Schrödingers samtykke

Man kan lige så lidt vide, om der foreligger samtykke, som man kan vide, om Schrödingers kat er i live. Billede: Pixabay.com

Samtykke til sex kan aldrig foreligge. I en vis forstand findes samtykke slet ikke. Kun tvivl.

Nogle gange falder tankerne på plads ved et tilfælde. Et sådant tilstødte mig, da jeg læste reaktionerne på den nye samtykke-app, iConsent, som blev danmarkskendt i denne uge.

Appen tillader brugere at bede om samtykke fra andre, som har appen installeret, og parterne kan med et klik samtykke til at have samleje med hinanden. Lidt på samme måde, som man på MobilePay kan bede om en betaling fra en anden, som på sin telefon godkender og betaler. Blot er valutaen her ikke danske kroner, men samtykke til sex. Den ene spørger, den anden siger ja.

Det stod fra starten klart, at appen ikke har nogen juridisk gyldighed. Det gav sig selv. Det har været fremhævet igen og igen i debatten om samtykkeloven, at man når som helst kan trække sit samtykke tilbage. Det ændrer en app, der hævder, at samtykket gælder i 24 timer, selvsagt ikke på.

Alligevel var appen interessant. Mange samtykkeaktivister kom i det røde felt og reagerede kraftigt på sociale og i traditionelle medier på grund af den. De opførte sig, som om noget meget urimeligt var sket for dem. Noget, som ikke måtte ske, men som var sket alligevel.

Det studsede jeg lidt over. Hvordan kunne det være, at de mennesker, som så længe havde kæmpet for indførelse af samtykkelov, blev vrede over, at nogen havde produceret en app, der gjorde det muligt at afgive samtykke? Selv om appen ingen juridisk relevans har, måtte den vel være en positiv nyhed? Det er næppe muligt at bruge appen uden samtidig at tænke over samtykke, hvilket samtykkeaktivisterne jo burde være glade for, så hvorfor skabte den så megen furore?

Det fandt jeg snart ud af. Ved læsning af artiklerne, opslagene, kommentarerne og de mange tweets blev det klart for mig, hvad jeg allerede for længe siden burde have gennemskuet: Samtykke kan aldrig foreligge, og det har aldrig været meningen, at det skulle kunne foreligge.

Når det forholder sig sådan, har det to årsager. Den første er, at samtykke gives af den part, der spørges om samtykke. Den anden er, at denne part til hver en tid kan trække samtykket tilbage uden at informere den anden om det.

Det betyder, at samtykket mister sin værdi i samme øjeblik, som det udsiges. Du kan ikke vide, du kan aldrig vide, om personen, der samtykker, sekundet efter ændrer mening. Personen er ikke forpligtet til at fortælle dig, om det er tilfældet. Du er derimod forpligtet til at sikre dig, at det ikke er tilfældet. Du er forpligtet til at spørge igen og igen og igen i al uendelighed som en anden Sisyfos, der skubber og skubber, men aldrig får stenen op ad bakken. I samme øjeblik, du holder op med at spørge, påtager du dig risikoen for, at samtykket er forsvundet.

På den måde minder samtykket om Schrödingers berømte kat, som enten var levende eller død, og om hvilken man ikke kunne vide, hvilken af delene der var tilfældet, før man åbnede den kasse, den befandt sig i, og så efter. Du kan ikke vide, om der foreligger samtykke, før du står i en retssal og får sagen afgjort af en dommer. Der findes ingen mulighed for at vide, om den, du er sammen med, samtykker. Enten gør hun, eller også gør hun ikke. Intet antal af spørgsmål, ingen fornemmelse, ingen følelse, intet menneskekundskab kan afgøre om det er tilfældet, for allerede inden lyden af hendes ja forlader lokalet, har det samtykke, ja’et udtrykket, mistet sin gyldighed.

Alt det vidste samtykkeaktivisterne godt, og det var derfor, de blev så vrede over, at nogen havde formastet sig til at skabe en app, hvor man kunne afgive samtykke.

Det stred imod alt, hvad de stod for. Det havde aldrig været meningen, at det skulle være muligt at afgive samtykke. Det havde aldrig været meningen, at man skulle kunne bevise, at nogen havde afgivet samtykke. Samtykke skulle fungere som en evig tvivl bagerst i især mænds hoveder, som skulle få dem til at ændre adfærd.

Det er derfor, samtykkeloven er indrettet, som den er. Det er derfor, samtykke på den ene side er noget, den voldtægtsanklagede kan dømmes for ikke at have sikret sig, men på den anden side er noget, han aldrig kan sikre sig, fordi ethvert samtykke mister sig gyldighed, så snart det udsiges. Samtykkelovens formål var aldrig at sikre nogen mod overgreb. Det var at sikre, at ingen kunne sikre sig mod at blive anklaget for voldtægt.

Derfor var samtykkeaktivisterne så oprørte over samtykke-appen. Det var, som havde nogen sat en glasplade i kassen med katten, så man lige pludselig kunne se, om den var død eller levende. Og det var jo ikke meningen. Idéen med det hele var, at ingen på noget tidspunkt skulle kunne vide, om der forelå samtykke, fordi den dermed forbundne uvished ville have en disciplinerende effekt, sådan som frygt, tvivl og ængstelse har det med at have.

Det er svært at forudsige, hvilke konsekvenser det vil få, når det går op for især mænd, at samtykke aldrig kan foreligge. Det siger sig selv, at der er spild af tid at forsøge at opnå noget, som ikke eksisterer og ikke kan eksistere.

Juridisk er det selvfølgelig muligt, at en dommer vil forbarme sig over en mand, som tyve gange har spurgt om samtykke. Men det er langtfra sikkert. For hvad skal dommeren sige til kvinden, som fortæller, at hun ganske rigtigt sagde ja tyve gange, men derefter ikke ville være med mere og ikke fik mulighed for at fortælle det til manden, fordi han ikke spurgte enogtyvende gang? Skal dommeren sige, at for hende gælder samtykkeloven ikke? Eller skal han sige til manden, at det var fint, at han spurgte tyve gange, men at han stadig har gjort sig skyldig i voldtægt, fordi han ikke spurgte enogtyvende gang, og dermed ikke sikrede sig samtykke til den del af samlejet, kvinden ikke samtykkede til?

Mit råd til mænd er klart. For det første: Opfør dig ordentligt. Ikke fordi nogen har indført en samtykkelov, men fordi det er det rigtige at gøre. For det andet: Indse, at du ikke kan beskytte dig mod anklager om voldtægt. Om du så har videooptagelser af forløbet, kan det ikke hjælpe dig, medmindre du hvert eneste sekund i et uendeligt loop spørger om samtykke. Et øjebliks pause, et øjebliks uforsigtighed er nok. Der, netop der, kan det være, at den, du er sammen med, skifter mening, og der, netop der, kan det være, at du gør dig skyldig i voldtægt ved ikke at spørge igen.

Sådan er det, og det kan ingen app lave om på.

Tobias Petersen

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *