Klasseforskelle betyder mere end kønsforskelle i skolen. Men betyder det, at vi skal opgive tesen om den feminiserede skole?
I en kronik på Information med titlen Drengene mod pigerne kritiserer antropolog og ph.d.-studerende Anne Mia Steno den opfattelse, at skolen i de senere år er blevet “feminiseret”, og at det skulle være årsagen til, at drenge klarer sig dårligere i uddannelsessystemet end piger.
Klasse betyder mere end køn
I stedet anbefaler Steno at betragte problematikken fra et socioøkonomisk udgangspunkt – altså fokusere på det, som i gamle dage hed socialklasser – da undersøgelser viser, at det fortsat er forskelle i forældrenes uddannelsesniveau, der har størst betydning for, hvordan eleverne klarer sig i skolen.
»Selv om skolen historisk har haft til formål at inkludere alle og give alle samme udgangspunkt og mulighedsbetingelser i livet, er det fortsat sådan, at den mest markante forskel i elevernes uddannelsesmæssige præstationer hænger tæt sammen med forældrenes socioøkonomiske baggrund. Forældrenes uddannelsesniveau betyder altså langt mere for unges uddannelsesresultater end den enkelte elevs køn«, skriver hun.
Stop uddannelsessnobberiet
Steno anbefaler yderligere, at man gør op med det, hun kalder “uddannelsessnobberi”. Medier og mennesker bør holde op med at se så forskelligt på uddannelsestyper. En forskel, som bliver tydelig, når de færdiguddannede fejres af omgivelserne.
»Hvert forår fejres de nyudklækkede og kåde studenter med dytten og sang i gaderne og under stor mediebevågenhed, mens svendeprøver og afgangseksaminer fra mange erhvervsskoler ofte forbigås i relativ offentlig stilhed«, påpeger hun.
Artiklen har dermed to hovedbudskaber: Fokus skal flyttes fra kønsforskelle til “klasseforskelle”, og uddannelsessnobberiet skal høre op.
Skolen som sorteringsmekanisme
Mens antropolog Anne Mia Steno altså påpeger, at skolen ikke formår at løfte de elever, hvis forældre er mindst uddannede, fører denne iagttagelse hende ikke videre til at stille yderligere spørgsmål om skolens funktion i samfundet. Tværtimod synes hun blindt at acceptere samfundets egen udlægning, når hun skriver, at »skolen historisk har haft til formål at inkludere alle og give alle samme udgangspunkt og mulighedsbetingelser i livet«.
Men er det skolens eneste formål? Sociolog Pierre Bourdieu beskrev sammen med Jean-Claude Passeron i 1970 i værket La Reproduction – på dansk Reproduktionen – skolen som en sorteringsmekanisme, der reproducerer samfundets uligheder. Det gør skolen gennem det, Bourdieu kalder symbolsk vold.
Symbolsk vold fungerer ved, at den dominerende gruppe (eller klasse) påfører andre grupper sine meninger og forståelser på en måde, så de magtrelationer, meningerne og forståelserne dækker over, forbliver skjulte for de grupper, der undertrykkes (altså udsættes for den symbolske vold). Dermed opleves meningerne og forståelserne ikke af de undertrykte grupper som forkerte, men tværtimod som legitime og “rigtige”.
I en skolesammenhæng handler den symbolske vold om, hvordan skolen er indrettet, hvad skolen går ud på, hvad man undervises i, hvordan man undervises og så videre og så videre. Bourdieu og Passerons empiriske undersøgelser viste, at skolen fungerede som en sorteringsmekanisme, der reproducerede samfundets ulighed på den måde, at akademikerbørn blev akademikere og arbejderbørn blev arbejdere. Og angav den symbolske vold som forklaring på, at det forholdt sig sådan.
Sorterer skolen ikke-feminister fra?
