I anledning af den internationale mandedag 19. november 2023 havde Manderådet inviteret en række personer til at tale ved foreningens arrangement i indre by. Jeg var en af disse talere. Jeg var blevet bedt om at tale om den modstand, jeg har mødt, siden jeg i 2014 kastede mig ind i ligestillingsdebatten. Det gjorde jeg, idet jeg samtidig advarede mod farerne ved at forsumpe i brok og tuderi. Min tale ved arrangementet kan nedenfor læses i sin helhed.
Mit navn er Tobias Petersen. Jeg er 44 og står bag hjemmesiden Reelligestilling.dk, som nogle af jer måske kender.
Jeg er blevet bedt om at fortælle om den modstand, jeg har mødt undervejs, siden jeg kastede mig ind i ligestillingsdebatten. Det vil jeg gøre om lidt, men først vil jeg tale lidt om, hvorfor man skal passe på med at fokusere for meget på den modstand, man møder.
Forsump ikke i brok og tuderi
For det første risikerer man at holde op med at forsøge. Hvis man overbeviser sig selv om, at man holdes nede af feministerne, medierne, ”samfundet”, ”de venstreorienterede”, ”de woke” eller andre, er vejen kort til at tænke, at ”det kan være lige meget”. Hvorfor overhovedet gøre en indsats, når man alligevel har tabt på forhånd? Det er et dårligt sted at befinde sig og fører ingen steder hen.
For det andet har det betydning for, hvilke sociale relationer man får. Hvis man bruger de fleste af sine kræfter på at tale om, at verden er uretfærdig, og alle andre er skyld i, at man ikke opnår det, man gerne vil opnå, har de to effekter: en push-effekt og en pull-effekt. Mennesker, som de er flest, orker ikke et brokhoved. Med tiden vil man skubbe dem fra sig, hvis man ikke har andet at byde på end sit evige tuderi. De eneste, foruden måske den nærmeste familie og nogle få gamle venner, som gider det, er folk, som har det på samme måde. Det er uheldigt, for personer, som er enige om, at verden er ond og uretfærdig, vil have meget svært ved at hjælpe hinanden ud af den position. I stedet vil de bestyrke hinanden i, at det er sådan det forholder sig.
For det tredje har det betydning for organisationer, som beskæftiger sig med køn og ligestilling. Det kunne være Manderådet. Hvis man driver en organisation, ønsker man typisk at opnå opbakning til sin sag. Politisk kan det godt være, man kan finde partier, som bakker op om et offerperspektiv og en evig kritik af feministerne. Men økonomisk vil det være svært at finde nogen, der vil bruge penge på at støtte det. Så også af den grund giver det mening at bruge sine kræfter på at skabe løsninger på problemer i stedet for at bruge dem på at brokke sig. Hvis man eksempelvis siger til en fond, at man ønsker at lave et toårigt projekt på fire folkeskoler med fokus på drenges læseevner, er der bedre chancer for at opnå støtte, end hvis man siger, at man bare gerne vil have nogle penge til at fortælle for 117. gang, at man er uenig med feministerne. Skoleprojektet kan fonden stolt fortælle, at den støtter. Det kan den ikke med feminismebrokkeriet. Derfor er der en chance for, at den støtter skoleprojektet, mens der ingen chance er for, at den støtter brokkeriet.
Med disse advarsler mod at forsumpe i brok og tuderi nu til det, jeg er blevet bedt om at tale om, nemlig den modstand, jeg har mødt. Altså mit brok og tuderi.
Mange slags modstand
Jeg startede min hjemmeside i efteråret 2014. Ret hurtigt begyndte jeg at lave interview med debattører i ligestillingsdebatten, og en af de første, jeg interviewede, var Henrik Dahl. Han fortalte blandt andet, at der altid sker fire ting, hvis man forholder sig kritisk til feminisme:
1. Man bliver angrebet personligt. Fx på sit køn, sin alder, sit udseende, sin sociale baggrund.
2. Ens synspunkter bliver forvrænget til ukendelighed.
3. Man udsættes for alverdens motivgranskning og motivtillæggelse.
4. Man tales nedsættende og/eller arrogant til.
I min tid har jeg oplevet alle fire. Skulle jeg tilføje en femte, ville det være, at man anklages for at hade kvinder. Eller kaldes ”incel”, hvilket har samme betydning. Det har jeg oplevet mange gange, ligesom jeg har set andre blive udsat for det. Ofte i sammenhænge, som intet har med had at gøre, fx ligeløn. ”Kvindehader” eller ”incel” er skældsord, som bruges ved enhver form for uenighed, tilsyneladende ud fra en logik om, at hvis man ikke er feminist, må det skyldes, at man hader kvinder.
Modstanden har med andre ord mange former. Jeg vil her fremhæve en særlig variant, som handler om de omkostninger på arbejdsmarkedet, det kan have at blande sig i ligestillingsdebatten.
