Der er for få kvinder i historiebøgerne, og det skal der gøres noget ved, mener man i Sverige.
I sidste uge meddelte den svenske undervisningsminister Gustav Fridolin (Miljöpartiet), at han vil udbede sig en forklaring fra lærebogsproducenterne på, hvorfor der er så få kvinder i historiebøgerne.
Fridolin er bekymret på pigernes vegne, dels fordi ”ligestilling mellem kønnene er vigtig for at opnå gode resultater i skolen”, dels fordi ministeren mener, at ”hvis halvdelen af eleverne ikke føler sig sete i lærebøgerne, er det svært at motivere dem for skolearbejdet”. Det fortalte Berlingske.
Samme avis kan nu berette, at den svenske undervisningsminister bakkes op af professor emerita og ligestillingsforsker Ann-Sofie Ohlander, der mener, at den skæve kønsfordeling i historiebøgerne – som er på ca. 85% mænd, 15% kvinder – kan få alvorlige konsekvenser. Om de manglende kvinder i historiebøgerne siger hun:
“Det er skandaløst set fra et demokratisk perspektiv. Risikoen er stor for, at unge piger bliver ligeglade med historie, fordi det handler ikke om dem.”
Ann-Sofie Ohlander læner sig dermed op ad undervisningsminister Fridolins betoning af pigernes behov for at kunne identificere sig med kvinder i undervisningen og i lærebøgerne.
Historien er ikke Pippi Langstrømpe
Som bekendt er ideologisk betingede ændringer af tekster ikke noget nyt i Sverige, hvor blandt andet Astrid Lindgrens børnebogsunivers er blevet ændret for at passe til den nuværende opfattelse af rigtigt og forkert.
Ændringerne af Lindgrens tekster er forkastelige og frarøver de kommende generationer af børn og unge vigtig historisk viden og muligheden for at reflektere over forskellene mellem nutiden og den tid, bøgerne blev skrevet i.
Men skulle man finde en brøddel af et argument for at acceptere ændringerne i Pippi Langstrømpe, så kunne det være, at justeringer i et fiktionsunivers primært har litterære konsekvenser.
Anderledes forholder det sig med verdenshistorien. Selv om historieskrivning altid rummer et element af tolkning og aldrig er 100% objektiv og “sand”, så er den heller ikke et tag-selv-bord, hvor vigtige begivenheder og personer kan udvælges efter forgodtbefindende. I hvert fald ikke uden konsekvenser for troværdigheden og for læserens forståelse af, hvordan verden har udviklet sig.
At skrive historien om, fordi historien ikke passer til et ligestillingsideal – eller et hvilket som helst andet ideal – er en historieløs gerning.
Hvad de burde gøre i stedet
En langt bedre løsning ville være at diskutere i undervisningen, hvorfor historien i så høj grad har været præget af mænd. Der kunne tillige om nødvendigt tilføjes afsnit i historiebøgerne om spørgsmålet.
Det ville ikke bare redde eleverne fra at blive præsenteret for en forfalsket udgave af historien, men ville samtidig gøre køn og ligestilling til et centralt spørgsmål i historieundervisningen på en meningsfuld måde.
Oplyste demokratier bør ikke skjule deres fortid. Kommende generationer har krav på at vide, hvordan tingene faktisk var, ikke hvordan en undervisningsminister og hans støtter gerne så, at de havde været.