Vi ved altså, at skolen ikke er så uskyldsren, som Steno synes at fremstille den, når hun henviser til skolens flotte “historiske formål”. Skolen udøver symbolsk vold mod visse grupper til fordel for den dominerende gruppe, således at den dominerende gruppes børn klarer sig godt i skolen og ulighederne i samfundet bliver reproduceret.
Det er ikke underligt, at akademikerbørn klarer sig godt i skolen, når skolen er lagt an på akademiske færdigheder. Kasper Schmeichel ville tilsvarende have haft store fordele med hjemmefra, hvis skolen havde handlet om færdigheder som målmand. Når skolen vælger at fremme bestemte tænkemåder, opfattelser, definitioner, politikker så at sige, så gavner det dem, der allerede er velbevandrede inden for disse politikker og skader tilsvarende dem, der ikke er, eller som ikke kan finde sig til rette med dem – også måske ligefrem er i opposition til dem.
Hermed fremme ved diskussionen om den feminiserede folkeskole. Anne Mia Steno afviser tesen om den feminiserede skole ved at henvise til, at kravet om at sidde stille er langt mindre i dag, end det fx var i den såkaldte “sorte skole”, der populært sagt var kendt for “kæft, trit og retning”. Hvis forklaringen på forskellene mellem pigers og drenges resultater skulle skyldes, at skolen er blevet mere feminiseret – at der er mindre plads til de “vilde drenge” – så fungerer forklaringen ikke i forhold til det historiske perspektiv. Og det har Steno ganske ret i. Men handler den feminiserede skole kun om at sidde stille?
Tager vi udgangspunkt i Bourdieus begreb om symbolsk vold, kan vi hurtigt fastslå, at den herskende gruppes dominans handler om langt mere end stoledisciplin. Det handler om alt fra demokratiopfattelser til valg af lærebøger. Det handler ikke om skolens regler, men om selve grundlaget for dem. Det handler om de værdier, der ligger bagved, og som ikke står til diskussion, fordi de af alle – både den dominerende gruppe og de dominerede grupper – opfattes som legitime eller rigtige.
Og det er i det lys, tesen om den feminiserede skole må betragtes. Den feministiske ideologi har siden 1970’erne præget det danske samfund enormt. Det gælder ikke kun de synlige påvirkninger som feminismens betydning inden for forskning og uddannelse og konsekvenserne heraf for, hvordan børn påvirkes i børnehaver og skoler, og hvordan voksne påvirkes videre i uddannelsesforløbet. Det gælder også alle de mere usynlige påvirkninger: alle de steder, hvor feminismen har evnet at ændre på vores opfattelser, uden at vi har bemærket det, så vi i dag ukritisk godkender feminismens perspektiver som legitime og “rigtige” i stedet for at sætte spørgsmålstegn ved dem.
Og derfor må en meningsfuld forskning på området tage sig udgangspunkt i at afdække den feministiske ideologis betydning i Danmark og først dernæst undersøge, hvad konsekvenserne har været for uddannelsessystemet, herunder skolen. Et vigtigt spørgsmål for en sådan forskning vil være: Sorterer skolen ikke-feminister fra? Altså om den danske skole i dag gør ved ikke-feminister, hvad den franske gjorde i 70’erne ved ikke-akademikere: sorterer dem fra gennem symbolsk vold.
Det er vigtigt at holde sig for øje, at sorteringen ikke kun handler om at sortere drenge fra, hvorfor tal om kønsforskelle ikke kan fortælle hele historien. Hvis sorteringen finder sted, vil den angå alle, der ikke passer ind i den feministiske ideologis værdisystem, altså også mange piger. Det handler således ikke om “drengene mod pigerne”. Feminismens symbolske vold rammer alle uanset køn.
Anne Mia Stenos udmærkede artikel slutter med en opfordring til at tale mindre om taberdrenge og mere om uddannelsessnobberi. Denne med en opfordring til, at den feministiske ideologis betydning for det danske samfund tages alvorligt som forklaringsmodel – også i tilfældet skolen.