Hvis man både har kontrol over, hvad der spørges om, og hvad der svares, så har man magt. Det har den feministiske ideologi i Danmark.
Opdateret 6/2-2016.
I den første artikel i min artikelserie Til kritikken af den feministiske ideologi så jeg på, hvad en ideologi er, hvorfor feminisme er en ideologi, og hvorfor det er et problem at glemme, at den er det.
I denne artikel vil jeg gå tættere på virkeligheden og med udgangspunkt i et konkret eksempel vise, hvordan den feministiske ideologi virker; hvordan den forgrener sig i tilsyneladende forskellige områder i forsøget at opløse grænserne mellem påstande og fakta for derved at sætte sig på både den spørgende og den besvarende del af køns- og ligestillingsdebatten.
Nyt fra LO
Fagforeningernes paraplyorganisation LO udgiver løbende pjecer om emner, organisationen ønsker at sætte på den politiske dagsorden. Her er ligestilling på arbejdsmarkedet – ud fra det arkaiske resultatlighedsbegreb vel at mærke – en af LO’s store kæpheste, og man udgiver løbende pjecer med ny viden om emnet.
I 2012 udgav man således pjecen Køn, kommunikation og erhvervsuddannelser, der handler om unges uddannelses- og erhvervsvalg. Pjecen peger blandt andet på, at vejledningen af unge mennesker er med til at fastholde kønsopdelingen på arbejdsmarkedet. Blandt andet skriver man:
Og en af de åbenlyse barrierer er, at man i vejledningen af de unge mennesker og i sin måde at kommunikere fag og uddannelser på, ofte er meget traditionelle og derfor bidrager til at cementere kønsopdelingen.
I forbindelse med udarbejdelsen af den 32 sider store pjece har LO bedt kønsforsker Sine Lehn-Christiansen fra RUC give sine bud på gode og mindre gode eksempler. Lehn-Christiansen har i mange år beskæftiget sig med kønsopdelingen i uddannelsessystemet, meddeler man.
Som man spørger, får man svar
Der er imidlertid andre ting, man ikke meddeler. Fx at Sine Lehn-Christiansen siden 2003 har argumenteret for, at skolens erhvervsvejledning er “kønsblind”. Eller at hun er bidragsyder til den feministiske antologi Er der spor?, som af Magasinet Danner – en feministisk udgivelse fra Danner, der blandt andet er kendt for at kønsdiskriminere mellem mænd og kvinder i ansættelsen af nye medarbejdere – i en anmeldelse fik fire ud af fem kamptegn.
Dette er ikke en personlig kritik af Sine Lehn-Christiansen eller af hendes forskning. Og der findes bestemt kønsforskere, der er langt mere rendyrkede i deres feministiske engagement, end Lehn-Christiansen forekommer at være. Hun fremhæves her alene som et eksempel på, hvordan forskning, politik og “vidensproduktion” væves sammen, så det bliver meget svært at skelne mellem ideologisk viden og reel viden.
LO’s valg af Lehn-Christiansen er naturligvis ikke tilfældigt. LO ønsker ikke uvildige og dermed måske kritiske vinkler i forhold til deres grundlæggende fortælling om det kønsopdelte arbejdsmarked og årsagerne til det. Nej, LO ønsker en akademisk blåstempling af deres påstande for derved at løfte dem fra påstandsniveauet til faktaniveauet, og derfor udser LO sig en kønsforsker, der kan gøre netop det. En forsker, der er castet til opgaven.
I stedet for at stille de grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt det er et problem, at kvinder og mænd vælger forskelligt, og om ikke det enkelte menneskes frihed til at vælge bør være vigtigere, end hvad summen af frie menneskers frie valg er, var LO’s spørgsmål i udarbejdelsen af pjecen omtrent følgende: Vi mener, at det kønsopdelte arbejdsmarked er et problem, og at problemet starter allerede i den vejledning, de unge modtager i uddannelsessystemet. Hvem kan bekræfte os i det? Og på det spørgsmål var Sine Lehn-Christiansen altså svaret.
Hvad er problemet?
Det kan forekomme uskyldigt nok på overfladen. LO vil gerne sætte en bestemt sag på dagsordenen ved at udgive en pjece om emnet, og LO kontakter derfor en forsker, der beviseligt har beskæftiget sig med emnet i sin forskning, og som derfor har relevant viden om det. Det er lige efter bogen.
Men kønsforskning er ikke objektiv forskning på linje med forskning i de naturvidenskabelige fag. Kønsforskning vil altid i større eller mindre grad være præget af subjektivitet og/eller politiske og ideologiske udgangspunkter, interesser og synspunkter. Det gør sig gældende i forhold til forskerens emnevalg, og det gør sig gældende i forhold til de begreber, forskeren bruger i sin forskning, fordi disse begreber i sig selv er ideologiske.
