Hvorfor fastholder feminismen, at mænd og kvinder er to afgrænsede grupper, som er i konflikt med hinanden?
Opdateret 6/2-2016.
I de hidtidige artikler i serien Til kritikken af den feministiske ideologi har jeg set på, hvorfor feminismen er en ideologi, hvordan den feministiske ideologi fungerer, og hvilke magtstrategier den feministiske ideologi anvender.
I denne artikel vil jeg se nærmere på feminismens formulering af en falsk interessekonflikt mellem mænd og kvinder, og hvilken rolle denne spiller for den feministiske ideologi.
Interessekonflikten
Den nutidige – og meget af den tidligere – feminisme baserer sig på den forestilling, at mænd og kvinder er to fundamentalt forskellige grupper af mennesker, som kæmper mod hinanden om økonomisk og politisk magt. For feminismen er denne interessekonflikt en central forklaringsfigur; forskellene mellem grupperne mænd og kvinder er selve feminismens udgangspunkt og bærende struktur.
Det er på baggrund af denne påståede interessekonflikt, at feminister kræver kvindekvoter i bestyrelser og andre steder på arbejdsmarkedet (særligt i de mere vellønnede dele af det). Og det er på baggrund af den, at feminister kræver et opgør mod et påstået “løngab” mellem kønnene. Tanken er, at det ikke er rimeligt, at en af grupperne, gruppen mænd, sidder på en større andel af ’de gode jobs’ end den anden gruppe, gruppen kvinder.
Med denne model om en interessekonflikt mellem to grupper har feminismens ideer vundet stor indflydelse i den politiske verden, og der er blevet – og bliver stadig – lovgivet, både i Danmark og i EU, ud fra modellens logik om en retfærdig fordeling mellem de to grupper. I Danmark er ligestillingsloven og lov om kvinder i ledelse eksempler på ideen om interessekonflikten omsat til lovgivning.
Paradokset
Mens man i andre sammenhænge ofte kan se feminister argumentere for, at mænd og kvinder skal behandles ens, og at forskellene internt i grupperne er mindre end mellem grupperne, er feminismens mest fundamentale model altså baseret på, at mænd og kvinder ikke skal behandles ens, men som to grupper, der skal behandles forskelligt.
Mens man i andre sammenhænge ofte kan se feminister argumentere for, at feminisme handler om at skabe mere frihed og flere muligheder for alle uanset køn, er konsekvenserne af deres grundlæggende model, at det enkelte menneske skal begrænses i sin frihed og sine muligheder ud fra hensyn til forskelle mellem grupperne.
Og mens man i andre sammenhænge kan se feminister argumentere for, at kønnet skal opløses, sådan at det enkelte menneske bliver betragtet og behandlet uafhængigt af sin køn, er feministernes grundmodel bygget på den modsatte opfattelse; at det enkelte menneske skal behandles og betragtes som et medlem af en kønsgruppe og følgelig behandles og betragtes som mand eller kvinde.
Feminismen synes således i strid med sig selv.
Hvorfor?
Umiddelbart ligner det et uløseligt paradoks. Man kan ikke på den ene side hævde at fremme den enkeltes frihed og på den anden side begrænse den enkelte med henvisning til gruppehensyn. Og man kan ikke på den ene side hævde at ville fremme menneskets frigørelse fra kønnets lænker og på den anden side binde det fast til det køn, det tilfældigvis blev født med. Det hænger ikke sammen.
Alligevel er det præcis, hvad feminismen gør. Som et pendul skifter dens opfattelse af frihed mellem hensynet til den enkelte og hensynet til gruppen. Når det ene er opportunt, vægter man det; når det ikke er, vægter man det andet.
Inkonsistensen handler om magt. Feminismens mål er at gennemføre samfundsændringer. Gennem lovgivning på baggrund af normkrig, intellektuel krigsførelse samt konstruktion af ideologisk viden ønsker feminismen at skabe sit idealsamfund. Derfor det skizofrene forhold til den enkelte versus gruppen. Det første reserveres til skåltaler og hvervearbejde, det sidste dels til at fremme positioneringen af feminister i samfundets top, dels til at sikre fortsatte økonomiske tilskud til det ideologiske arbejde (og de to ting hænger naturligvis sammen).
