Berøringsangst, feminationalisme og højreorienterede svin

Enten kan du være god og naiv, eller også kan du være ond og realistisk, hvis man skal tro debatten. Men er der slet ikke plads til en tredje vej?

I den bredere politiske debat har det længe været sådan, og nu er det også ved at rodfæste sig i ligestillingsdebatten: Enten er man god og naiv, eller også er man ond og realistisk, og der er ingen gylden middelvej.

At det er blevet sådan, skal man ikke læse mange debatindlæg for at forvisse sig om. Den feministiske kønsforsker, blogger og redaktør på magasinet Friktion Nazila Kivi repræsenterer ”de gode” og bruger udtrykket feminationalisme om ”de onde”. I et interview på Modkraft siger hun: »Når seksuelle overgreb begået af såkaldte ’muslimske’ mænd får særlig stor bevågenhed, er det blot endnu en måde, hvor de nationalistiske strammer-tendenser er forklædt som bekymring for kvinders vilkår – det som jeg kalder feminationalisme«. Det er med andre ord ikke legitimt at interessere sig for kvinders rettigheder, hvis man ikke har det rette politiske udgangspunkt; interessen er i så fald påtaget, og fungerer alene som et værktøj for en ondskabsfuld politisk strategi.

Nu kunne man tro, at borgerlige debattører ville tage afstand fra synspunkter som Kivis. Men det er ikke tilfældet, snarere tværtimod. For eksempel bruger Jyllands-Postens indvandringskritiske blogger Mikael Jalving samme sondring mellem ”De gode” og ”De onde”. På sin blog skriver han: »Man forstår på de daglige overfald og voldtægter i Vesteuropa, og på myndighedernes forsøg på at skjule sandheden, at det nu er mændenes tid, og kvinderne, ja, de må betale. Alene denne ubekvemme sandhed burde få venstrefløjen op i det røde felt, men det sker ligesom ikke. Det er højreorienterede svin som mig og andre, der må tage kvindesagen på os og prøve at vinde ørenlyd for vore advarsler, mens vi kaldes ”alarmister”, ”mørkemænd” eller slet og ret fascister«. Kivi og Jalving er altså på besynderlig vis enige: Det, Kivi kalder feminationalisme, adskiller sig ikke stort fra det, Jalving kalder højreorienterede svin.

Skal man gå skematisk til værks og forsøge at udtrykke de væsentligste forskelle mellem ”De gode” og ”De onde”, kan det gøres på følgende måde:

Figur 1: ”De gode” og ”De onde”.

Skemaet viser de to muligheder, man tilsyneladende har. Begge har deres svagheder, men man må vælge side: Enten er man på ”De godes” hold, eller også er man på ”De ondes”.

Men hvad skal man gøre, hvis man ikke føler sig hjemme i det rigide skema? Hvis man er enig med den ene side i noget, og den anden i noget andet? For det er vel muligt at have det sådan? For eksempel at synes, at venstrefløjens berøringsangst over for indvandringspolitikken er problematisk, uden nødvendigvis at tilslutte sig ethvert standpunkt, Dansk Folkeparti har? Eller at mene, at Danmarks interesser som nation er vigtige, uden nødvendigvis at mene, at forståelsen for den enkelte flygtnings situation er ligegyldig?

Journalist på Information Casper Gronemann skrev for nylig i en klumme med titlen ‘Statistik er ikke racistisk’, at »det er en udbredt misforståelse, at der skulle være noget racistisk i at påpege indvandreres overrepræsentation i ’uheldige’ statistikker«, og den norske sociolog Kjetil Rolness pegede i et nyligt indlæg om overgreb på kvinder på det samme: »Dette er kanskje den største ironien på feltet: Man mener – på tvers av de flestes hverdagserfaring – å se et utbredt kvinnehat, ja et «massivt holdningsproblem» blant alminnelige norske menn, oppvokst i et av verdens mest moderne, likestilte og kvinnevennlige land. Mens man ikke vil ha fokus på holdningsproblemer i kjønnskonservative minoritetsmiljøer, selv hos de som setter hijab på småjenter for ikke friste menn. Vi skjønner den gode hensikt: Å ikke medvirke til økt stigmatisering og fremmedfiendlighet. Men hva har vi lært fra Köln og Sverige i år? At mørklegging og avledningsmanøvre er en kortsiktig og risikofylt strategi som nærer konspirasjonsteorier og mistillit til «elitene». Virkeligheten er ikke rasistisk. Derfor må fakta fram«.

Som jeg ser det, har Gronemann og Rolness ikke bare ret, men viser samtidig retningen mod en tredje vej mellem ”De gode” og ”De onde”: den objektive. Hvad både Gronemann og Rolness påpeger, er at tal ikke i sig selv er ”gode” eller ”onde”, og at tal ikke skal neddysses af politiske og ideologiske årsager. Jeg kunne ikke være mere enig.

Men objektiviteten kan ikke stå alene. Når Danmarks Statistik viser, at ikke-vestlige udlændinge begår voldtægt og blufærdighedskrænkelser 1,76 gange hyppigere end etnisk danske mænd, efter der er kontrolleret for alder og socioøkonomiske variable, så er sagen jo ikke gjort med det. Tallet er et grundlag, ikke en konklusion, og både ”De gode” og ”De onde” har relevante pointer.

”De gode” har ret i, at man bør interessere sig for, hvorfor denne overrepræsentation eksisterer. Dels er det muligt, at der er baggrundsvariable, man har overset, for eksempel en overhyppighed af psykiske lidelser, dels er det vanskeligt at hjælpe mennesker, hvis man ikke forstår deres bevæggrunde. Derfor bør man se tallet som et udgangspunkt for yderligere undersøgelser. Ikke for at undskylde overrepræsentationen, men fordi den kun kan forebygges, hvis man ved, hvad den skyldes.