Sine Lehn-Christiansens forskning baserer sig fx blandt andet på begrebet intersektionalitet, som er et feministisk begreb, der hævder, at forskellige markører som køn, klasse og race interagerer og skaber et system af undertrykkelse og diskrimination. Intersektionalitetsbegrebet er et lysende eksempel på, at forskningen er ideologisk; at svarene er indbygget i begrebet og dermed givet på forhånd, fordi man kun ser, hvad man ønsker at se.
Det ideologiske væveri
Baseret på ovenstående har vi altså følgende ingredienser:
- En organisation med politiske og ideologiske formål (LO)
- En kønsforsker, der forsker med udgangspunkt i ideologiske begreber (Lehn-Christiansen).
Lagt sammen får vi resultatet:
- Produktion af viden, der udgiver sig for at være objektiv, men som er ideologisk funderet og dermed ikke er objektiv.
Denne ikke-objektive viden bliver gennem LO formidlet videre ud i samfundsdebatten og ind i de politiske cirkler, uden at nogen sætter spørgsmålstegn ved, om der er tale om objektiv viden eller ideologisk viden. På grund af sine magtpositioner i dansk kønsforskning og sine stærke kommunikationsnetværk kan den feministiske ideologi således gøre, hvad den ønsker at gøre: på den ene side formulere problemerne og på den anden side besvare dem.
Perspektivet
Det er centralt at forstå, hvordan det ideologiske arbejde foregår. En stor del af det handler om evnen til at sætte dagsordenen i debatten. Den, der bestemmer, hvad man taler om, har altid et forspring.
Det ved man udmærket i Rusland, hvor man vil lancere det russiske statsmedie Sputnik i vesten på 30 sprog for at modvirke, hvad man fra russisk side betragter som “aggressiv propaganda” i de etablerede, vestlige medier. Man vil fortælle om verden på en anden måde, fordi man er klar over, at magt til at sætte dagsordenen kan veksles til magt andre steder. (6/2-2016: Sputnik er nu etableret og har også en dansk side).
Mens mange i Danmark er skeptiske over for det russiske forsøg på at påvirke nyhedsformidlingen i Vesten og kalder den russiske nyhedsformidling for propaganda, så er man anderledes tavse i forhold til den feministiske ideologis fremfærd i Danmark. Det er påfaldende, da feminismen står langt stærkere i Danmark, end russiske Sputnik formentlig nogensinde kommer til.
Det er i den grad på tide, at journalister og redaktører på de danske aviser og andre medier åbner øjnene og indser, at den feministiske ideologi har haft alt for let ved at bruge medierne til sine ideologiske formål. Medierne har et ansvar for ikke ukritisk at videreformidle “viden” og “fakta”, der er produceret i den feministiske ideologis grundkøkken.
Det samme gælder på universiteterne, hvor man – særligt på de samfundsvidenskabelige fakulteter – ukritisk har ladet ideologi og forskning væve sig sammen, så det i dag kræver en kirurgs blik at se forskel på ideologisk og reel viden. Universiteterne bør være de første til at skelne mellem ideologi og objektivitet og bør tage dette med i overvejelserne, når der ansættes nye forskere.
Og det gælder i den politiske verden, hvor man alt for ofte helt ukritisk blander ideologi og politik sammen, når fondsmidler og anden støtte uddeles fx i “ligestillingens navn”. Politikerne bør sætte sig ind i, at der er flere opfattelser af, hvad ligestilling er, og hvordan ligestilling opnås. Der er intet galt i, at politikere og partier på et oplyst grundlag støtter den feministiske ideologis definition af ligestilling, som blandt andet indebærer, at mænd skal diskrimineres på arbejdsmarkedet. Men det skal ske som et bevidst tilvalg. Ikke som et udslag af uvidenhed og ideologiblindhed.
Der skal skabes plads til alternative synspunkter
Den feministiske ideologi ønsker at styre, hvad vi taler om, hvordan vi taler om det, og hvad diskussionerne munder ud i. Det gør den gennem sine mange magtpositioner i det danske samfund, ikke mindst på universiteter, i organisationer og i medier. Og det gør den, som det er fremgået, ved at væve ideologi og fakta sammen, så det bliver svært at se forskel.
Det, den feministiske ideologi mest af alt ønsker at opnå, er, at alle glemmer, at den er en ideologi. At få banket sine begreber og synspunkter så meget fast, at vi tager dem for givet. At feminismens opfattelse af ligestilling bliver den generelle opfattelse af ligestilling. Eller at feminismens opfattelse af sexisme bliver alles opfattelse af sexisme.
Det arbejde mener jeg, man bør stille sig kritisk over for, og jeg har tænkt mig at fortsætte med at sætte fokus på den feministiske ideologi i kampen for en ligestillingsdebat, hvor der også bliver plads til ikke-feministiske synspunkter.
Links til de øvrige artikler i serien
Til kritikken af den feministiske ideologi