Hvis feminismens repræsentanter stillede sig op på en tønde – eller vore dages tønde, Facebook – og sagde, at mænd og kvinder er fundamentalt forskellige, at kvinder er svagere end mænd, og at kvinder derfor skal hjælpes i en krig mod mænd, altså kort sagt udlagde grundlaget for deres øvrige holdninger, ville tilslutningen til feminismen krympe ind til det rene ingenting. Feminismens grundlag er en historie, der ikke kan tåle at blive fortalt.
Derfor, altså af strategiske årsager, fortæller feminister hellere om de enkeltsager og enkeltområder, hvor feminismen, i strid med sit udgangspunkt, kæmper for den enkeltes ret til ikke at blive diskrimineret. Det er disse udvalgte historier, der skal sælge billetten, så det ideologiske arbejde kan fortsætte. Præcis som økologiafdelingen i en butik, hvor 95% af varerne er kommercielt producerede, skal få kunderne ind ad døren, så salget af de kommercielle varer kan fortsætte. If you can’t sell them reality, sell them dreams.
Det handler aldrig om sandheden
Selv om nogle af feminismens ideologer formentlig godt er klar over, at ideologiens grundlæggende model, ideen om en interessekonflikt mellem grupperne mænd og kvinder, er problematisk, så fastholder de modellen som udgangspunkt for deres øvrige teorier, forslag og krav.
Det gør de ikke kun, fordi de har opdaget, at modellen har stor effekt, men også fordi de er klar over, hvorfor den har det. Hvad de har fundet ud af er, at det aldrig handler, hvad der er sandt, men hvad der opfattes som sandt.
Hvis befolkningen og politikerne kan overbevises om, at feminismens problemstillinger er reelle og dens løsningsforslag er brugbare, så er det – set fra den feministiske ideologis stol – aldeles ligegyldigt, om problemstillingerne og løsningsforslagene rent faktisk er det eller ej; politiske beslutninger sker ikke på baggrund af sandheder, de sker på baggrund af opfattelser.
Sagt anderledes: Hvis modellen om en interessekonflikt mellem mænd og kvinder er nødvendig for at sikre tilslutning til feminismens krav, så fastholdes modellen, også selv om den er i modstrid med nogle af feminismens øvrige påstande. Maskinen skal køre, og motoren er vigtigere end kølerfiguren.
Et spørgsmål om overlevelse
Modellen om en interessekonflikt mellem mænd og kvinder er så vigtig for feminismen, at man ikke kan forestille sig en feminisme uden den. Det ville reducere feminismen til en kamp for det enkelte menneskes ret til ikke at blive diskrimineret på baggrund af køn, og den kamp kæmpes allerede af mange andre. Feminismen ville gå i opløsning uden sin insisteren på grupperne mænd og kvinder.
Det er der historiske årsager til. Feminismen opstod og udviklede sig i perioder, hvor der var markante forskelle på mænd og kvinders muligheder og rettigheder. Derfor var feminismens naturlige fokus at fremme kvinders muligheder og rettigheder indtil de modsvarede mænds, og dette fokus førte til en tænkning, som blev centreret omkring modellen om en interessekonflikt mellem mænd og kvinder. Feminismen blev til teorien om mænds undertrykkelse af kvinder og siden til en ideologi med samme udgangspunkt.
Heri ligger problemet for feminismen. Med den tiltagende ligestilling i samfundet bliver feminismen mindre nødvendig. En teori om undertrykkelse er værdiløs, hvis der ikke findes undertrykkelse. Derfor bliver feminismen nødt til at opfinde nye former for undertrykkelse. Kan den ikke det, forsvinder den. Feminismen er ikke bare afhængig af modellen om interessekonflikten mellem mænd og kvinder i sit teoretiske og strategiske motorrum; feminismen er afhængig af modellen for overhovedet at eksistere. Forskellene mellem grupperne mænd og kvinder er feminismens eksistensberettigelse.
