Udskiftningen af Marie Bjerre med Mia Wagner markerer et skifte i ligestillingspolitikken.
Nu tidligere ligestillingsminister Marie Bjerre (V) udviste i sin tid på posten velvilje til også at se på mænds ligestillingsproblemer. Mest konkret udmøntede det sig i en handlingsplan til 35 mio. kr. med syv initiativer for drenge og mænd, som Bjerre præsenterede for tre uger siden.
– En moderne ligestillingsindsats omfatter både kvinder og mænd. Vi har som samfund ikke i tilstrækkelig grad anerkendt, at når mænd og drenge har dårligere helbred, falder bagud i uddannelsessystemet, ender i misbrug, kriminalitet, hjemløshed eller begår selvmord, så hænger det også sammen med deres køn og de forventninger, der er til mænd og drenge. Med en kommende handlingsplan for mænds og drenges ligestilling ønsker jeg at sætte fokus på de områder, hvor mænd og drenge i særlig grad er udsatte eller har udfordringer, udtalte Bjerre i den forbindelse.
Bjerres blik for drenge og mænds problemer blev bemærket i de foreninger, der arbejder for drenge og mænd. Kilder i miljøet har sagt, at der politisk ikke har været større villighed til at tage drenge og mænds problemer alvorligt i 20 år, end der har været i Bjerres ministertid.
Den tid er nu slut. Og med udnævnelsen af Mia Wagner som ny ligestillingsminister kan den politiske anerkendelse af drenge og mænds problemer også være det. Wagners interesse i ligestilling er rettet mod samfundets top og andelen af kvinder der.
Som medstifter af Nordic Female Founders har Wagner talt positivt om “diversitet i toppen af dansk erhvervsliv” og “kvindekvoter i ledelser og bestyrelser”. Hvad Wagner mener om mænds problemer i forhold til sundhed, uddannelse, ensomhed, barnløshed, misbrug og selvmord er mildt sagt mere uklart.
Marie Bjerre blev af flere betragtet som “woke” og en del af det “byvenstre”, som tabte den interne politiske kamp i partiet, da tidligere formand Jacob Ellemann-Jensen trådte tilbage og overlod pladsen til Troels Lund Poulsen.
Udskiftningen af Bjerre kan ses som en konsekvens af det. Men i så fald er valget af Wagner besynderligt. Venstre får ikke i Wagner en minister med benene plantet på jorden, blik for den brede befolkning og holdninger til køn og ligestilling, som er baseret i sund fornuft. De får en minister, hvis hovedinteresse er at stille velstillede kvinder endnu bedre, end de allerede er.
For unge, karriereinteresserede kvinder er det en god nyhed. Men det er det ikke for ret mange andre, hverken kvinder og mænd. Direktørfeminismen og dens hellige treenighed, som på engelsk hedder diversity, equity og inclusion, er ikke et bredbladet værktøj, som kommer de fleste til gode. Snarere er den at betragte som interessevaretagelse for en meget lille gruppe af kvinder i toppen af samfundet. Den gavner den jurastuderende kvinde på 23 med topkarakterer og ledelsesambitioner. Men den gavner hverken sygeplejersken, skolelæreren, buschaufføren, kassedamen eller stilladsarbejderen. Og heller ikke, skulle nogen være i tvivl, landmanden eller de ansatte i landbruget.
Mia Wagners position medfører en risiko for, at ligestillingsministeriet omdannes til et erhvervsministerium uden blik for ret meget andet end andelen af kvinder i attraktive stillinger. Wagners forudsætninger for at udvikle politikker inden for det område er gode, og hun vil givetvis gøre det i tæt samarbejde med det erhvervsliv, hun allerede har indgående kendskab til.
Den spændende i den forbindelse bliver, om ministeren Wagner får indført de kvindekvoter i ledelser og bestyrelser, som direktøren Wagner har talt så varmt for. Man må ikke håbe det, for det vil påføre de danske virksomheder og i sidste ende den danske befolkning en omkostning, men det må være det, Wagner skal måles på. Længe har hun talt for at bruge tvang over for de danske virksomheder. Nu sidder hun med magten til at tvinge dem.