfor hun finder på det, har jeg ikke noget svar på, men jeg ved, at det der er ikke sket. Jeg bliver nødt til under afhøringen at sige fra hjertet, at jeg ikke kan huske den aften specifikt. Men jeg ville aldrig glemme, hvis jeg havde gjort det, hun hævder. Jeg siger også til advokaten, at det, kvinden siger, er løgn. Det er aldrig sket«, siger han.
Den anden historie erindrer han ikke.
Politikens artikel fortæller i detaljer, hvordan forløbet ifølge Jes Dorph Petersen er foregået, herunder at TV 2 og deres advokater har fungeret som politi, anklagere, dommere og bødler på én gang, og at det hurtigt stod klart, at hensigten ikke var at høre Jes Dorph-Petersens side af sagen, men at bruge ham til at statuere et eksempel.
»Jeg er blevet dømt i et juridisk parallelsamfund, som overhovedet ikke stiller krav til sig selv på samme måde, som den almindelige danske retspleje gør. I dette tilfælde har undersøgelsen selv valgt sine regler. Den er selv undersøger, den er selv afhører, selv anklager, den er selv referent og selv dommer. Den har selv valgt, hvem der skal afhøres, og den har selv tildelt mig den strengeste straf, man kunne, og reelt taget mit arbejde fra mig«, siger Jes Dorph Petersen til Politiken.
TV 2 tilbød i forbindelse med sagen Jes Dorph-Petersen en aftale om gensidig tavshed. Den sagde Jes Dorph-Petersen nej tak til. Han ville ikke forhindres i at fortælle, hvad der var sket.
Det skal vi alle være glade for.
For Jes Dorph-Petersen-sagen sætter projektørlys på det, vi godt vidste, men i fællesskab og tavshed var blevet enige om ikke tale om: at MeToo-bevægelsen har fået lov til at udvikle sig til en moderne udgave af processen i Kafkas berømte værk af samme navn, hvor den anklagede ikke aner, hvad han er anklaget for, hvorfor han er anklaget for det, hvilke regler han dømmes efter, eller hvem det er, der dømmer ham.
Uden modstand har alt for mange accepteret, at anonyme, uafprøvede og udokumenterede historier blev ophævet til at være journalistik. Uden skepsis har alt for mange godtaget, at »krænkere« med 20 års forsinkelse blev fyret for noget, som for længst ville være forældet i det almindelige retssystem, og som i flere tilfælde aldrig ville have været en del af det, fordi det falder under enhver bagatelgrænse, moralsk såvel som juridisk.
Alt det står klart nu.
Det samme gør datoen 5. januar 2021. Den markerer ikke endnu en udvikling i diskussionen om MeToo. Den markerer selve starten på MeToo-debatten.
I tre år og tre måneder har MeToo-toget fået lov til at buldre afsted. Først nu møder det en forhindring. Først nu møder det en mand, der siger »hertil, og ikke længere«. Og først nu indledes derfor den egentlige debat.
Resten var kun et forspil.
Det, vi i de kommende måneder skal finde ud af, er, hvor grænserne går mellem en legitim kamp mod sexchikane og seksuelle overgreb og en illegitim kamp mod hvide, heteroseksuelle mænd.
Det, vi også skal finde ud af, er, hvor grænserne går for de metoder, medier som TV 2 bruger mod personer, der er under MeToo-anklage.
Hvis forløbet i Jes Dorph-Petersen-sagen på nogen måde har været, som Jes Dorph-Petersen gengiver det, rejser det alvorlige spørgsmål om fremgangsmåden og i sidste ende om især mænds retssikkerhed.
For selvfølgelig skal sexchikane og seksuelle overgreb bekæmpes. Men det skal ikke ske ved gennem anonyme anklager, udenomsretslige processer og anvendelse af metoder, man ellers kun kender fra amerikanske advokatfilm.
Som Jes Dorph-Petersen udtrykker det til Politiken:
»Jeg synes, det er meningsløst, umenneskeligt og tarveligt, det, de har gjort. Man er gået fuldstændig uforsonligt og klinisk ind og sagt: Vi kan brygge en historie sammen om dig, der kan gøre dig til en, der passer ind i det her, selv om vi godt ved, at du ikke er sådan. Dem der kender mig fra gamle dage ved godt, at jeg slet ikke er sådan. Og så har en advokatundersøgelse fabrikeret mig som en stereotyp krænker. Og det er jeg enormt vred over«.
En vrede, som altså fik Jes Dorph-Petersen til at sætte hælene i og nægte at træde op på det skafot, man havde gjort klar til ham.
»Jeg vil kraftedeme ikke bukke hovedet«, siger han til Politiken.
Det skal vi andre heller ikke gøre.
Nu starter MeToo-debatten.