Det er denne nødvendighed, der fører feminismen til løbende at pege på nye områder, hvor interessekonflikten hævdes at eksistere. I stedet for at nedlægge sig selv med ordene »vi gjorde det sgu!«, kæmper feminismen en overlevelseskamp, der minder om truede dyrearters. Eftersom de bedste kilder til overlevelse er forsvundet, leder man efter de næstbedste, og når man ikke kan finde flere af dem, går man videre til de tredjebedste og så fremdeles.
Det er blandt andet derfor, feminismen kaster sig over områder som antallet af kvindelige figurer i Disneys juleshow eller kvinders roller i spillefilm. Den bedste kilde til overlevelse, mænds undertrykkelse af kvinder, findes ikke længere i form af ulige rettigheder og muligheder; her er der, i hvert fald i de skandinaviske lande, for længst opnået ligestilling mellem kønnene. Undertrykkelsen må derfor findes andre steder. Ligesom det udryddelsestruede dyr må feminismen nøjes med den næring, den kan finde.
Interessekonfliktens rolle i det feministiske motorrum
Som det fremgår af følgende figur, er interessekonflikten mellem grupperne mænd og kvinder en central komponent i det feministiske motorrum. Det er gennem identifikationen af nye problemområder for interessekonflikten, at feminismen kan fremsætte krav om politisk handlen og få tilført midler til at fortsætte med at finde nye problemområder. Feminismen lever af at finde – eller skabe – nye eksempler på, at interessekonflikten eksisterer.
Som figuren viser, kan motoren principielt køre for evigt. Så længe der afsættes nye midler til produktion af ideologisk viden, kan denne viden omsættes til nye krav, som i sin tur kan omsættes i ny lovgivning og flere midler til produktion af ideologisk viden.
Figuren viser også, at der ikke er nogen ekstern validering af den viden, der produceres, og som får motoren til at køre. Derfor er motoren selvforstærkende. Jo flere midler, der afsættes til produktion af ideologisk viden, desto flere problemområder vil man ”opdage”, og desto flere krav om lovændringer og flere midler til produktion af ideologisk viden vil man kunne fremsætte. Løsrevet fra den øvrige samfundsudvikling vil feminismen på den måde producere mere og mere ideologisk viden om nye problemområder med udgangspunkt i interessekonflikten mellem mænd og kvinder.
Det sidste er naturligvis et problem. Den ideologiske vidensproduktion risikerer med stor sandsynlighed at miste kontakt med ”virkeligheden” i sin jagt på nye problemområder, fordi nye problemområder ikke opstår med udgangspunkt i ”virkeligheden”, men skabes for at sikre, at motoren kan blive ved med at køre. Sagt anderledes: Mange af den ideologiske vidensproduktions problemområder bliver først til problemområder gennem den ideologiske vidensproduktion. Drengen i brandmandsuniformen i legetøjskataloget bliver først et problem, når nogen siger, at han er det.
Konklusion
Den falske interessekonflikt mellem mænd og kvinder er en fundamental del af den feministiske ideologis motorrum. Feminismen kan ikke eksistere uden at fastholde, at mænd og kvinder er to afgrænsede grupper, der kæmper mod hinanden.
Det betyder ikke bare, at det er umuligt for feminismen at frigøre sig fra ideen om interessekonflikten. Det betyder også, at en kønstænkning med udgangspunkt i et andet syn på mænd og kvinder – at de ikke per definition tilhører to adskilte grupper, som er i konflikt med hinanden – nødvendigvis må udvikle sig uafhængigt af feminismen. En kønstænkning med udgangspunkt i det enkelte menneskes autonomi er uforenelig med feminismens insisteren på interessekonflikten mellem mænd og kvinder.
Når man ser på feminismens institutionelle magt i Danmark, og dermed dens muligheder for at fortsætte produktionen af ideologisk viden, kan man være bekymret for, om en alternativ kønstænkning kan opstå og opnå indflydelse. Det vil kræve politisk vilje at nedbryde feminismens monopol på kønsområdet. Herfra skal lyde en opfordring til, at det sker. Ikke for at forhindre feminismen i at udvikle sine teorier, pege på sine problemområder og anvise sine løsninger, men for at skabe plads til at alternative teorier om køn får mulighed for at gøre det samme.
Links til de øvrige artikler i serien
Til kritikken af den feministiske ideologi