Omkostning på arbejdsmarkedet
På et tidspunkt i midten af nullerne var jeg til en fest hos en af mine gode venner, hvor en af hans gode venner kom hen til mig og fortalte, at han læste med på min hjemmeside og godt kunne lide de ting, jeg skrev. Men, forklarede han, han havde ikke ’liket’ siden på Facebook. Det turde han ikke, sagde han, for selv om han var enig i 99 procent af det, jeg skrev, og mente, at min side og mine skriverier var ukontroversielle, var han ikke sikker på, at andre opfattede det på samme måde. Han var bange for, at nogen ville tolke et ’like’ af min side negativt, og den risiko turde han ikke løbe. Jeg sagde til ham, at det var helt ok, og jeg godt kunne forstå hans bekymring. Han havde, hvad man godt kan kalde en høj stilling, og dermed også en høj løn. Hvorfor risikere det for at ’like’ en side på Facebook? Selv blot en lille risiko ville være for høj i forhold til det potentielle tab. Men det fortalte samtidig noget om den situation, jeg befandt mig i. Jeg måtte forvente, at støtten til min side ville være mindre, end den kunne have været, fordi nogle, som ellers syntes om den, ville afholde sig fra at støtte den af frygt for andres opfattelser af den.
Nogenlunde samtidig – jeg husker ikke, hvilken af de to hændelser, der fandt sted først – oplevede jeg på egen hånd konsekvenserne af andres opfattelser af min side. En kvinde, jeg havde haft som underviser på et kursus, kontaktede mig og spurgte, om jeg havde lyst til at blive hendes personlige assistent. Hun var selvstændig virksomhedsejer og mente, at jeg ville kunne bidrage til udviklingen af hendes virksomhed. Der var ikke tale om en opslået stilling. Der var tale om en stilling, som ville blive skabt til mig. Hvis vi kunne blive enige om lønnen, var jobbet mit, hvis jeg ville have det. Jeg sagde til hende, at jeg ville tale med min fagforening om lønnen og vende tilbage hurtigst muligt. Efter at have talt med DJØF, som jeg dengang var medlem af, kontaktede jeg hende fire dage senere for at få lønnen på plads. Jeg havde besluttet mig for at sige ja tak til jobtilbuddet og var parat til at acceptere også ret lave løntilbud. Jobbet var spændende, timingen var god, og det var et uventet eventyr, som jeg havde lyst til at tage på. Men sådan skulle det ikke blive. For imens jeg havde talt med DJØF, havde virksomhedsejeren talt med sine rådgivere. Og deres anbefaling var, at hun lod være med at ansætte mig. De havde kigget på min profil og vurderede, at jeg udgjorde en risiko for hendes virksomhed. Jeg spurgte hende, om det handlede om min deltagelse i ligestillingsdebatten, og det bekræftede hun, at det gjorde. Stillingen, hun fire dage tidligere havde villet headhunte mig til, ville jeg ikke blive tilbudt, fordi jeg mente, hvad jeg mente, og skrev, hvad jeg skrev. Da det skete, blev jeg overrasket, men ikke sur på virksomhedsejeren. Hvad skal man med rådgivere, hvis man ikke lytter, når de rådgiver? Man måtte formode, at de havde virksomhedens bedste for øje. Men det gjorde mig bevidst om, at der er en omkostning ved at skrive om køn og ligestilling. Der er ingen grund til at tro, at disse rådgivere skulle vurdere tingene anderledes end andre rådgivere. Derfor var det næppe det eneste job, min deltagelse i ligestillingsdebatten afskar mig fra at få.
Oplevelsen stoppede mig ikke. Men jeg var også i den heldige situation, at jeg var selvstændig. Anderledes var det for min gode vens gode ven, som var ansat i en af landets største virksomheder. De fleste har ikke den frihed, selvstændige har. Og hvis man oven i det har både kone, børn og realkreditlån, er det forståeligt, at man ikke vil risikere at miste jobmuligheder for at blande sig i debatten om køn og ligestilling. Når vi taler om den modstand, man møder, hører denne stille form for modstand med til historien. Det kan godt være irriterende at blive kaldt kvindehader i en debat på sociale medier. Men det er vand ved siden af at miste jobmuligheder. Og mens det første er tydeligt, hver gang det sker, kan det andet ske diskret, uden at man nogensinde opdager det.
Derfor vil jeg slutte med en opfordring. Netop fordi der er omkostninger forbundet med at deltage i den offentlige debat, er der særlig grund til at gøre det, hvis man befinder sig i en situation, hvor man har friheden til det. Jo større mulighed, man har for at ytre sig, desto større ansvar har man for at gøre det.
Så mange var ordene. Jeg ønsker jer alle en fortsat god mandedag!