Feminismen har udviklet sig fra at være frisættende til at være frihedskrænkende, mener Amalie Lyhne, der ikke længere ønsker at kalde sig feminist.
I et skarpt blogindlæg på Berlingske.dk med titlen Hvad feminister ikke vil sige højt forklarer Amalie Lyhne, hvorfor hun ikke længere vil kalde sig feminist, selv om hun stadig støtter kampen for, at ingen skal begrænses på grund af sit køn.
Modsætningen mellem resultatlighed og reel ligestilling
Lyhne fremhæver særligt feminismens evige fokus på resultatlighed som et problem – noget vi gentagne gange også har gjort her på siden. Lyhne skriver blandt andet:
“For feministerne arbejder for resultatlighed. Lige muligheder er ikke nok for dem – de vil også have, at mænd og kvinder træffer præcis de samme valg og dermed opnår samme resultater.”
Og Lyhne har helt ret. Et af de største problemer ved den feministiske ligestillingsopfattelse er netop, at feminismen fokuserer på resultatet i stedet for udgangspunktet. Mens kampen for reel ligestilling handler om at sikre, at mennesker uanset køn bliver behandlet lige og dermed har det samme udgangspunkt, handler den feministiske ligestillingskamp om at regulere og begrænse menneskers muligheder, indtil man opnår det ønskede resultat. Lyhne udtrykker problematikken således:
“Jeg kaldte mig engang feminist, fordi jeg selvfølgelig går ind for, at ingen skal begrænses af deres køn. Men i dag har den danske feminisme udviklet sig til en helt urimelig og frihedskrænkende kamp for ensretning, og derfor er jeg stået af.”
En præcis udlægning og en logisk konklusion.
En kritik af medierne
Lyhne retter i sit indlæg også en kritik mod den samlede danske journaliststand, som ifølge Lyhne opererer med en underliggende præmis om, at feminismens kamp for resultatlighed per definition er et rigtigt og ønskværdigt mål. Som Lyhne skriver:
“Hvis nye tal for eksempel viser, at mænd tager mere barsel, går det ”i den rigtige retning”. Hvis andre tal viser, at det stadig mest er kvinderne, der bliver hjemme, når børnene er syge, står der, at udviklingen ”desværre er gået i stå”.”
Her har Lyhne en væsentlig pointe, som ofte overses i debatten. Feminismen i Danmark har i lang tid haft monopol på at mene noget om ligestilling. Det har feministerne udnyttet til at få sat en slags indiskutabelt lighedstegn mellem feminisme og kampen for ligestilling og ligeværd mellem mænd og kvinder; et lighedstegn, som i vid udstrækning betyder, at folk, der sætter spørgsmålstegn ved feminismen og dens metoder, per automatik anses for at være modstandere af ligestilling og ligeværd.
Lyhnes kritik af mediernes ansvar i forbindelse med dette værdiskred er vigtig. Medierne spiller en stor rolle for udviklingen af ligestillingsdebatten, og det er journalistisk venstrehåndsarbejde at forholde sig ukritisk til egne forforståelser. Kunne man forestille sig samme slaphed i andre sammenhænge? Fx en politisk artikel, der i forbifarten meddeler: “Dansk Folkepartis vælgertilslutning er desværre faldet“? Næppe.
Det forekommer, at de fleste danske medier har glemt, at ligestillingsdebatten handler om værdier og politik. Men det gør den, og det er at gøre debatten en bjørnetjeneste – i dette ords oprindelige forstand – ukritisk at formidle feminismens begreber, synspunkter og metoder som endegyldige sandheder og ideelle mål.
I stedet bør medierne forholde sig kritisk til alle synspunkter i ligestillingsdebatten. Og særligt til dem, der skjuler sig ved at fremstå som indiskutable.