”De onde” har ret i, at man bør se på, om tallet giver anledning til ændringer på diverse politikområder. Når man konstaterer, at mennesker fra bestemte dele af verden begår betydeligt mere kriminalitet i Danmark end etniske danskere og personer fra andre dele af verden, så er det rimeligt at diskutere, om det bør påvirke den fremadrettede indvandringspolitik. Så længe Danmark er en nationalstat, må Danmark naturligvis agere som en sådan. Men det indebærer ikke nødvendigvis, at Danmark skal vende verden ryggen i en tid med store flygtningestrømme. Der er andre muligheder. Én løsning, som imødegår problemet med ikke-vestlige mænds overhyppighed i forhold til voldtægter og blufærdighedskrænkelser og samtidig udviser globalt ansvar i en krisetid, er at gøre som Canada og målrette den danske asylpolitik mod kvinder og børn, og andre løsninger kan givetvis også findes, som kombinerer Danmarks nationale interesser med Danmarks internationale ansvar.

Den tredje vej mellem ”De gode” og ”De onde” skal kombinere respekt for objektiv viden med respekt for og indsigt i gruppers og menneskers forskellige udgangspunkter. På voldtægtsområdet findes et godt eksempel på, hvordan det kan lade sig gøre. Her ser det nu ud til, at man langt om længe, med udgangspunkt i Justitsministeriets initiativer fra undersøgelsen Respekt for voldtægtsofre, vil se nærmere på, hvem gerningsmændene er. I stedet for at fastholde, at alle mænd er potentielle voldtægtsforbrydere (hvad de naturligvis principielt er), vil man undersøge, om nogle mænd er det i højere grad end andre. Meget tyder på, at det er tilfældet, og nu får vi tal, der kan be- eller afkræfte det. Det vil formentlig indebære, at nogle grupper af mænd vil blive beskrevet som mere tilbøjelige til at begå voldtægt end andre, og det vil nogen sikkert finde ubehageligt. Men det er vigtigt viden. Den forebyggende indsats kan ikke målrettes, hvis man ikke ved, hvem den skal rettes mod. Det handler ikke om at udpege sorte får. Det handler om at få de potentielle overgrebsmænd på ret kurs og nedbringe antallet af voldtægter. Det er et paradeeksempel på, at kombinationen af objektiv viden og indsigt i bevæggrunde er det bedste grundlag for gode beslutninger, som kommer mennesker til gavn. Såvel de potentielle overgrebsmænd som deres potentielle ofre vil have glæde af, at man skifter spor og målretter den forebyggende indsats. De vil med al sandsynlighed få et bedre liv af, at man finder ud af, hvem der gør hvad mod hvem, og hvorfor de gør det.

Jeg vil gerne afslutningsvis slå to ting fast. Når jeg læser, hvad jeg skriver, får jeg det indtryk, at det kan opfattes som en slags forsvar for politik af den type, Det Radikale Venstre fører. Det er ikke hensigten. Der findes ikke et parti i Danmark, jeg er mindre tilbøjelig til at stemme på. Jeg får også det indtryk, at det ligner et forsøg på at finde den gyldne middelvej for den gyldne middelvejs skyld. Det er heller ikke hensigten. Jeg mener oprigtigt, at det vil være værdifuldt at syntetisere det bedste fra de to sider. Det er ikke noget, jeg mener, man skal gøre for husfredens skyld. Man skal gøre det, fordi det giver mening. ”De ondes” realisme og fokus på fakta kombineret med ”De godes” fokus på forståelse af specifikke grupper og menneskers vilkår er en stærk cocktail, som jeg ser det.

Man kan prøve at køre ikke-testen på diverse udsagn fra de to sider for at efterprøve det. Er det en dårlig ide, at man undersøger og kortlægger, hvem der gør hvad? Er det en dårlig ide, at man finder ud af, hvorfor de gør, som de gør? Som jeg ser det, ikke bare kan, men bør de to ting gå hånd i hånd: hvem der gør noget, og hvorfor de gør det, er begge vigtige elementer, som skal indgå i politiske beslutninger, ikke mindst af forebyggende karakter.

Man kan også spørge sig selv, om det ikke netop er sådan, vi allerede gør på mange områder? Vi nøjes ikke med at tælle, hvor mange der er overvægtige, men forsøger også at forstå, hvorfor de er det. Helt tilsvarende må vi agere på køns- og etnicitetsområderne. Vi må undersøge 1). problemernes omfang, 2). hvem der i særlig grad forårsager dem, og 3.) hvorfor de gør det. Først når vi har skabt det overblik – som altså både er fakta- og forståelsesorienteret – kan vi skabe en forebyggende indsats, som er effektiv.

Jeg er klar over, at man ikke uden videre får de to grupper til at nærme sig hinanden. Det er der politiske og ideologiske årsager til. Lad mig alligevel slutte med tre opfordringer til hver af dem:

”De gode” bør indse:

1. at tal aldrig i sig selv er racistiske, sexistiske eller onde
2. at forståelse for den enkelte gruppe eller det enkelte menneskes situation kan gå hånd i hånd med en objektiv tilgang
3. at sympati for mennesker og grupper ikke nødvendigvis løser problemer.

”De onde” bør indse:

1. at det, der kan forekomme meningsløst for nogen, kan give mening for andre
2. at forståelse for et menneskes eller en gruppes situation ikke implicerer noget som helst politisk
3. at et ønske om at opnå indsigt i, hvorfor nogen gør noget, ikke nødvendigvis skyldes et ønske om at undskylde eller bortforklare, at de gør det.