Svenske statsborgere skal kunne straffes for køb af seksuelle ydelser, også når købene sker uden for Sveriges grænser, mener den svenske regering.
Hvordan det i praksis skal foregå, er endnu uklart, men holdningsmæssigt er der ingen tvivl: Den svenske regering med statsminister Stefan Löfven i spidsen ønsker at gøre det ulovligt for svenskere at købe seksuelle ydelser, uanset hvor i verden de befinder sig.
– Jeg kobler det her spørgsmål meget tæt med det større spørgsmål om menneskehandel og seksuel slavehandel. Jeg ser det her som et effektivt instrument for at kunne mindske de foreteelser. Har man den overbevisning, er det naturligt at gå videre til rigsdagen med det, siger Sveriges justitsminister, Morgan Johansson.
– Jeg tror, det vil få en afskrækkende effekt, når svenskere tager udenlands, og nogen måske havde tænkt sig at købe sex. Der skal de vide, at der faktisk findes en mulighed for det svenske retsvæsen for at gribe ind, selv om det er sket i udlandet, uddyber Johansson om tankerne bag det kommende lovforslag, der skal gøre det ulovligt for svenskere at købe sex, også i lande, hvor det er lovligt at købe og sælge seksuelle ydelser, for eksempel Danmark.
Det fortæller Sveriges Radio.
Politisk flertal for forslaget
Johansson har sagt, at den svenske regering allerede næste år vil fremsætte et lovforslag om straf for køb af seksuelle ydelser i udlandet, og lige nu ser det ud til, at den kan samle et flertal for forslaget.
Oppositionspartiet Kristendemokraterne er nemlig tilhængere af ideen og overvejer derfor at stemme for forslaget.
– Hvis Sverige skal være et forbillede på det her område, så tror jeg, det her er en vigtig lovgivningsændring, siger Desirée Pethrus, Kristendemokraternes ligestillingspolitiske talsperson.
Anderledes skeptisk ser man på forslaget i resten af oppositionen, hvor Sverigedemokraterne, Centerpartiet, Liberalerne og Moderaterne tager afstand fra ideen om at kriminalisere svenske statsborgeres handlinger i andre lande.
– Det er klart, at vi ikke bryder os om sexkøb i udlandet. Men det er sådan, at man internationalt respekterer lovgivningen i andre lande. Hvis vi begynder at straffe svenskere i Sverige for noget, de har gjort i et land, hvor det er lovligt at gøre det, så bryder vi denne internationale praksis. I så fald er risikoen stor for, at andre begynder at straffe folk for, hvad de gør i Sverige, som er lovligt her, siger justitsordfører for Moderaterne, Beatrice Ask.