Kun 12 ud af 98 borgmestre i Danmark er kvinder. Men hvad har det med ligestilling at gøre?
Ifølge Kvinfo er 12 af landets borgmestre kvinder, mens de resterende 86 er mænd. Den forskel får Kristeligt Dagblad til at tage fordelingen op i sit ligestillingsunivers under overskriften Manglende ligestilling på arbejdsmarkedet. Men hvad har borgmestre med arbejdsmarkedet at gøre, og hvad har fordelingen med ligestilling at gøre?
Mandlige borgmestre er politisk valgt – af kvinder!
Undersøgelser af mænd og kvinders valgdeltagelse viser, at kvinder ofte stemmer på mænd. Kun ca. 27% af kvinderne stemme på en kvindelig kandidat, når der er valg i Danmark. Det betyder, at de mandlige borgmestre i høj grad kan takke kvindelige vælgere for borgmesterkæderne.
Hvis man i øvrigt går ind for demokrati, bliver det dermed meget vanskeligt at se, hvordan udfaldet af frie valg skulle have noget med ligestilling på arbejdsmarkedet at gøre. Vælgerne sammensætter frit den politiske magt, som vælgerne ønsker.
Hvad har borgmestres køn med ligestilling at gøre?
Det er derfor påfaldende, at fx Kristeligt Dagblad anfører borgmesterfordelingen i deres ligestillingsunivers under titlen Manglende ligestilling på arbejdsmarkedet. Dels fordi borgmesterjobbet udgør så forsvindende lille en del af det danske arbejdsmarked. Dels – og det er det vigtige – fordi avisen dermed ukritisk overtager det feministiske resultatlighedsbegreb i sit syn på ligestilling.
Kristeligt Dagblad køber feministernes præmis om, at alt andet end en 50/50-fordeling er udtryk for manglende ligestilling. I stedet for at se på om mænd og kvinder har samme muligheder for at blive borgmester, hopper Kristeligt Dagblad ukritisk med på den feministiske vogn.
Mediernes ansvar
Som vi tidligere har beskrevet, er det et omfattende problem, at danske medier ukritisk promoverer ét ligestillingsbegreb blandt flere. Det er på tide, at medierne opdager, at ligestillingsdebatten er en politisk debat, og at de ved at formidle én parts synspunkter som fakta skævvrider debatten.
For betragter man fordelingen af borgmesterposter ud fra mulighedslighedsbegrebet – altså kigger på, om der er, hvad vi kalder reel ligestilling på området – når man frem til en helt anden konklusion end feministerne og Kristeligt Dagblad. Reel ligestilling handler om, at mennesker uanset køn skal have de samme muligheder.
I tilfældet borgmesterposter er der intet, der tyder på, at det ikke skulle være tilfældet. Kvinder har samme demokratiske rettigheder som mænd, både i forhold til valgret og opstillingsret. Kvinder forhindres med andre ord hverken i at stille op som borgmesterkandidater eller i at afgive deres stemmer ved valgene. De har præcis samme muligheder og samme indflydelse som mænd.
Respekten for vælgerne – eller manglen på samme
Når man udråber udfaldet af et valg – at 12 ud af 98 borgmesterposter er tilfaldet mænd – som et udtryk for manglende ligestilling, så respekterer man ikke vælgerne. Medmindre man kan påvise, at valget er foregået på udemokratisk vis eller har været genstand for valgsvindel, bør man i et demokrati anerkende vælgernes beslutning.
Det er de danske vælgere, mænd som kvinder, der har stemt og dermed bestemt, at fordelingen af borgmesterposter ser ud, som den gør. Hvorfor det er tilfældet, er et spørgsmål for den politiske forskning, ikke for køns- og ligestillingsdebatten.
Lad os fokusere på reel ligestilling
Den manglende respekt for vælgerne i tilfældet borgmesterposter kan overføres på andre områder, hvor resultatlighedsbegrebet får lov til at dominere debatten. Fx respekten for virksomhedernes ret og evne til at træffe egne beslutninger, når man i ligestillingens navn ønsker at lovgive om kønsfordelingen i bestyrelser.
Med henvisning til Bon Jovi og sangen You Gave Love a Bad Name kan man fremsætte den påstand, at feministerne med mediernes hjælp har givet ligestilling et dårligt navn. For med deres fælles udbredelse af resultatlighedsbegrebet har de gjort ligestillingskampen den bjørnetjeneste at fortælle folk, at ligestilling handler om at regulere sig til 50/50-fordelinger overalt – i bestyrelser, på arbejdsmarkedet og i familierne.
Men ligestilling behøver ikke handle om tvang og regulering. Med udgangspunkt i mulighedslighedsbegrebet er det muligt at kæmpe for ligestilling uden at tilslutte sig feministernes formynderiske ligestillingsopfattelse. Muligt at stå fast på, at mennesker uanset køn skal have de samme muligheder uden at tilslutte sig, at ligestilling nødvendigvis skal resultere i 50/50-fordelinger.
Både feministerne og medierne bør forstå, at det er muligt at kæmpe for det enkelte menneskes ret til ikke at blive udsat for kønsdiskrimination samtidig med, at man respekterer det enkelte menneskes valg – og summen af menneskers valg. Også, og det er vigtigt, når resultatet af frie menneskers frie valg ikke medfører en fordeling på 50/50.
Set fra denne stol skylder såvel feministerne som Kristeligt Dagblad en undskyldning til både vælgerne og de mandlige borgmestre i Danmark. Til vælgerne for ikke at respektere deres valg. Og til borgmestrene for at sætte spørgsmålstegn ved, om de ved at udføre det arbejde, de er valgt til af vælgerne, skader ligestillingen i Danmark. For selvfølgelig gør de ikke det.